Så farligt er det at kede sig

Du skal helst ikke sidde for længe og stirre ind i væggen, lyder det fra eksperterne. Se, hvorfor kedsomhed er farligt for dig

Kedsomhed
© Anna Stokland

Gaaab! Der ligger en lang, regnfuld og doven søndag foran dig uden planer, og du aner ikke, hvad du skal få tiden til at gå med. Men der er god grund til at finde på nogle aktiviteter, som kan holde dig beskæftiget, for det kan være decideret skadeligt at kede sig alt for meget.

Ifølge forsøg påvirker kedsomhed nemlig din sundhed på flere måder. For det første har du større tendens til at kaste dig over fed mad, når du triller tommelfingre. Det konstaterer et studie, hvor psykologer sammenlignede 140 testpersoners humør og madindtag. Resultatet viste tydeligt, at når testpersonerne kedede sig, spiste de generelt flere kalorier og gik mere efter fed junkfood end dem, der ikke kedede sig.

Men en større topmave og flere kilo på sidebenene er ikke den eneste ulempe. Allerværst er det nemlig, at du bogstavelig talt kan “kede dig selv ihjel”. I en undersøgelse blev 7.500 personer sat til at rapportere om deres daglige niveauer af kedsomhed i en periode, og da forskere fulgte op knap 15 år senere, havde kedsomheden haft en … ja, kedelig effekt.

Der viste sig at være sket en del flere dødsfald blandt de deltagere, som sad allermest og stirrede ind i væggen, sammenlignet med dem, som stort set aldrig kedede sig. Dog var det ikke nødvendigvis kedsomheden i sig selv, der havde slået dem ihjel, fortæller forskerne. Generelt røg og drak folk nemlig også mere, når de kedede sig meget.

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF