© Pr, Scanpix og Goronway.com / HELSINGØR

Der er et yndigt land

Du behøver ikke at investere i en dyr flybillet ud af landet for en sommer med sand mellem tæerne, shopping og drinks i aftensolen. Danmarks bedste sommerbyer har det hele

26. juni 2013 af Freja Dam

Helsingør - moderne købstad


HELSINGØR
I Helsingør i Nordsjælland kan du shoppe og spise isvafler i de brostensbelagte stræder, tage en tur på Kronborg eller hoppe i Øresund.

Shopping i indre by
Helsingør er en fin shoppingby med en gågade, bycenter, torv og hyggelige små stræder. Udover kædebutikker som H&M og Vero Moda kan du shoppe tøj fra blandt andre By Malene Birger, Bruuns Bazaar, J Brand og Mulberry i Klud, Idé nyt og Zarko P.

Klud, Stengade 33, Butikklud.dk, Idényt, Bjergegade 5, Idenyt-fashion.dk, Zarko P, Stengade 48, Zarkop.dk

To be, or not to be
Du kommer ikke uden om Kronborg: Det overdådige renæssanceslot med en drabelig fæstning er på verdensarvslisten og kendt i hele verden fra Shakespeares Hamlet. Se, om du kan vække Holger Danske i de mørke kasematter. Bagefter kan du tage en dukkert ved Kronborg Strand og nyde udsigten til Sverige

Kronborg 2C, Kronborg.dk

Smagen af barndom og sommer
Brostræde Is blev grundlagt i 1922, og både isvafler og is bliver fremstillet efter de oprindelige opskrifter og fås i samme fem varianter: Vanilje, jordbær, chokolade, nougat og pistacie. Top med flødeskum og syltetøj, og luk øjnene.

Brostræde 2

Miss Coffee
På byens hyggeligste café, Miss Coffee, kan du mæske dig i caffe latté, smoothies, bagels og stedets signaturbrownies og - gulerodskage.

Stengade 17, Cafemisscoffee.dk

Spaghetti med masser af kødboller
Den bedste mad i Helsingør er italiensk. Amici Miei og La Dolce Vita byder på klassiske veltilberedte retter og hyggelig atmosfære. På Pakhuset får du byens bedste pizza.

Amici Miei, Stengade 15, La Dolce Vita, Kongensgade 6, La-dolcevita.dk

Den mandlige havfrue
Den Lille Havfrue har fået et utraditionelt mandligt modstykke i havnen i Helsingør. Kunstnerduoen Elmgreen & Dragsets "Han" er en spinkel, smuk og tænksom fyr i havfruepositur.

Allegade 2

Silkeborg - smuk, smukkere, smukkest


SILKEBORG
Sejl en tur på Gudenåen, bad i Silkeborgsøerne, eller se verdenskunst på Jorn-museet i den naturskønne midtjyske by.

Danmarks største skov
Det kuperede skovområde ved Silkeborg er landets største, så det er bare på med løbeskoene eller op på cyklen. Men pas på: Der er en ulv på spil.

Sejl på Gudenåen
Sejl i Frank og Caspers kanospor fra Klovn the Movie, og tag en tur på Gudenåen. Måske kan du padle hele vejen til Skanderborg Festival, hvis du er på egnen den 7.-11. august. Du kan også sejle en tur med Hjejlen, verdens ældste hjuldamper.

Svøm i det reneste vand
Silkeborgsøerne har landets reneste vand. De mest populære søstrande er Østre og Vestre ved Almindsø. Schousby Sø er knap så befolket og har de højeste badetemperaturer.

Kunst i verdensklasse


Museum Jorn rummer verdens største samling af Asger Jorns malerier og hans egen kunstsamling, der blandt andet består af værker fra Cobra-bevægelsen, Max Ernst og Fernand Leger. Pak picnickurven og spis i museets parkområde.

Gudenåvej 7-9, Museumjorn.dk

Måååål
Er du til fodbold, eller bare øl og foldboldglade mænd, så er Sportspubben Målet et must. Ejeren, Henrik Pedersen, er til daglig angriber i Silkeborg IF.

Bindslevs Plads 18

Brunch i byen
Området omkring den gamle papirfabrik er Silkeborgs nye populære bydel med caféer og biografer. Prøv for eksempel Café Evald, der byder på en lækker brunch med kaffe fra Coffee Collective og fransk brasserie-menu.

Papirfabrikken 10B, Evald.nu

Ribe - Danmarks ældste by


RIBE
Mærk historiens vingesus i den sydvestjyske middelalderby.

 

 

Majestætisk varetegn
Ribe Domkirke står som byens majestætiske varetegn. Den 850-årige gamle kirke er Danmarks betydeligste bygning i romansk stil. Indenfor er der moderne udsmykning af Cobra-kunstneren Carl-Henning Pedersen - gå de 249 trin op i domkirketårnet, og få udsigt over Marsken og Vadehavet.

Torvet 19, Ribe-domkirke.dk

Strand i byen
Hos Café Valdemar kan du slænge dig med en kaffe eller drink i skyggen af et gammelt træ i caféens have ned til Ribe Å eller på cafeens lille kunstige strand.

Sct. Nikolajgade 6, Cafevaldemar.dk

Åndehul med udsigt
Slottet Riberhus er i dag kun ruiner, men den store slotsbanke er et skønt, grønt åndehul med udsigt over byen, domkirken og marsken.

Aftentur med vægteren
Siden 1300-tallet har det været vægterens opgave at passe på byen om natten og hver time synge et vægtervers. I dag går vægteren stadig sin rute gennem byens historiske gader - for turisternes skyld. Men han synger stadig og fortæller historier.

Torvet 2, Gammeltpraeg.dk

Dansk guldalderkunst
På Ribe Kunstmuseum, der for nylig er blevet totalrenoveret, kan du se danske guldalder- og Skagensmalere som Eckersberg, Lundbye og Anna og Michael Ancher.

Sct Nicolaj Gade 10, Ribekunstmuseum.dk

Frokost ved åen
Spis på restaurant Kolvigs terrasse til lyden af Ribes rislende å. Kolvig bruger sæsonens bedste råvarer, der tager udgangspunkt i Marsken og Vadehavet.

Mellemdammen 3, Kolvig.dk

Nordby - Danmarks bedst bevarede landsby


NORDBY
Spis Samsø-kartofler, og oplev Danmarks flotteste solnedgang i Nordsamsøs idylliske gamle skipperby.

Bryghus og økocafé
Frikadellerne er fremstillet af gårdens frilandsgrise, som er fedet op med restproduktion af ølbrygningen. Alt i Samsø Bryghus' café er økologisk og hjemmedyrket, - brygget og - opdrættet. Man kan købe varer med hjem fra den tilstødende butik.

Østre Ringvej 22, Samsoe-bryghus.dk

To fluer med et smæk
Se lokal kunst, og spis lækre sandwiches af hjemmebagt brød på Frokostgalleriet.

Nordby Hovedgade 15, Frokostgalleriet.dk

Sol og strand
Det vrimler med lækre strande på Samsø. Nordby Strand er i gåafstand fra byen.

Samsøs smukkeste udsigt
Gå en tur i Nordby Bakker. Samsøs højeste punkt, Ballebjerg, har en fantastisk udsigt - specielt ved solnedgang.

Samsø rundt
Lej en cykel, og udforsk resten af øen. På vejen kan du forsyne dig med friske kartofler og jordbær ved de mange landevejsboder.

Verdens største labyrint
Far vild, eller find vej i Samsø Labyrinten, der med sine 60.000 m2 er verdens største labyrint. For ikke at vandre planløst rundt, kan du følge et stifindersystem med spørgsmål ved hvert T-kryds. Svarer du rigtigt, bliver du ledt mod målet, svarer du forkert… ja, hvem ved?

Samsolabyrinten.com

Rudkøbing - Malerisk middelalderby


RUDKØBING
Gå rundt i de krogede gader i Langelands største by med små byhuse og købmandsgårde, og cykl rundt i bakkerne mellem slotte og herregårde.

 

Rudkøbing Apotek
Det gamle Apotek rummer det originale inventar fra da H.C. Ørsteds far drev apoteket i 1700-tallet. I de udstillede krukker finder man spændende medikamenter som stødt mumie og drageblod.

Brogade 15, Rudkoebing.apoteket.dk

Bellevue Strand
Fin lille sandstrand ved havnen.

På cykeltur i bakkerne
Tag en cykeltur ad Langelands små veje, og nyd synet af de stråtækte bindingsværkshuse, landejendomme, slotte, herregårde, stenalderbosteder og gravhøje. Får du det varmt i det bakkede landskab, er der aldrig mere end 3 km til vandet.

Økocafé i hatbakkerne
I Café Skovsgaard, som er en del af naturlandbruget Skovsgaard Gods, kan du nyde en økologisk frokost, kaffe og hjemmebagt kage på caféens terrasse, der ligger ned til en lille sø.

 

Kågårdsvej 8, Danmarksnaturfond.dk

Tranekær slot
Det røde slot i Tranekær, syv kilometer nord for Rudkøbing, er bygget i 1200-tallet og er Langelands største herregård. Slottet ligger på en bakketop med udsigt ud over byen og er omgivet af en stor slotspark, udsmykket med naturkunstinstallationer.

Slotsgade 86, Tranekaergods.dk

 

 

 

Måske er du interesseret i ...

Seneste