Elin Kling og Balenciaga The City
© PR / Balenciaga

Husker du også bloggernes indtog i modeverdenen?

I anledningen af Costumes jubilæum giver vi dig 15 modeglimt fra de sidste 15 års modehistorie

1. 00’ernes nye modekuld 

I 2002 åbnede tre unge mænd, Brian S.S. Jensen, Karl-Oskar Olsen og Magnus Carstensen, en tøjbutik i en kælder i det centrale København. Butikken var træbeklædt fra gulv til loft og gik under navnet Wood Wood. Samtidig lancerede de en kollektion af printede T-shirts og hættetrøjer og solgte senere også tøj fra upcoming designere som Stine Goya, Henrik Vibskov og Helle Mardahl. Der var knald på mønstre og farver, og butikken byggede bro til en international street-modescene og miksede tøj, sneakers, kunstbøger, legetøj, modemagasiner og gadgets. 

I dag: Wood Wood er for længst vokset ud af kælderbutikken og er et veletableret brand med både herre- og damekollektioner og egne butikker i København, Århus og Berlin. Magnus Carstensen er i dag aktuel med mærket Magnafied og klar til at få kvinder til at hoppe i kedeldragter og træsko igen. 

2. Fra krak til grøn bevidsthed 

I midten af 00’erne begyndte de første tiltag mod en mere bæredygtig tøjproduktion på det kommercielle modemarked. H&M lancerede i 2009 The Garden Collection i økologisk bomuld – en forløber til den noget mere elegante Conscious Collection, som de producerer i dag. Det økonomiske krak i 2008 påvirkede også vores tilgang til tøj. Det sjove og modige blev skåret væk, vi detoxede vores garderobe som aldrig før og søgte mod holdbare, klassiske look i god kvalitet. Også i 2009 blev den første udgave af Copenhagen Fashion Summit afholdt. 

I dag: Copenhagen Fashion Summit er verdens største konference om bæredygtig mode, og bæredygtigt tøj skabt af alt fra plastflasker til hamp, bambus og økologisk bomuld har i dag en langt større udbredelse hos både highstreet- og highend-mærker og er forhåbentligt en blivende trend. 

3. Modebloggernes indtog 

Der var lagt op til stoledans på de første rækker til diverse modeshows, da modebloggerne i 2009 for alvor gjorde deres indtog under modeugerne. Med Style Rookie, Gala Gonzales, Elin Kling, Bryan Boy og danske Anywho som nogle af de første, skete der et markant skift i den måde, moden blev tænkt, kommunikeret og udfoldet på. 

I dag: SoMe-generationen har med sine influencere ikke bare skabt et helt nyt forretningsområde og en parallel til modemagasinernes og avisernes formidling af mode – den har også været med til at påvirke flere store brands som blandt andet Burberry og Tommy Hilfiger til deres see now, buy now-kollektioner, hvor tøjet kommer i butikkerne, straks efter det er vist på catwalken.

4. Det ultra skinny look 

I 2000 introducerede Hedi Slimane den ultrasmalle silhuet hos Yves Saint Laurent, som han efterfølgende dyrkede hos Dior Homme. På kvindernes banehalvdel blev den udbredt af Vogue Paris’ daværende chefredaktør Carine Roitfeld, og stilen fik først Karl Lagerfeld til at tabe 40 kilo og sidenhen stort set alle med blik for mode til at trække i de helt skinny jeans og læderleggings gerne parret med en løs, hvid T-shirt, et par ankelstøvler og en smoking- eller læderjakke. 

I dag: Hedi Slimane relancerede siden Yves Saint Laurent, som han omdøbte til Saint Laurent, og i dag arbejder han som fotograf. Carine Roitfeld er chefredaktør for CR Fashion Book og international moderedaktør for alle Harper’s Bazaars udgivelser. Og de skinny jeans … de forsvinder vist aldrig helt igen.

5. It-taskerne 

I 2003 havde it-taskerne deres storhedstid. Fendis lille Baguette, Balanciagas The City og Pradas Bowling bag havde været med til at bane vejen for begrebet it-taske omkring årtusindeskiftet, men det var især Mulberrys Bayswater og Gisele fra 2002, der slog fænomenet fast. 

I dag: It-tasken er flere gange blevet erklæret død, men alligevel er der altid tasker, der særligt fremhæves af modens elite. Célines Trio, Loewes Puzzle bag og J.W.Andersons Pierce bag er gode eksempler. Og så drømmer vi om Hermès’ nye, ultraelegante Verrou-model. 

6. Dansk mode på verdenskortet 

Det var med høje ambitioner på dansk modes vegne, at netværksorganisationen Danish Fashion Institute blev dannet i 2005 med Eva Kruse i spidsen. Udover at ville styrke modebranchen og sætte mode på den politiske dagsorden var en af målsætningerne at gøre København til en af verdens førende modebyer. Allerede året efter stod de bag en revitaliseret udgave af Københavns modeuge med det mere internationalt klingende navn Copenhagen Fashion Week, der siden er blevet holdt to gange årligt, i august og slutningen af januar-begyndelsen af februar. 

I dag: Camilla Frank er i dag CEO i Copenhagen Fashion Week, mens Eva Kruse fortsat er CEO i Danish Fashion Institute. 

7. Sorg og skandale 

11. februar 2010 gik der chok og hjertesuk igennem modebranchen, da nyheden om den kun 40-årige designer Lee Alexander McQueens selvmord bredte sig. Året efter skete en helt anden slags skandale, da en anden af modebranchens andre store enere, John Galliano, blev taget i at råbe antisemitiske kommentarer på en café i Paris. Han forlod omgående sin stilling som chefdesigner hos Dior og har siden angret stort. 

I dag: I dag er Sarah Burton, McQueens mangeårige designassistent og -ansatte, kreativ direktør i Alexander McQueen. John Galliano er i dag kreativ direktør i Maison Margiela. 

8. Den største revival 

Overnight kom det gamle franske modehus fra 1945 Céline med svaret på vores hedeste modedrømme. Sådan da. Med ansættelsen af Phoebe Philo i 2008 fik brandet en genkomst, modebranchen sjældent har set magen til. Hendes gennemgående rene og perfekt skræddersyede linjer, modige farvevalg, afslappede stil og eksklusive materialer er lige præcis det tidløse, brugbare no-nonsense look, vi vil have – om trenden peger mod minimalisme eller ej. 

I dag: Vi stopper ikke med at ønske os Trio- og Box-tasker i nye farver, og vi forventer at se Célines høje, røde ankelstøvler med rund snude brede sig i efteråret.

9. Mænd hos Vogue 

Efter et par år, hvor køn har været på modens dagsorden med kønsneutrale catwalks og kollektioner, kan det ikke undre nogen, at mændene er begyndt at indtage chefredaktør-posterne på Vogues publikationer. Tidligere på året blev Emanuele Farneti ansat på Vogue Italia, så kom stylisten Edward Enninful til British Vogue, og endelig har Manuel Arnaut taget over på Vogue Arabia efter Saudi-Arabiens prinsesse Deena Aljuhani Abdulaziz. 

I dag: Det er en historisk begivenhed, at den 45-årige stylist Edward Enninful er kommet til britisk Vogue, da det er første gang i magasinets 100-årige historie, at posten skal bestrides af en mand. Vi både spår og håber på en større fleksibilitet mellem de ellers kønsopdelte job. 

10. High-end til folket 

I 2004, hvor vi modemæssigt set bevægede os rundt i en rodet suppe af UGG-boots, asymmetriske nederdele, ultralavtaljede bukser, boho-attitude og track-suits, lancerede H&M deres første designersamarbejde med ingen ringere end Karl Lagerfeld. Mødet mellem highstreet og high-end var revolutionerende, og hvem har ikke sukket over de efterfølgende kollektioner med blandt andre Stella McCartney, Lanvin & Alexander Wang. 

I dag: Øverst på ønskelisten står et samarbejde med Gucci med Alessandro Michele i spidsen. Céline kunne også gå an.

11. Game changeren 

Designkollektivet Vetements er ikke til at komme uden om som en af modeverdenens største game changere de seneste år. Deres kollektioner er i tråd med 2014’s Normcore-trend og responderer på den virkelige verden fremfor det drømmeunivers, som det meste mode ellers skabes i. Trods finesser som oversized skuldre og ærmer, dekonstruerede trenchcoats og denim-items var catwalk-karakterene i deres efterår/vinter 2017-kollektion, der blev afholdt på Centre Pompidou i Paris i 2016, som taget ud af et amerikansk storcenter. 

I dag: Er du til Vetements’ skuldre, ærmer og dekonstruktion, så tjek også Freya Dalsjøs efterårskollektion.

12. Farver, flæser, Gucci 

Med et ekstravagant miks af farverig satin, applikerede dyr, pussy bows og pelsforede loafers startede Guccis nye kreative direktør, Alessandro Michele, i 2015 noget, der senere blev kendt som the Gucci effect. Få kendte Michele, men som sin forgænger, Frida Giannini, kom den 45-årige designer fra Gucci-huset selv, hvor han i løbet af 12 år havde arbejdet sig op til endelig at kunne præsentere sin vision for Gucci – en vision, der væltede modebranchen og gav Gucci et tiltrængt opsving. 

I dag: Vi glæder os over Micheles farverige, dramatiske input til moden og til at se, hvordan Gucci vil udfolde og videreudvikle deres overdådige univers.

13. Den store modepris og den nye designliga 

Der sker noget på den danske design- og modescene, hvilket også bliver bemærket internationalt. For at booste unge talenter har Magasin Fonden hvert år siden 2013 tildelt 500.000 kroner til et lovende designtalent, der må have maksimalt fem år på bagen. Det sker ved Dansk Design Talent Magasin Prisen, der indtil videre er blevet givet til Anne Sophie Madsen, Mark Kenly Domino Tan, Tonsure og Cecilie Bahnsen. 

I dag: Tonsure vandt sidste år den europæiske del af den internationale Woolmark Prize, og Cecilie Bahnsen ligger i skrivende stund i  nalen til LMWH-prisen om 2.000.000 kroner. 

14. Sofa-shopping

I 2010 kunne den succesfulde webshop Net-A-Porter fejre 10-års jubilæum. Stifteren, Natalie Massenet, havde knækket koden for onlinesalg af luksusmode og sendte varerne smukt pakket ind – præcis som en high-end-butik ville gøre. Året inden var de mere budgetvenlige tyske Zalando og danske Miinto startet, og fra 2013 til 2015 steg vores onlinekøb med 41 procent. Tøj var på fjerdepladsen over, hvad vi købte online. 

I dag: Kan du ikke lige finde den kjole, du så i Paris, herhjemme – jamen, så findes den online. Vi elsker det, men elsker også at shoppe lokalt – både i fysiske butikker og onlinebutikker. Især dem, der gør noget særligt ud af deres indretning og service.

15. Lige linjers tid 

Rene linjer og arkitektoniske snit i afdæmpede nuancer med intense strejf af farve. Efter sine boho-chikke år fandt den skandinaviske modescene med minimalismen ind til kernen af sin stil. Den var elegant og anvendelig med stærke referencer til vores designarv og passede perfekt til ny nordisk-bølgen. 

I dag: Trods mere spræl og internationalt fokus mættes vi aldrig af tone i tone-farver og enkle snit som hos Cos, der åbnede i 2007.

Måske er du interesseret i ...

Seneste