Disse dårlige vaner er faktisk sunde

Slut med den dårlige samvittighed over dine knap så gode vaner! Her er 4 tilsyneladende dårlige vaner, der slet ikke er så dumme alligevel

Alexa Chung drikker kaffe
© Wenn.com

Render du rundt med konstant dårlig samvittighed over vaner, der i virkeligheden slet ikke er usunde for dig? Det bør du ikke gøre længere.

Vi har samlet nogle af de vaner, som mange af os anser for dårlige – men som i virkeligheden er sunde for os!

1. Du drikker for meget kaffe

Folk, der drikker meget kaffe (minimum tre kopper om dagen) har en lavere risiko for at blive ramt af flere forskellige kræftformer. Kaffe indeholder trods alt store mængder antioxidanter. Men husk ikke at lade din kaffe erstatte vand.

2. Du kan ikke sidde stille

Kan du ikke sidde på din kontorstol uden at vippe med tæerne, tromme med fingrene, rejse dig op og vade rundt? Så har du nok lavere BMI end så mange andre. Et studie viser nemlig, at de, der har svært ved at holde sig i ro, ofte forbrænder hele 350 kalorier mere om dagen – selvom deres aktivitet ikke er tilsigtet.

3. Du bander

I et studie fra 2011 fandt forskerne ud af, at det at bande kan få folk til at præstere bedre i pressede situationer. Forskerne mener, at det skyldes, at der frigives adrenalin, når man bander. Men det virker altså ikke, hvis du normalt bander HELE tiden.

4. Du vælger ikke den fedtfattige udgave

Bevares, du skal ikke kaste dig over flødeisen, men flere studier viser, at de fedtfattige udgaver af fødevarer ofte ikke er sundere end de fuldfede. Dette gør sig blandt andet gældende ved smør, mælk og ost. Sørg istedet for at indtage det i moderate mængder, og indtag sunde fedtsyrer fra fisk, nødder og vegetabilske olier.

MERE FRA COSTUME