Porer, sorte hudorme og urenheder- sådan får du ren hud
© Anna Stokland / Thakoon AW17

Sådan slipper du af med store porer

Store, sorte porer, også kendt som hudorme, er noget, mange kvinder generes af i hverdagen. Men de sorte prikker på næsen kan faktisk reduceres markant

15. oktober 2017 af Marie Alkestrup

Black heads, porer og hudorme: De sorte prikker på næsen går under flere forskellige navne, men uanset hvad de kaldes, er vi nok mange, som kan blive enige om, at de er generende. Især hvis du er en af dem, som har forstørrede porer og mørke hudorme. Den gode nyhed er, at synligheden og størrelsen på dine porer kan reduceres markant, hvis du ellers kender de rette tips og produkter, og vi giver dig de bedste her. 

Hvad er porer?

For at forstå, hvorfor næse og nogle gange pande og hage er fyldt med mørke forstørrede porer og hudorme, må man først forstå, hvad de er.

Der findes to typer porer: Dem, der omkranser dine små hår og hårsække, også kaldet follikler, og dem, der transporter sved. Det er den første slags, som skaber gener i form af små sorte buler på ansigtshuden. Det skyldes, at hårsækkene i porerne bliver tilstoppet af hudens egne naturlige olier, kaldet sebum. Sebum er med til at fugte huden, men kan også tilstoppe, hvis døde hudceller og skidt klumper sammen i hårsækkene, og derefter bliver til komedoner, som i åben tilstand bliver til de mørke porer, og i lukket tilstand bliver til hvide hudorme. Går der betændelse i komedonerne, udvikler de sig til urenheder.

Sådan slipper du af med de store porer

Først og fremmest skal du acceptere, at man ikke kan fjerne porer. De har som beskrevet også en vigtig funktion for huden, og der findes ikke hud uden porer. Men irriteres du af store og sorte porer og hudorme, kan de reduceres med de følgende metoder.

Rens

Det er vigtigt at rense huden morgen og aften, så du hjælper udskillelsen af olier, keratin og døde hudceller på vej, og minimerer chancen for tilstoppede hårsække og porer.

Eksfoliér

Derudover er det vigtigt at eksfoliere. Dog skal du ikke gå efter mekaniske skrubbekorn, for hvis du også lider af urenheder, kan skrubbekornene gøre, at du får gnedet bakterierne rundt i ansigtet, og dermed skaber flere problemer. Du har i stedet brug for en eksfoliering med enzymer og frugtsyre, som virker nede i porerne. Du kan enten ty til en ugentlig ansigtsmaske eller dagligt smøre huden med et salicylsyre-serum, som vil opløse de tilstoppede porer.

Udrens den olierede hud

Lermasker er også gode til at rense overskydende fedt ud af porerne, og her vil det være en god idé at varme huden op, så porerne er godt åbne, inden du påfører den udrensende maske.

Lav eksempelvis et dampbad til huden ved at fylde et kar op med kogende vand, og måske nogle æteriske olier. Hold hovedet over karet, og læg et håndklæde over hovedet og kar, så dampen ikke forsvinder, og efter ti minutter er huden klar til en lermaske. 

Manuel udrensning af porerne 

Du kan også fjerne skidtet i porerne manuelt ved brug af strips eller ved at presse det ud. Her er det meget vigtigt, at huden er varm og smidig, og at hygiejnen er i top, så du ikke kommer til at skabe urenheder undervejs.

Vil du selv presse dem ud, skal du første rense huden, og eventuelt lægge en udrensende maske, så porerne er godt åbne. Når rens eller maske er vasket af, skal du med helt rene hænder tage en dampende varm vaskeklud, som du holder henover næsen i et minut. Rul derefter en kleenex om dine fingre, og pres forsigtigt på din næse. Igen er det meget vigtigt, at både kleneex og hænder er helt rene. Rens efterfølgende huden igen, og læg en fugtende maske. 

Du kan også vælge at benytte strips. Rens huden med varmt vand før brug, så porerne er åbne, Herefter lægger du den rensende strip over næsen, og muligvis hage og pande, hvor mange også kan døje med sorte og store porer. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste