Derfor elsker Balmains designer at blive kopieret

"Jeg elsker at se et Zara-vindue med mine designs mixet med Céline og Proenza Schouler!"

30. juli 2014 af Cathrine Egelund

Man skulle tro, at alle de store couture-designere efterhånden var ved at være godt trætte af at blive kopierede af highstreetkæder som H&M, Zara og Weekday. Men ikke Olivier Rousteing, som er kreativ direktør hos Balmain. Tværtimod er den unge designer vild med det.

Mens andre couture-designere sagsøger highstreetkæderne for at kopiere deres designs - som Christian Louboutin, der i 2012 tabte en sag om kopiering til Zara - har Balmaindesigneren et mere afslappet forhold til situationen.

I et interview med The Independent siger Olivier: ”Jeg tror, det var Coco Chanel, der sagde, at hvis du er original, skal du være forberedt på at blive kopieret.”


Til venstre: Balmain Pre-Fall 2012 Til højre: Zara Fall 2012

Ikke blot accepterer den unge designer at blive kopieret, han har også stor respekt for de hurtigt producerende firmaer.

”Jeg elsker at se et Zara-vindue med mine designs mixet med Céline og Proenza Schouler! Jeg synes, det er genialt. Det er endnu bedre, end det jeg laver! Da jeg lavede min Miami-kollektion, og vi lavede de sort/hvide tern, vidste jeg, at de ville komme i Zara og H&M. Men de (red. Zara & H&M) gjorde det på en smart måde - de mixede en Céline-silhuet med mit Balmain-print! Godt gået! Jeg elsker det,” fortæller Olivier Rousteing til The Independent.

Måske er du interesseret i ...

Seneste