Skønhedseksperternes bedste tricks
© Henrik Bülow

Sådan undgår du udtørring af hud og hår

Danmarks førende skønhedseksperter deler deres bedste tips til en skøn sommer med glansfuldt hår og hud

16. august 2017 af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

Fra C-vitamin til kolde kys og plejning af privaten. Vi har fået nogle af Danmarks førende skønhedseksperter til at give deres bedste tricks til at passe godt på hud, hår og negle i de varme måneder. 

1. Kolde bade

Stella Nisreen Kanaan, indehaver af skønhedsklinikken Beauty Avenue på Frederiksberg.

“Tag altid et koldt brusebad, efter at du har have været i solen. Varmt vand udtørrer din hud, hvorimod et koldt brusebad hjælper med at lukke porerne og reducerer udbrud og irritation, efter at du har svedt i varmen. Brug en mild body wash, der ikke indeholder udtørrende ingredienser som blandt andet sulfater, men gerne forfriskende pebermynte.” 

Skønhedseksperternes bedste tricks

Peppermint & rosemary body wash, Burt’s Bees 149 kr. Forhandles hos Helsam

© Burt's bees

2. Dybdevirkende hårkur

Nick Nørbo Jørgensen, frisør hos Studio Cim Mahony

“Sommeren kan udtørre og blege dit hår. Derfor har det godt af en dybdevirkende kur, der reparerer og styrker det. Vi arbejder med en mist-kur, hvor varmen åbner håret, så olier og plejestoffer bedre kan trænge ind, og dampen tilfører fugt til håret. Efterlign metoden derhjemme ved at putte en hårkur i fugtigt hår, pakke det ind i en plastikbadehætte og sidde i solvarmen i en times tid, inden du skyller kuren ud.” 

3. Skånsom silkehovedpude

Nick Nørbo Jørgensen, frisør hos Studio Cim Mahony.

“Vi anbefaler alle vores kunder at sove med en silkehovedpude. Den modvirker udtørring af hud og hår, da silke ikke suger fugt og olie på samme måde som bomuld. Har du langt hår, er det også en god idé at børste og flette håret inden sengetid.”

4. Kølende ansigtsspray

Stella Nisreen Kanaan, indehaver af
skønhedsklinikken Beauty Avenue på Frederiksberg.

“Investér i en ansigtsspray, og spray din krop og dit ansigt, når det er varmt på stranden eller i parken. Opbevar den i køleskabet og i strandkøleren, når du er på tur, så den holder sig kold. Jeg sværger til Intelligent Nutrients Nourishing tonic med økologiske ingredienser, som beroliger og reparerer huden. Rosenvand er også godt som ansigtsspray og forfrisker, beroliger og fugter huden. Dup ingredienserne ind i huden med indersiden af finger- spidserne efter at du har sprayet ansigtet.”

5. Fugtgivende melon

Anita Falslund, kosmetolog og indehaver af skønhedsklinikken Anita Falslund i København.

“Om sommeren skriger vores hud på fugt, og derfor er det vigtigt at spise fugtgivende mad. Melon er fantastisk, da det indeholder cirka 90 procent vand. Melon er også smækfyldt med C-vitamin, som er vigtigt for huden, når den udsættes for sol og varme. C-vitamin er en stærk antioxidant og samtidig byggesten for kollagen, et protein, der er med til at danne det bindevæv, der holder sammen på vores krop. C-vitamin giver også huden glød, styrker cellerne, så vi bedre kan modstå solens skadelige stråler, og har en lysnende effekt på pigmentskjolder – så smør et C-vitaminfyldt serum under din solcreme.”

6. Hjemmelavet manicure

Lillie Østergaard Steffensen, indehaver af skønhedsklinikken Dollface i København.

“Har du ikke mulighed for at få lavet en manicure professionelt, så lav en derhjemme: Fil dine negle forholdsvis korte, og fil bagefter ultralet oven på neglepladen med en papfil. Skub dine neglebånd ned. Tag en halv citron, og grav dine fingerspidser ned i det saftige, blegende frugtkød. Kør dem rundt i halvcirkler i 30-40 sekunder. Vask dine hænder, og skrub neglene med en neglebørste. Voila! Lyse, lækre sommernegle.” 

7. Vanicure

Lillie Østergaard Steffensen, indehaver af skønhedsklinikken Dollface i København.

“Du kender ansigts- og kropsbehandlinger, mani- og pedicures, men nu er det tid til Vanicure. Vanicure er – sammen med en klassisk Brazilian – den behandling, du skal hoppe på, hvis du ikke selv har mod på at gøre trekantsområdet sommerklar. Formålet med behandlingen er at rense, eliminere røde knopper, fjerne indgroede hår, rette ujævn hudtone og gennemfugte huden og give den nyt liv og glød. Behandlingen bruger produkter fra det nye beautybrand The Perfect V og er afslappende og luksuriøs. Hvis du waxer eller shaver dine hår, så har huden ekstra godt af behandlingen. Det er et overset område, og vi glemmer, at huden her også ældes.” 

8. After sun

Charlotte Torpegaard, skønhedsekspert, forfatter og indehaver af skønheds- pavillonen Ilovebeauty i København og bloggen af samme navn.

“Vi ved, at vi skal beskytte huden med en solcreme med en høj spf, altså solfaktor, når vi er i solen, men huden bruner faktisk videre, efter at du er ude af solen – lidt på samme måde som et kogt æg koger videre, indtil du kommer koldt vand på. Det er skadeligt for huden og desværre ikke en sund måde at blive brun på – derfor er en kølende aftersun med masser af gode antioxidanter ikke kun dejlig at smøre på, den har rent faktisk sin berettigelse ved også at stoppe hudens bruningsproces.”

Måske er du interesseret i ...

Seneste