Denne danske hårfarve hitter i udlandet

Den danske kvindes stil har opnået stor anerkendelse i udlandet – og nu er turen kommet til vores hår

danske kvinders stil - hår og blond hårfarve
© Victor Jones

De seneste mange år har det franske look været idealet, men nu er verden begyndt at kigge mod Danmark. Derfor er det nye nummer af Costume dedikeret til danske kvinder, hvis stil og naturlige tilgang til skønhed har vundet indpas verden over.

Det danske look er blandt andet blevet populært i USA, hvor flere og flere kvinder er begyndt at efterspørge 'den danske hårfarve', hvilket dækker over en kølig blond nuance.

Ifølge Hanna Baxter fra det amerikanske onlinemagasin Coveteur er den kølige blonde farve så eftertragtet, at hun selv lagde vejen forbi Danmark og frisørsalon Studio Cim Mahony for at få farvet lokkerne. Resultatet blev så vellykket, at Coveteur efterfølgende anbefalede hårfarven, som ifølge magasinet klæder alle, og ser både dyr og skødesløs ud.

Den danske hårfarve

Hvis looket skal udføres i tråd med den tilbagelænede danske stil, skal håret være lysere i enderne og mørkere i bunden, så man ser mere tilfældig end velfriseret ud.

Farven kan blandt andet opnås ved at vaske blond hår med en silvershampoo, der giver lokkerne det perfekte kolde skær.

Vi har samlet nogle af landets fineste blondiner herunder, og så kan du jo overveje, om dit næste frisørbesøg skal ende med en hårfarvning.