© costume.dk

Stor guide til luksusgenbrug

Se, hvor du kan tjene penge på dine fejlkøb - eller fylde garderoben med luksusvintage

13. april 2012 af Stinne Kaasgaard Poulsen

 

Luksusgenbrug

Har du også alt for meget i garderoben, som du aldrig bruger? Og vil du egentlig hellere fylde den med varer fra den nye sæson? Så sælg dit tøj i en af de mange luksusgenbrugsbutikker, som tager tøj i kommission. I stedet for at bruge tid og energi på mere eller mindre udbytterige loppemarkeder og mange timer på Trendsales, kan du læne dig tilbage, mens andre gør arbejdet for dig.

De fleste butikker giver dig omkring halvdelen af salgsprisen, og mange tager kun imod mærkevarer - dog i forskellige prisklasser. For alle butikker gælder det, at de kun modtager kun rent tøj i god stand og ind i mellem med krav og rens og strygning, inden du afleverer det.

Herunder kan du se, hvor du finder den nærmeste luksusgenbrug, som tager imod dit brugte tøj. Brug også butikkerne til at finde luksuriøse mærker til gode priser.

Sjælland

København

Chez Ferial

Den nyåbnede Chez Ferial på Vesterbro har et væld af mærker fra Alaïa til Stella Nova, så her kan du komme af med tøj fra luksus til mellemprisklassen og selvfølgelig fylde garderoben med det samme. Andre mærker i butikken er Noir, Marc Jacobs, Chloé, Marni, Isabel Marant, Acne, Jimmy Choo og Christian Louboutin. Ud over tøj og accessories til voksne, forhandler butikken også børnetøj. Du får 50 procent på de ting, Chez Ferial tager i kommision, og tøjet bliver hængende i to måneder. Psst.. Vi kan afsløre, at en kunde for nylig var heldig at finde en Alaïa-kjolen til 3.500 kroner, som havde kostet 60.000 fra ny.

Valdemarsgade 36, København V, tlf: 4110 9925

Greibe & Kumari

Pernille Greibe og Annika Kumari står bag en af landets ældste butikker, som tager tøj i kommission. Sortimentet er i den dyre ende med mærker som Prada, Marc Jacobs og Diane Von Furstenberg, og det er også mærker i denne prisklasser, som butikker tager i kommision. Butikken beholder tøjet i to måneder, og du får halvdelen af den pris, som det eventuelt bliver solgt for.

Nordre Frihavnsgade 60, København Ø, tlf: 3555 1661

Haberdash

Hos Haberdash kan være heldig at finde en Mulberry- eller Louis Vuitton-taske i god stand, eller du kan aflevere din egen, hvis du drømmer om en ny version. Butikken modtager kun mærkevarer, og er tøjet ikke solgt efter to måneder, er du selv ansvarlig for at hente det. Hvis du er mere interesseret i at købe end at sælge, kan du følge med i, hvilke nye varer butikken får hjem på Haberdash.dk.

Øster Farimagsgade 73, København Ø, tlf: 3555 3738

O-S-V

O-S-V er luksusgenbrug for meget kræsne og stilsikre fashionistaer, der ikke vil have det samme som alle andre. Her finder du mærker som Martin Margiela, Alexander Wang, Surface to Air og Helmut Lang. Perfekt, hvis man har hang til et edgy og ofte sortklædt look.

Peter Hvitfeldtsstræde 4, København K, 3210 4222, O-s-v-dk.

Second

Butikken Second forhandler og modtager blandt andet tøj fra Stella McCartney, Marni og 3.1 Phillip Lim. Men du kan også aflevere dine fejlkøb fra lidt billigere mærker som By Malene Birger og Baum und Pferdgarten.

Østerbrogade 126, København Ø, 3555 6969, Second.dk

Rue 3

På Øresundsvej på Amager finder du genbrugsbutikken Rue 3. Her kan du købe eller sælge tøj fra mærker som Fillippa K, Bruuns Bazaar og Rützou til dyrere mærker som Prada, Miu Miu og Gucci. Salgsprisen fastsættes i fællesskab, og du får halvdelen af denne. Rue 3 har tøjet hængende i fire måneder. Butikken har desuden en webshop på hjemmesiden Rue3.dk

Øresundsvej 3, 2300 København S, tlf: 3250 0034 / 2834 7804

Melange de Luxe

Lige over for Nørrebro Teater finder du luksusgenbrugsbutikken Melange de Luxe. Butikken forhandler mærker fra mellemprisklassen og til de helt dyre mærker som Prada, Chanel og Louis Vuitton. For 50 procent af salgsprisen, som du og butikken fastsætter i fællesskab. Tøjet bliver hængende i tre måneder.

Melange de Luxe, Ravnsborggade 6B, København N, tlf: 2263 6575, Melangedeluxe.dk

Frederiksberg

Muda Nashi

Udvalget af mærker i Muda Nashi på Frederiksberg er bredt og ikke udelukkende dyre mærker. Butikken vælger nemlig også ud fra, hvad der passer til butikken stil. Det betyder, at du kan aflevere dit tøj, uanset om der står Marc Jacobs, Miu Miu eller Modström og Custummade  i nakken. På bloggen kan du følge med i, hvilke nye varer butikken får hjem. Tøjet bliver hængende i ca. to måneder, og du får 50 procent af salgsprisen. Derudover donere butikken fem procent af salget til velgørende formål.

Godthåbsvej 11A, Frederiksberg, tlf: 3888 8811, Mudanashi.dk

Lyngby

TopSnob Eksklusivt 2nd Hand

Marc Jacobs, Prada, Max Mara. What's not to like? Den eksklusive genbrugsbutik i Lyngby er rig på store, kendte designere, men der er også danske mærker i mellemprisklassen som By Malene Birger og Munthe plus Simonsen. Du må dog maksimalt indlevere 10 stk tøj af gangen, og kom fra morgenstunden, hvis du vil undgå kø. Tøjet må maksimalt være to år gammelt. Du kan regne med at få tøjet solgt for omkring en tredjedel af nyprisen, og overskuddet deles fifty-fifty.

Lyngby Hovedgade 11A, Kongens Lyngby,tlf: 2577 6362, Topsnob.dk.

Hellerup

Liberty Fourteen

Acne, Cecilie Toklum og Heatmade hænger side om side med Chloé, Missoni og tasker fra Mulberry og Balenciaga hos Liberty Fourteen på Strandvejen. Den luksuriøse butik beholder dit tøj i to måneder og giver dig halvdelen af salgsprisen. Det hele er sat i elektronisk system, således at du modtager en mail, når en af dine varer er blevet solgt, hvorefter pengene straks kan overføres på din konto. Du kan selvfølgelig også bare kigge forbi butikkens webshop.

Strandparksvej 14, Hellerup, tlf: 3514 4346, Libertyfourteen.dk

Charlottenlund

Woman2Woman

En af de nyeste butikker, som du kan aflevere dit tøj i, ligger i Charlottenlund. Hos Woman2Woman kan du komme af med alt fra By Malene Birger og andre mellemprismærker til ekslusive mærkevarer. Og du kan naturligvis også købe designertøj til gode priser. Salget deles fifty-fifty, og du kan have tøjet hængende i to måneder.

Woman2Woman, Rådhusvej 3, Charlottenlund, tlf: 4055 4108, Woman2woman.dk

Jylland

Århus

Filigran

Vintagebutikken Filigran sælger og modtager unikke fund fra primært 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Nyt tøj modtages også, men det skal være velholdt og højst et til to år gammelt. Butikken, der desuden lejlighedsvis forhandler smykker og håndværk fra upcoming designere, har kun åbent fredag og lørdag. Nyheder og ekstraordinære åbningstider offentliggøres på bloggen Filigranvintage.blogspot.com.

Volden 24, baghuset, Århus C, tlf: 8619 8696 / 6131 8696

BoutiqueN

I den lille luksusgenbrug i Højbjerg syd for Århus er der både plads til highstreet, mellemklassen og de helt dyre mærker. Smut forbi, hvad enten du er til mærker som Louis Vuitton, Mulberry og Burberry eller foretrækker Zara, Gestuz og andre mere budgetvenlige brands.

Skåde Centret, Stenvej 19, st., Højbjerg (syd for Århus), tlf: 8610 1180, Boutiquen.dk.

Kolding

Bazar de luxe

Bazar de luxe i Kolding tager både imod mærkevaretøj samt tøj og accessories, som er skævt og anderledes. Tøjet hænger på butikkens bøgler i op til to måneder, og bliver det solgt, får du pengene direkte sat ind på din bankkonto. Blandt mærker, som butikken tager imod og forhandler, er Diesel, Nørgaard, Muus, Bruuns Bazaar og i den dyre ende mærker som Gucci og Prada.

Låsbygade 20, Kolding, tlf: 7538 3800, Bazar-de-luxe.dk

Fyn

Odense

Mary-Lou

Mærker som Ganni, Designers Remix Collection, Cacharel og Heartmade sælges hos den odensianske butik. Har du mærketøj inden for dette prisniveau, kan du aflevere tøjet og få 40 procent af salgsprisen. Tøjet bliver hængende i tre måneder, og pengene kan udbetales løbende, hvis du ønsker det. Hvis du har en kjole hængende, der skal syes ind i taljen eller et par lidt for lange bukser, foretager Mary-Lou desuden omforandringer i sin skrædderafdeling. Endelig har butikken også en webshop.

Overgade 25, Odense C, tlf: 2620 3827, Mary-lou.dk

Milan

Hos Milan kan du købe og sælge mærkevarertøj fra Day Birger et Mikkelsen og Munthe Plus Simonsen til Burberry, Gucci og Chanel. Butikken modtager også tøj, som ikke er mærkevarer, men som til gengæld skiller sig ud og ikke mindst er velholdt. Milan beholder normalt tøjet i to til tre måneder, men tasker får ind i mellem lov at blive lidt længere i butikken.

Brandts Passage 23, Odense C, tlf: 6177 9926, Milan-secondhand.dk

Mangler din lokale luksusgenbrug på listen, så skriv den ind i kommentarfeltet nedenfor.

Måske er du interesseret i ...

Seneste