Ny undersøgelse: Her er det sundeste brød

Brød har et dårligt ry – og det er en skam, for visse former for brød indeholder masser af sundhedsfordele. Nu viser en undersøgelse fra Harvard, at dette brød er det allersundeste

Sundt brød
© Anna Stokland // Unsplash.com

Hvis du fører en sund livsstil har du formentlig skiftet meget af det hvide brød ud med en grovere variant.

Nu viser ny forskning fra Harvard Health, at en mere ukendt form for brød er den sundeste. Her er tale om brød, der er bagt med mel af spirede korn. De mange sundhedsfordele fra spirede korn skyldes, at spiringsprocessen gør det muligt for kroppen at optage flere af de gode næringsstoffer i korn.

Årsagen skal findes i, at når et korn spirer ændres stivelsen til sukkerarter, der lettere kan nedbrydes og fordøjes af kroppen. Derudover nedbrydes stoffet fytinsyre, der er en naturlig del af de fleste korn, kerner og bælgfrugter. Når fytinsyren nedbrydes, bliver det lettere for kroppen at optage produktets næringsstoffer, og dermed får du en langt større del af kornenes sunde fordele.

Du kan lave dit eget spirede mel ved at lægge korn og kerner i blød i nogle dage. Når de spirer, skal du tørre dem nænsomt, og male dem til mel. Hvis du synes, at denne proces bliver for omfattende, kan du også købet melet i diverse specialbutikker.

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF