Face reading: Det fortæller dit ansigt om dig
© Wenn.com

Det fortæller dit ansigt om dig

Din næse eller linjerne i din pande siger mere om dig, end man skulle tro. Vi tester face reading, og gør dig klogere på, hvad dit ansigt prøver at fortælle dig

5. februar 2017 af Carla Christine Bruus Aagaard-Stube

Er du ked af din næse, dine ører eller linjerne i din pande? Stop lige en gang. Dit ansigt har noget vigtigt at fortælle. Vi har testet face reading, der giver dig et selvværdsboost og kærlighed til livet og de rynker og linjer, det har givet dig.

Din livshistorie, din karakter, dine drifter og din sundhed. Alt det kan en face reader gøre dig klogere på – blot ved at studere dit ansigts former og furer. Fænomenet stammer fra oldtiden, men herhjemme er det endnu relativt nyt. Fatima Louborg er en af de få i Danmark, der har uddannet sig til face reader. Jeg har fundet vej til hendes rolige klinik på Frederiksberg og sat mig i stolen for at høre, hvad mit ansigt har at sige. 

Psst ... Her er de 5 ting, du bør droppe i 2017

“Du har et stort drive,” siger Fatima Louborg, der lægger ud med det, der springer hende i øjnene, for “et ansigt har altid noget, det gerne vil vise hurtigt.”

Det er min markerede kæbe, der sladrer om det. Hun hiver i mine øreflipper og siger, at jeg har ‘old-age-luck’, og at min rigtige succes vil komme sent i livet. Hun understreger, at der i face reading ikke er noget, der er godt eller skidt, det er bare, som det er. Fatima fokuserer på de positive og styrkende ting ved ens karakter.

I face reading reflekterer din venstre side din private person og den højre den professionelle/udadvendte del af dig. Mine øjnes placering i højre og venstre øjenhule fortæller, at jeg er mærkbart både introvert og ekstrovert. De fleste har begge dele i sig, men jeg ved, at jeg altid har balanceret mellem at være nærmest hypersocial og have et stort behov for at være alene. Fatima understreger også, hvor vigtig alenetid er for mig, så jeg får ladet mine energier op.

Fastfrosne følelser

Ifølge face reading er rynker (der ikke er genetisk betingede) følelser, der er frosset fast. Nogle, du har følt så mange gange, at kroppen har gjort dem til en permanent feature. Hvis du vil af med dine rynker, skal du derfor prøve at afmontere de følelser. Rynker, der trækker nedad, kan indikere, at du er ved at give op, mens linjer omkring munden og dem, der ligger skråt fra næseryggen op mod hårgrænsen, er positive. De viser, at du har forstået vigtige ting om livet og dig selv, og dem har jeg heldigvis.

I mit symmetriske ansigt ser hun, at jeg er glad for harmoni i farver og materialer, mine fyldige læber røber, at jeg er livsnyder, mens stregen på min underlæbe viser tegn på humor. Mit tandkød åbenbarer en naiv uskyld, og kløften i mit næsebrusk vidner om et sensitivt nervesystem. Alt sammen stemmer godt med min opfattelse af mig selv. Ved ørerne har jeg veludviklede bullshit detectors.

Dem får du, når du er på vagt over for eller opmærksom på folk med humørsvingninger tæt på dig. Jeg er vokset op med kunstnerforældre, kollektiver og skilsmisser, så det lyder rigtigt. Det er også ved ørerne, at hun kan se, at jeg er et ønskebarn, og min markante næseknogle viser sjovt nok, at jeg har ben i næsen. En lidt sammenfalden næsefløj sladrer om, at min lænd har det ad helvede til.

© Anna Stokland

Undervejs i forløbet kommer Fatima med råd til, hvordan jeg passer bedre på mig selv og mit ifølge hende lidt sarte nervesystem. Jeg skal styrke mit blod med vitaminer og min lever og galdeblære med varm mad, og jeg skal være bedre til at nære mit behov for æstetik og slippe de ting, jeg ikke kan lide at lave.

Da jeg går derfra, og i dagene efter, kan jeg mærke, at jeg har lyst til at give mig selv et kram og et klap på skulderen, og jeg ser mildere på linjerne i mit ansigt. Jeg tænker på min barndom og trækker linjer op til den, jeg er i dag – og med tanke på mit old-age- luck har jeg fået motivation til nye projekter og lyst til at forfine dem, jeg allerede er i gang med, for at tanke op på energikontoen. 


MERE FRA COSTUME

Måske er du interesseret i ...

Seneste