Billede går viralt: Sådan ser brystkræft ud

Brystkræft er en velkendt og udbredt sygdom, men de færreste ved, hvordan symptomerne ser ud. Det fik en Facebook-bruger til tasterne, og hendes opslag er gået viralt

Hvordan ser brystkræft ud
© Worldwide Breast Cancer organisation

Oktober måned er dedikeret til kampen mod brystkræft, hvilket blandt andet skinner igennem i skønhedsverdenen, hvor flere producenter lancerer lyserøde produkter, der støtter den gode sag.

Mens brystkræft er en velkendt og udbredt sygdom, er det stadig de færreste, der kender til alle de forskellige symptomer på brystkræft, hvilket gør det svært at undersøge sig selv for sygdommen.

Manglen på konkret information fik den kræftramte Facebook-bruger Erin Smith Chieze til tasterne. Hun var gentagne gange blevet inviteret til at være med i en lille ‘leg’, hvor hun skulle dele et hjerte på det sociale medie. Hjertet skal ses som et symbol på, at man skal være opmærksom på symptomerne for brystkræft.

I stedet for at dele et hjerte, fandt Chieze et billede, der endte med at gå viralt. Billedet forestiller 12 citroner, som alle viser forskellige symptomer på brystkræft, der både kan føles og ses.

Et hjerte hjælper ikke

“I december 2015 så jeg et lignende billede, og jeg vidste med det samme, at jeg havde brystkræft. Jeg prøvede at mærke efter en knude, men min knude var ikke mærkbar. Jeg blev diagnosticeret med brystkræft fem dage efter, der den efterfølgende måned viste sig at være i fjerde stadie,” fortæller Chieze om billedet, og fortsætter:

“Et hjerte gør ingenting for at skabe opmærksomhed omkring brystkræft. Jeg vidste, hvad brystkræft var. Jeg vidste alt om at føle efter selv, men et billede af, hvordan det ser ud, gav mig værktøjet til at vide, at jeg har sygdommen. Vi er nødt til at dele de rigtige informationer, ikke søde hjerter. Hvis jeg ikke tilfældigvis var faldet over det billede, kunne jeg ikke vide, hvad jeg skulle se efter.”

Billedet stammer fra kampagnen Know Your Lemons, der er startet af organisationen Worldwide Breast Cancer.

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF