Topshop laver vellykket Stranger Things-kollektion

Savner du også Barb fra Stranger Things? Eller er du bare vild med seriens retro 80'er-udtryk? Så er denne kollektion til dig

Stranger Things sæson to får premiere 27. oktober – og vi har fundet det perfekte sted at fordrive tiden, mens vi venter: Topshop.com/strangerthings.

Sci-fi-serien er temaet i en ny Topshop-kollektion, og highstreetkæden løfter opgaven forbløffende godt.

Hvor mange mærker fejler i forsøget på at forbinde populærkultur og mode, er Topshop lykkedes med at skabe en cool kollektion, der både inkluderer referencer til nørderne og flotte print til de modeglade.

Kollektionens sjoveste design er en grå T-shirt med et billede af Barb, som er medvirkende i 'Stranger Things', med teksten ‘Never Forget’, da karakteren meget urimeligt blev taget af dage i Stranger Things’ første sæson.

Blandt de mere stilfulde design kan nævnes to T-shirts med grafisk print og det helt rigtige retro-udtryk.

Topshop topper det vellykkede samarbejde af med en gennemført detalje: Øverst på highstreetkædens Stranger Things-side finder du knappen ‘STRANGEIFY’ – og tænder du for den, bliver alle billeder sort/hvid og vendt på hovedet, som en reference til seriens ‘Upside Down world’.

Størstedelen af den nye Stranger Things-kollektion er landet på Topshops hjemmeside.