Kaffeguide: Her er den sundeste kop kaffe

Bliv guidet til, hvordan du laver den helt rigtige kop kaffe, så du får størst mulig sundhed i én kop

Kaffeguide: Her er den sundeste kop kaffe
© Anna Stokland

Kaffe beskytter mod en række sygdomme. Det fastslår eksperter i en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse efter at have gennemgået den eksisterende internationale forskning på området.

De konkluderer, at kaffe har en overbevisende beskyttende effekt mod udviklingen af type 2-diabetes. Et dagligt forbrug på tre - fire kopper kaffe ser ud til at reducere risikoen for at udvikle type 2-diabetes med 25 procent eller mere. Og kaffe kan ovenikøbet også få dig til at se yngre ud.

Hvor din kaffe så lander på sundhedsskalaen, kan du selv være med til at styre med den måde, du brygger den på. Læs med, og bliv opdateret på de forskellige former for kaffe samt, hvor sunde de egentlig er.

Stempelkande

Hvad er det: En simpel metode til kaffebrygning, som giver en fyldig kaffe. Groftkværnede kaffebønner overhældes med vand og trykkes ned i bunden af kanden ved hjælp af et stempel med trådsi.

Tip: Tag skummet af toppen med en ske, inden du sætter topdelen på og stempler kaffen.

Sundhedsværdi: Du tager ikke skade af en kop stempelkaffe indimellem, men et stort forbrug kan være betænkeligt. Problemet er stempelkandens grove filter, som tillader flere skadelige stoffer at sive over i kaffen. En daglig indtagelse af fire-fem kopper stempelkaffe kan indebære en risiko for kolesteroltallet og blodets indhold af det blodkarskadelige stof homocystein.

Psst ... Sådan måler du dit blodtryk

Instantkaffe

Hvad er det: I dag er hver femte kop kaffe i Danmark lavet af instantkaffe. Pulveret består af 100 procent kaffe. Bønnerne ristes, formales og opløses i vand med høj temperatur. Det giver et tyktflydende kaffekoncentrat, som herefter enten frysetørres eller spraytørres til det færdige pulver.

Tip: Brug pulveret inden for fire-seks uger efter åbning, hvor det smager bedst.

Sundhedsværdi: Kaffenørder har ikke meget tilovers for pulverkaffen, men sundhedsmæssigt er der ikke noget, der tyder på, at den er ringere end rigtig kaffe. De fleste skadelige stoffer bliver filtreret fra i tørringsprocessen. Koffeinindholdet er væsentlig lavere end i eksempelvis maskinkaffe. Det er en ulempe, hvis du går efter den opkvikkende effekt, men en fordel, hvis du oplever søvnproblemer, når du indtager koffein.

Kaffemaskine - det sundeste valg

Hvad er det: Det er stadig maskinen, de fleste tyr til, selvom nye bryggemetoder har vundet frem.

Tip: Kalk, snavs og gamle kafferester i kanden går ud over smagen. Som tommelfingerregel bør maskinen afkalkes efter 40 brygninger.

Sundhedsværdi: Den meste forskning i kaffens sygdomsforebyggende effekt er fore­taget på filterkaffe, så her er du på helt sikker grund. Filteret fjerner kaffefedtet og hermed også de betænkelige stoffer cafestol og kahweol. Filterkaffen har tilmed et højt indhold af klorogensyre og andre stoffer, som man mener er årsag til kaffens virkning mod type 2-diabetes.

Kapselmaskine

Hvad er det: Et stort hit i de senere år. Kaffen i de små kapsler fås i utallige smagsvarianter, og maskinen laver en kop kaffe på et øjeblik.

Tip: Inden brygning er det en god idé at skylle maskinen igennem. Så får din kaffe den rette temperatur, og du undgår, at smagen bliver påvirket af rester fra forrige brygning.

Sundhedsværdi: Sundhedseffekten kendes ikke med sikkerhed, men et ti gange højere indhold af kaffefedt end i filterkaffe taler ikke til kapslernes fordel. Der skal dog formentlig mange kopper til dagligt, før der er risiko for kolesteroltallet. Et studie viste sidste år en stor forekomst af bakterier og svampe i kapselmaskiner, så manglende hygiejne kan trække ned på sundhedskontoen.

Espresso

Hvad er det: Koncentreret, intens kaffe, der serveres i en lille kop og desuden er fundamentet for populære kaffedrikke som caffe latte og cappuccino. Laves ved, at 92-95 grader varmt vand ved højt tryk presses gennem en lille, tætpakket portion kaffe.

Tip: Gennemløbstiden for en espresso skal være cirka 25 sekunder.

Sundhedsværdi: Når det gælder indholdet af cafestol og kahweol, placerer espresso sig i midterfeltet. Indholdet af de potentielt skadelige stoffer er lavere end i eksempelvis stempelkaffe, men højere end i filterkaffe. Espressoen giver dig alle kaffens antioxidanter og er rig på stoffet N-metylpyridinium, som blandt andet mindsker mavens syreproduktion, og derfor kan espresso faktisk være mere skånsom for maven end andre kaffetyper.

Drypkaffe - det sundeste valg

Hvad er det: Kaffefilteret af papir blev opfundet af tyske Melitta Bentz i 1908, og siden har bryggemetoden med tragt og filter været en nem og praktisk løsning. Metoden kan give en meget klar, ren og delikat kop kaffe, og mange kaffekendere foretrækker den håndbryggede filterkaffe.

Tip: Skyl først papirfilteret med vand for at undgå, at det afgiver smag til kaffen.

Sundhedsværdi: Supersund kaffe med dokumenterede helbredseffekter. Præcis som med maskinkaffen får du et højt indhold af diabetesforebyggende stoffer, samtidig med at papirfilteret sorterer de kolesterolhævende stoffer fra undervejs.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF