© Jody Pachniuk

Få en flot figur – helt uden kur

Bittesmå ændringer i det daglige kan gøre en enorm forskel – både for figuren og på badevægten. Få gode tips til en sundere kost med mere protein og omega-3

17. januar 2017 af Thomas Lykke Olesen // Iform.dk

Selvom det kan være svært at slippe gamle vaner og tillægge sig nye, skal der alligevel ikke mange små ændringer til, før det kan ses på både figuren og vægten.

Derfor giver vi dig de nemmeste og mest effektive tips til en slank krop herunder.


Tip 1: Gør det nemt for dig selv

Det skal ikke være svært, når man vil ændre sine vaner til det bedre. Små ting kan gøre det.

• Som det første er det en rigtig god idé altid at have en beholdning af frostgrønt og bær i fryseren. Dernæst bør du også altid have et godt lager af tun, torskerogn og makrel i tomat. Det er glimrende pålæg på rugbrød, og så er det nemt og hurtigt at anrette. 

• Hvis du ikke orker at bruge tid på at stå og snitte grøntsager til for eksempel din madpakke, kan du med fordel købe spiseklare snackgrøntsager. Og hvis du har nemt ved at blive fristet af usunde snacks sidst på eftermiddagen, så hav altid en sund madbar og en håndfuld mandler liggende klar i tasken. 

• Hvorfor? Det er sjældent så ligetil at bryde gamle vaner, men hvis du gør det så nemt for dig selv som overhovedet muligt, gør du dine chancer for at nå i mål væsentligt større.

Tip 2: Tank op med grønne proteiner

Selvom kød er lækkert og en god kilde til protein, kan det være en rigtig god ide at udskifte bøfferne med et grønt alternativ ind imellem.

• Forsøg at skifte kødet til aftensmaden ud med grønne proteiner to gange om ugen – og gerne oftere. Her snakker vi om tørrede bælgfrugter, grønne ærter, fuldkorn, svampe og grove grøntsager.

• Er du ikke helt klar til at blive vegetar er fisk, fjerkræ og magre mejeriprodukter gode alternativer.

• Hvorfor? For meget rødt kød øger risikoen for kræft, så det giver god mening, at skære ned, hvor det er muligt og tænke i lækre, grønne alternativer.

Tip 3: Få dit daglige skud omega-3

Vi hører hele tiden, at vi skal huske at få nok omega-3-fedtsyrer, og der er også rig mulighed for at få dækket kroppens behov gennem kosten.

• Sørg for dagligt at spise madvarer, som er rige på omega-3. Det kan være fed fisk som makrel, sild, laks og hellefisk. Omega-3 kan du dog også finde i planteriget i form af for eksempel hørfrø(olie), valnødder og rapsolie.

• Hvorfor? Der er mange grunde til, at du skal huske at få rigeligt med omega-3-fedtsyrer. Fedtsyrerne er blandt andet vigtige i opbygningen af en velfungerende hjerne.

Forskning har også vist, at du sover bedre, hvis du spiser meget omega-3. Desuden virker fedtsyrerne antiinflammatorisk og hjælper derfor kroppen med at forblive stærk, sund og rask.

Måske er du interesseret i ...

Seneste