Chanel hylder ikonisk duft

I dag, på den symbolske dato 5. maj, hylder Chanel deres ikoniske duft, Chanel No. 5, i form af en ny kampagne med smukke Gisele Bündchen i front

Hvilken bedre dag end den femte dag i årets femte måned til at fejre den ikoniske Chanel No. 5?

I år har det store, franske modehus valgt at fejre tilblivelsen af deres ikoniske og banebrydende duft på en helt særlig, symbolsk dag, og dette år er det duften No. 5 eau premiére, der hyldes.

Duften er, som navnet antyder, en udgave af den klassiske No. 5, men det er en både lettere, friskere og blødere fortolkning med spor af blomster og bløde, pudrede noter.

Som en del af hyldesten, vil en ny kampagne se dagens lys, og det er med ingen ringere end gudesmukke Gisele Bündchen i front – som en forlængelse af den helt fantastiske kampagnevideo for Chanel No. 5 som hun også indtog hovedrollen i tilbage i november, og som vi skrev om lige her.

Kampagnebillederne er skudt af den legendariske modefotograf Patrick Demarchelier, og vil blive ledsaget af en række kreative events, som vil finde sted verden over.