sauna og hud- få pænere hud med sauna
© Anna Stokland / Tome SS18

Hvor sundt er sauna egentlig for huden?

Flere og flere sværger til saunaen i jagten på en smukkere hud, men inden du sætter dig ind i den dampende hede, bør du læse med her først

30. november 2017 af Marie Alkestrup

De varmende saunaer er blevet meget populære på det seneste, både i forbindelse med vinterbadning, men også ved besøg på forskellige spasteder, som alle centreres omkring brugen af de dampende saunaer. Derfor gør vi dig nu klogere på, hvor sundt det er for huden, og hvad du skal huske at gøre før og efter for at få den optimale effekt.

Psst ... Sådan reducerer du dine porer med silke

Sauna-effekten

Saunaens høje temperaturer har næsten samme effekt på kroppen, som når du motionerer. Hjertet vil begynde at slå hurtigere, blodcirkulationen øges og blodet flyder hurtigere rundt i kroppen, samtidig vil sveden begynde at pible frem og dine porer åbnes. Når blodet flyder hurtigere, betyder det, at der kommer mere ilt og næringsstoffer til huden, ligesom at sveden og de åbne porer gør huden fri for ophobede affaldsstoffer, hvilket på sigt vil betyde mindre tilstoppede porer og dermed færre urenheder.

Men inden du løber mod den nærmeste sauna, er det vigtigt, at du gør dig klart, hvad du skal gøre inden og efter dit saunabesøg, så du får den gode effekt, og ikke ender med en mere uren hud. 

Det skal du gøre inden dit saunabesøg

Det er meget vigtigt, at huden er renset helt fri for makeup og skidt, inden du sætter dig ind i saunaen, så de åbne porer ikke fyldes med bakterier og sebum, der bliver til urenheder efterfølgende.

Det skal du gøre efter dit saunabesøg

Efter saunabesøget skal du vaske ansigtet igen, så alt det skidt, der er kommet ud af dine porer, bliver renset væk igen. Ligeledes bør du også gå i bad og rense håret og hovedbunden fri af sved og overskydende sebum, som kan skabe problemer, hvis du ikke får vasket det væk. Afslut med så koldt vand som muligt, så porerne lukkes igen, men brug først det kolde vand, når hud og hovedbund er blevet renset grundigt. Husk at afslutte med at drikke masser af væske, så du ikke bliver dehydreret, og giv huden et generøst lag fugt, så den ikke udtørres.

Hvem bør holde sig fra saunaer?

Lider du af slem atopisk eksem eller hudlidelsen rosacea, er det ikke tilrådeligt at sætte sig ind  saunaen, fordi varmen vil være for udtørrende for den tørre, eksemramte hud og kan forværre rødmen hos dig med rosacea. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste