Her er den mest usunde madvare
Få endeligt svar på, om det er fredagens slikpose, lørdagens pizza eller søndagens pomfritter, som er det mindst sunde valg
“Alt med måde” lyder rådet ofte, når det handler om en sund livsstil. Med andre ord skal der være plads til det usunde, så længe det ikke er hver dag. Derfor lever mange efter den såkaldte 80/20-regel, hvor 80 procent består af sunde valg, mens de sidste 20 er dedikeret til salte snacks og søde sager.
Dog findes nogle få madvarer, der er så usunde, at du bør overveje at skære dem helt ud af din kost. Ifølge den amerikanske læge Christopher Calapai er der særligt én ingrediens, som alle bør undgå:
“Der er ingen grund til nogensinde at spise mad med delvist hydrogeneret fedt,” udtaler Christopher Calapai til sitet Byrdie. Ingrediensen delvist hydrogeneret fedt går normalt under navnet transfedt. I 2015 blev transfedt vurderet til at være så usundt, at man i USA beordrede, at produkter med denne ingrediens skulle udfases over de kommende tre år.