Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Pexels.com / Unsplash.com

Sommerferie: 3 perfekte rejsemål

Giv New York og Marbella en pause, og tag på nye eventyr. Skal du afsted med kæresten, veninderne eller familien? Vi har samlet en rejse til hver situation og for ethvert budget

9. juni 2017 af Tilde Mariann Andersen, Liv Collatz, Sonia Uppal og Anne Amdi

Nedtællingen til sommerferien er begyndt. Ved du endnu ikke, hvor turen skal gå hen? Og har du lyst til at prøve noget lidt utraditionelt? Uanset om du skal afsted med kæresten, veninden eller familien, findes der et fantastisk og anderledes eventyr, der passer perfekt til jer og jeres budget.

Med kæresten

Den Dominikanske Republik

Kan du forestille dig noget mere romantisk end at spise middag under palmerne med tæerne begravet i sandet, mens lyden af bølger skaber aftenens baggrundsmusik?

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Pexels.com / Pixabay

Drik cocktails med lokal rom, nyd strandlivet eller udforsk naturreservater med brusende vandfald og underjordiske grotter i Den Dominikanske Republik. Udvalget af restauranter og barer er stort i turistbyen Cabarete. Og hvis du er en habil surfer, er dette klart stedet for dig. Strandene er perfekte og bølgerne ved revet udenfor den lille fiskerlandsby er høje. 

Der er flere restauranter i Den Dominikanske Republik end noget andet sted i Caribien. Reservér bord på den sofistikerede restaurant Lucie på Hotel Casa Colonial, hvor en af landets bedste køkkenchefer sammensætter aftenens menu. 

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Pexels.com / Unsplash

På en rejse til Den Dominikanske Republik skal du besøge naturmonumentet Damajagua, som ligger 40 minutters kørsel fra Cabarete. Tag på en guidet tur ved områdets 27 vandfald, og vær forberedt på, at hoppe ud fra et af dem – med sikkerhedsudstyr på. Det koster ikke mere end 100 kroner for en guidet tur. 

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© casadecampo.com.do

Hvis du ønsker at bo luksuriøst, kan du tjekke ind på Casa De Campo, hvor både Beyoncé, Brad Pitt og Clinton-familien har boet. Der hører en lille golfvogn til hvert værelse, så du kan tage til stranden eller til hotellets shoppingområde, hvor du kan forsyne dig med nogle af landets lokale ting, såsom cigarer, rom eller kaffe. Priserne for et værelse starter ved cirka 1.100 kroner. 

Er du glad for vaskeægte eventyr, bør du tage en dagstur til Fun Fun-grotten. Den første del af turen foregår til hest, bagefter skal du gå et stykke gennem den tætte skov, og til sidst bliver du hejst med reb ned i en hule, hvor går gennem tunneller og korridorer i en underjordisk flod. En guidet tur koster omtrent 650 kroner. 

Med veninderne

Korsika

Nyd lange dage på stranden, shop franske skønhedsprodukter på det lokale marked og drik vin mens solen går ned. Korsika byder på kilometerlange, hvide strande og azurblåt vand. 

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Unsplash.com / Bregje Leijser

Vågn op med udsigt over havet på Hotel Perla Rossa. Hotellet er minimalistisk indrettet og holder til i en gammel italiensk villa fra det 18. århundrede. Priserne starter ved cirka 1.300 kroner per nat – men det er også muligt at finde et billigere hotel. La Caravelle ligger ved Bonifacio på Korsikas sydspids, og priserne starter ved cirka 500 kroner per nat. 

Kissing Pigs er et must, når man er i Bonifacio. De har de bedste oste og et stort udvalg af lokale vine. Gå heller ikke glip af lasagnen hos Catina Doria, som er de lokales tilholdssted. Stemningen er afslappet og sydfransk, og hovedretterne koster omkring 80 kroner. Prøv korsikanske retter på restauranten U Museu, som ligger i Corte. Her kan du blandt andet få en vildsvineragout med kastanjer i rødvinssauce, som er en af Korsikas specialiter. 

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Unsplash.com / Joren Frielink

Tag til halvøen Palombaggia på det sydlige Korsika, for at opleve øens tre smukkeste strande: Folacca, Acciaro og Palombaggia. Nyd en dag med tæerne begravet i det hvide sand, og en udsigt til øens røde klipper og det krystalklare vand. 

Trænger du til at komme langt væk fra andre mennesker, skal du tage på en udflugt til Plage de Saleccia. Da stranden ligger langt væk og kun er tilgængelig i jeep, til fods eller med båd, er det ikke nemt at komme dertil, men det er det hele værd. Du får nemlig strand og det azurblå vand næsten udelukkende for dig selv.

Besøg også et af øens mange markeder med lokale produkter, såsom blomster, honning, vin og ost. Havnebyen Ajaccio har et af de bedste udvalg. Her finder du også det lokale skønhedsmarked Fleurs de Maquis, som laver velduftende sæber og olier. 

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Hoteldoncesar.com

Forkæl dig selv på det fineste spa. Det franske mærke Nuxe har sit eget spa på det femstjernede Hotel Don Cesar, hvor en hel dag koster omtrent 1.100 kroner.

Med familien

Botswana

Safari er måske den mest spændende og smukke naturoplevelse, du nogensinde vil opleve. Botswana har både savanner og flodområder, hvor du kan se alt fra elefanter, flodheste, løver og zebraer. 

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Unsplash.com / Andy Brunner

Højsæsonen er i landets vinter, som varer fra maj til september, men Botswana kan besøges året rundt. Vælg at bo enten i nærheden af Campe ved Victoria Falls, inde i parken ved Okvango Delta eller lige udenfor parken ved Chobe National Park. Her findes verdens største gruppe elefanter. Hvis du ønsker at bo lidt luksuriøst, kan du vælge mellem flere smukke overnatningssteder. Du kan sove i hytter ved havet, i en lille autocamper eller et luksustelt med terrasser, hvorfra du kan se elefanterne. De fleste områder har også pools. 

Det lokale køkken bærer præg af sydafrikanske tendenser. Botswanas unikke retter er blandt andet seswaa, saltet kød, og specialiteterne er fisk fra floden og gode bøffer. De fleste safaristeder serverer også mere vestlig-inspireret mad og øl.

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Unsplash.com / Jordi Fernandez

For under 5.000 kroner kan du få en safaripakke til både Botswanas nationalparker og Victoria Falls-vandfaldet i nabolandet Zambia. Få en anderledes safarioplevelse, og brug tre dage på en husbådsafari opad Chobe-floden. Nip til en drink og nyd solen på dækket, mens du kigger udover den utrolige natur med alle de vilde dyr. 

Rejseguide: Her er sommerens hotteste rejsemål
© Unsplash.com / Robin Arm

Brug en dag ved det enorme Victoria Falls på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Se vandfaldene fra en helikopter for omtrent 800 kroner, eller tag på solnedgangscruise for cirka 350 kroner. 


ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF

Måske er du interesseret i ...

Seneste