Derfor fryser du altid mere end andre

Er du én af dem, der altid fryser, selvom andre ikke gør? Så læs med her – der kan faktisk være en overraskende nem løsning (og forklaring) på problemet

Derfor fryser du altid mere end andre
© Victor Jones

Det er ikke unormalt at fryse – heller ikke selvom andre omkring dig ikke gør og der kan være flere årsager. Til en begyndelse er det værd at nævne, at kvinder ofte fryser mere end mænd. Kvinder har nemlig mere varme omkring de vitale organer, og det efterlader altså både hænder og fødder kolde. Mænds kropsvarme er fordelt mere ligeligt i kroppen, og de fryser derfor sjældnere nær så meget.

Hvis ikke du er udstyret med supermeget kropsfedt, kan det også være synderen bag dine klaprende tænder. Du er ganske enkelt ikke godt nok polstret til at holde kulden ude.

Det kan også være fordi, du simpelthen ikke får nok søvn. Når du sover for lidt, så påvirker det dit stofskifte, og din blodcirkulation kan nemt blive en smule langsommere. Det er ikke umiddelbart farligt, men det påvirker din kropstemperatur således, at du altid vil have det en lille smule koldere end andre.

Psst ... Se de bedste avocado-opskrifter til en sund hverdag

Vand er også en vigtig kilde til en varmere kropstemperatur. For det første hjælper det dig med hele tiden at opretholde den rette væskebalance, men det holder også på kropsvarmen, hvis du sørger for konstant at være hydreret.

Det kan også være, du altid fryser, fordi du ikke får de rette vitaminer. Jern og B12-vitamin hjælper dig blandt andet med at regulere din kropstemperatur. Hvis du primært fryser på hænder og fødder, kan problemet godt ligge i din blodcirkulation eller stofskifte. Er du det mindste i tvivl om, hvorvidt det er i orden eller helt forkert, at du altid er en frossenpind, bør du naturligvis kontakte din praktiserende læge.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF