Derfor er det godt at være glemsom

Det kan være enormt frustrerende at glemme noget, men bare rolig, du er ikke ved at blive gammel før tid. En ny undersøgelse viser nemlig, at det kan være et sundt tegn, når vores hjerne til tider glemmer

© Anna Stokland

Hmm, hvad var det egentlig, jeg lavede i tirsdags? Og hvad er det nu, han hedder, ham skuespilleren …?

Hvis det ofte føles som om, din hjerne er et stort sort hul, så fortvivl ikke. Det betyder ikke, at du er ved at blive dement, men er nærmere et tegn på, at din hjerne fungerer optimalt. Det mener forskerne bag et nyt studie, som påviser, at det ikke kun er evnen til at huske, der er vigtig, men i høj grad også evnen til at glemme.

Hvis din hjerne er fyldt op med irrelevante detaljer og ligegyldige minder, bliver det sværere for dig at fokusere på de vigtige ting. Dem, der gør dig i stand til at træffe en intelligent beslutning. Ifølge forskerne er det altså vigtigt, at din hjerne rydder ud i fakta, du ikke skal bruge til noget, og i stedet lagrer den information, som har betydning for din ageren i den virkelige verden.

Tidligere studier af hukommelsen har hovedsageligt drejet sig om evnen til at huske, men med dette studie er der nu også kommet fokus på evnen til at glemme. Det er netop sammenspillet mellem de to, der gør det muligt for os at træffe velovervejede beslutninger, mener forskerne.

Hvilke informationer hjernen så gerne må glemme, kan være forskelligt fra person til person. Det kommer an på, om det er information, du vil få brug for igen. For eksempel er det smart for en medarbejder i et stort supermarked at glemme de hundredevis af kunder, hun møder hver dag, mens det for ejeren af en lille kaffevogn kan være en god idé at huske de faste kunder.

Kilde: Neuron

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF