Strømpebukser: Sådan skal du style strømpebukser
© Anna Stokland

Alt, vi troede om strømpebukser, er forkert

Strømpebukser er ikke til at komme udenom i efterår- og vintersæsonen. Men du skal nok til at gentænke, hvordan du bruger dem

11. oktober 2017 af Amira Høg Daimar

Strømpebukser er en af de ting, som deler vandene. Nogle bruger dem flittigt året rundt, mens andre styrer helt udenom, og lader kjoler og nederdele blive i klædeskabet, når det bliver for koldt til bare ben.

På catwalken er der derimod bred enighed: strømpebukser er en af sæsonens helt store trends.

Strømpebukser var allerede fremme sidste efterår og vinter, hvor særligt prikkede varianter og netstrømper dominerede. Siden er tendensen blevet endnu mere omfattende og markerer et opgør med en række af de uofficielle regler, der længe har gjort sig gældende inden for brug at strømpebukser.

I korte træk er alt, vi har lært om strømpebukser, forkert. Herunder lister vi tre af de mest overraskende tendenser, som du kan tage til dig – hvis du tør. 

Farvede strømpebukser

Fra rød, lilla og grøn til bolsjestriber og blomstermønstre. Kun fantasien sætter grænser for dine strømpebuksers udformning. Dog kræver farvede og mønstrede strømpebukser, at du tænker dig om en ekstra gang, før du vælger resten af dit outfit. Enten kan du prøve at føre farven fra strømpebukserne videre på diskret vis, eller du kan gå efter en ensfarvet kjole i sort eller hvid. 

Strømpebukser: Sådan skal du style strømpebukser

Céline og Balenciaga 2017. 

© Wenn.com

Strømpebukser i åbne sko

Har du rynket på næsten til sammenkomster, hvor familiemedlemmer er troppet op med strømpebukser i åbne sandaler? Det er faktisk dem, der har fat i den lange ende.

Både Balenciaga og Céline har blåstemplet kombinationen, som tilføjer en god portion humor til et outfit, og udfordrer stilbevidste kvinder til at træde ud af deres comfort zone. 

Strømpebukser: Sådan skal du style strømpebukser
© Wenn.com

Nude strømpebukser

Gucci har talt: de uklædelige hudfarvede strømpebukser er tilbage. Ved modehusets forårsshow 2018 sendte chefdesigner Alessandro Michelle flere modeller ned ad catwalken iført nude strømpebukser – og her var ikke tale eksklusive varianter med Guccis logo, men derimod helt almindelige, transparente strømpebukser. 

Vi ved ikke, hvad der er værst – Balenciagas crocs eller det her? 

Måske er du interesseret i ...

Seneste