Sådan får du friske øjne på ingen tid

Poser, mørke rande, linjer, et trist og træt udseende. Uanset dine bekymringer, findes der en lynhurtig løsning, som fikser det

Sådan får du friske øjne på ingen tid
© Anna Stokland / Tommy Hilfiger

Hvis søvn har været en mangelvare og din makeup bare ikke kan dække det trætte look, så fortvivl ikke. Vi har testet fem forskellige øjenmasker, og de kan fikse næsten alle problemer.

Blødgør og udvisker linjer

Der følger en fin og pædagogisk vejledende tegning med i æsken med øjenmaskerne fra Comfort Zone, så det kræver ikke mange sekunder at finde ud af, hvordan de små, gennemsigtige patches skal placeres ved øjet. Dejligt, hvis du ikke er vild med at bruge lang tid på at læse brugsanvisninger.

Patchene sidder godt fast uden fare for at falde af under virketiden, men de er lidt irriterende at have på. De er klæbrige og strammer lidt. Heldigvis skal de kun sidde i ti minutter. Og se nu her – efter brug er der faktisk en forskel. De helt små, fine linjer ved øjet er forsvundet, hele området ser friskere ud, og huden under øjnene føles babyblød.

Effekten kunne måske have været lidt mere imponerende, men ikke desto mindre får du en følelse af at gøre noget godt for dig selv – og det har også stor værdi.

Sådan får du friske øjne på ingen tid

[Sublime skin eye patch, Comfort Zone hos Magasin seks sæt 395 kr. (65 kr. per sæt)](https://www.magasin.dk/sublime-skin-eye-patch-treatment/VA04334334-00000001\_061.html {"target":"_blank"})

Køler og punkterer poser

Pakken er lige til at flå op, så lysvågne øjne er ikke langt væk. Inde i folien gemmer sig to gennemvædede stykker stof, som sidder perfekt til på huden og endda også nemt kan justeres efter montering. Patchene skal en tur på køl før brug, og det føles virkelig skønt med den kølende fornemmelse på huden ... de første par minutter, i hvert fald.

Efter lidt tid begynder de nemlig at svide lidt, men det stopper heldigvis, så snart de bliver fjernet. Den smule væske, der sidder tilbage på huden, forsvinder hurtigt igen. Halleluja, de hævede områder er væk.

Huden ved øjnene virker i det hele taget mere glat og fin, men skønhedstræerne vokser ikke ind i himlen: De mørke rande er stadig lige så tydelige som før. Der er sket noget, men ville en fugtig, afkølet vatrondel mon ikke have samme effekt?

Sådan får du friske øjne på ingen tid

[Collagen eye film, Nimue fem sæt ca. 385 kr. (77 kr. pr. sæt)](http://esseandco.com/product/collagen-eye-film/ {"target":"_blank"})

Opfrisker og fjerner rande

I forhold til konkurrenterne er det en lidt større operation at komme i gang med Bioeffect. Det kræver en saks at åbne pakken, og så skal du selv smøre den medfølgende serum på huden under øjnene, før patchene kan lægges på. Heldigvis er serummet blødt og behageligt, og de små patches er yderst samarbejdsvillige.

Hele 20 minutter skal de sidde på huden, men til deres forsvar sidder de enormt godt fast – de kan holde til både madlavning og påklædning. De føles dejligt kølende og er ikke spor ubehagelige at have på. Bagefter er huden glat og velfugtet.

Det bedste er dog, at du ser både friskere og mere vågen ud med næsten intet spor af mørke rande. Et perfekt og imponerende quick-fix til de nætter, hvor søvn har været en mangelvare.

Sådan får du friske øjne på ingen tid

[Egf eye mask treatment, Bioeffect hos Magasin seks sæt 585 kr. (97,50 kr. pr. sæt)](http://www.magasin.dk/egf-eye-mask-treatment/VA04294134-00000001\_061.html?gclid=COOFlYfcxtICFRJeGQodmEUOng {"target":"_blank"})

Udglatter og opkvikker

Efter en sløj, søvnløs nat og en alt for tidlig morgen bliver Annemarie Börlinds patches sat på den ultimative prøve. Øjenmaskerne ligger i separate pakker, der er nemme at åbne, og indeni gemmer sig to tynde, bløde og let fugtige silikoneagtige stykker, der passer lige under øjet. De bliver fint siddende på huden under påklædning og tandbørstning. Undervejs føles de behageligt kølende og er på ingen måde generende at have på.

Det ægte mirakel indtræffer dog først, da de bliver taget af igen: Huden ser glat, spændstig og gennemfugtet ud – kort sagt bare friskere. Der er ikke noget overskydende gelé på huden, så du kan komme makeup på umiddelbart efter.

Følelsen af friskhed omkring øjnene bliver siddende i et par timer – et oplagt go-to-produkt før en tur i byen efter en lang dag, endda til en meget rimelig pris.

Sådan får du friske øjne på ingen tid

[Aquanature revitalizing eye pads, Annemarie Börlind seks sæt 239 kr. (39,83 kr. pr. sæt)](https://www.signatura.dk/eye-pads-aquanature-6-x-2-stk-annemarie-borlind.html {"target":"_blank"})

Fugter og falder af

Det kræver fingerfærdighed at åbne pakken, og da de to patches endelig er placeret, vil de ikke blive siddende. Efter at have samlet dem op flere gange, er løsningen at ligge vandret ned i hele virketiden. Der er intet, der svier eller stikker på huden, men selve cremens konsistens er ikke så rar – nærmest lidt klistret.

Masken trænger fint ind i huden, men efterfølgende er der ikke nogen stor forskel at spore. Huden føles dog fugtet, på samme måde som hvis du havde smurt den med en god øjencreme.

Øjenmaskerne er en god mulighed for at få slappet lidt af, da du er tvunget til at ligge ned, men pengene er nok bedre givet ud på en god øjencreme. Det er også en del nemmere.

Sådan får du friske øjne på ingen tid

[All eyes on me, Maskeraide hos Nicehair.dk fire sæt 199 kr. ( 49,75 kr. pr. sæt)](https://nicehair.dk/maskeraide-all-eyes-on-me-4-behandlinger.html {"target":"_blank"})