Det SKAL du vide, inden du bliver platinblond

Den platinblonde farve er en tidløs klassiker, men der er en del ting, du bør overveje, inden du afbleger håret.

Platin blond hår og hårfarve - inden du farver håret platinblond, skal du vide dette
© Wenn.com

Den platinblonde farve er en af de mest transformerende hårfarver, da det altid vækker opsigt og giver din frisure et helt nyt udtryk. Går du og overvejer at hoppe med på den vilde hårfarve, er der dog nogle ting, du bør overveje, før du lader håret farve platinblondt.

Vi har derfor rådført os med frisør Salli Anderschou fra salonen Freund, som vil gøre dig meget klogere på alt det, du skal vide, inden du springer ud i platinblond hår.

Kan alle hårtyper blive farvet platinblonde?

“I princippet ja, men alt efter, hvor skadet og porøst håret er, vil det se endnu mere slidt ud efter en afblegning. Ligeledes vil længden på dit hår også påvirke det endelige resultat.

Min erfaring er, at page og helt kort hår fungerer bedst til platinblond affarvning. I det lange hår kan det nemlig være sværere at opnå et ensartet farveresultat, og her vil der ofte komme små farveforskelle, når man efterfølgende vasker håret med en silvershampoo. Det skyldes,at det ældste hår i længderne er mere slidt og åbent, og derfor suger mere farve i modsætning til nyere hår på toppen af hovedet, som tager mindre mod farven.

I det korte hår, er der ikke så stor forskel på hårets tilstand fra top til bund, og derfor optager håret farven mere ens, hvilket giver et bedre resultat.”

Platinblond blond hår

Balmain Spring-Summer 2021Paris, September 2020

© Anna Stokland

Hvad skal man tænke over, når man vælger at blive afbleget platinblond?

“Med en professionel farvebehandling, god pleje og vedligeholdelse kan mange sagtens opnå en smuk platinblond hårfarve, men det er en af de farvninger, der kræver mest commitment. Når først håret er farvet, kan du ikke bare fortryde, ligesom at skade på håret næsten ikke undgås.

Du skal derfor også tænke over dine stylingvaner. Glatter eller krøller du eksempelvis håret hver dag og ønsker at blive platinblond, er det en temmelig hård behandling for dit hår. Vil du fortsat style håret med varme efter farvningen, vil skaden kun blive større.

Du skal også være forberedt på, at en platinblond hårfarve kræver tid og penge – det er ikke bare et engangsfix, fordi vedligeholdelse af farven og pleje af håret er meget vigtigt. Og du skal overveje, om du er villig til at gå på et eventuelt kompromis med længden af håret for at få den ønskede platinblonde farve.”

Platinblond blond hår

Acne Studios Spring-Summer 2021Paris, September 2020

© Anna Stokland

Hvis mit hår er slidt, kan det så stadig blive platinblond?

“Ja, men jo lysere en farve du ønsker, desto hårdere er det for håret. Der findes efterhånden mange gode plejeprodukter og mere skånsomme farver, som gør, at vi frisører kan lave nogle afblegninger, vi ikke kunne før.

Der er dog tilfælde, hvor jeg fraråder mine kunder at blive platinblonde. Hvis dit hår er langt og lidt slidt, skal det altså klippes. Så er du meget sart med din hårlængde, er en platinblond farvning måske ikke den mest optimale løsning for dig.”

Platinblond blond hår

SS20-StyleParis-9346

© Anna Stokland

Kan jeg selv farve mit hår platinblond?

“Jeg vil aldrig anbefale hjemmefarvning. Når du køber en hjemmefarve, er den ikke tilpasset, om du er blond, har fint hår eller er mørkhåret med kraftigt hår. Derfor kan du ende med at behandle dit hår med væsentligt stærkere kemi, end der var behov for.

Når jeg blander en farve i min salon, tager jeg højde for, hvor slidt håret er. Ligeledes skal forskellige sektioner måske afbleges forskelligt, og kommer du til at afblege hår, der allerede er bleget, kan du ende med skadet hår, der knækker.

Jeg har mødt en del piger, der har farvet med hjemmefarve for at spare penge, men er endt med at måtte få farven korrigeret eller trukket ud hos en frisør. Det ender med at blive dyrere, end hvis man bare var gået til frisøren fra start af. Det er ærgerlige penge, og kan også ende med skader på håret, som det kan tage flere år at rette op på.”

Platinblond blond hår

Koché Spring-Summer 2021Paris, September 2020

© Platinblond blond hår

Det er hårdt for håret at blive afbleget. Findes der mere skånsomme farvemetoder?

“Jo mere af dit hår, der bliver farvet platinblond, desto mere svækket kan det blive. Farves hele håret, skades hvert eneste hår, hvorimod man med reflekser kun udsætter halvdelen af håret for skade, hvilket gør, at helhedsindtrykket vil se mere sundt ud.

Får du reflekser, skal du heller ikke farves ligeså ofte som ved helfarve. Det skyldes, at en udgroning ved helfarve er mere tydelig end med reflekser, hvor overgangen er blødere og bedre blender sammen med resten af håret. Det kan sågar være flot, at der lige kommer lidt udgroning i et hår med reflekser – det ser jeg meget sjældent med helfarve.”