Sådan laver du din egen te

Hvis du er træt af dit lokale supermarkeds te-udvalg, bør du læse med her. Vi giver dig opskriften på to velsmagende typer hjemmelavet te, som du nemt kan lave selv.

hjemmelavet te urtete frugtte
© Hay

Hjemmelavet te

Grøn te, frugtte, urtete og sort te. Te kommer i alverdens varianter. Du kender nok bedst te fra udgaven, du køber i supermarkedet, i tehandelen eller fra de hyggelige og fine tesaloner, som efterhånden er blevet så populære, at folk gerne står i meterlange køer for at nyde en lækker kande te. Den varme drik, som allerede blev introduceret i Europa helt tilbage i 1500-tallet, er altså stadig populær.

Ud over at te smager dejligt og giver dig varmen, så har te faktisk også en lang række andre gode egenskaber og sundhedsmæssige fordele. Og er du også vild med te, vil du nok blive begejstret for, at du faktisk selv kan begive dig ud i at lave din egen hjemmelavede te – helt uden kemi og tilsætningsstoffer. Ikke nok med at det kan være en hyggelig weekendsyssel at give sig i kast med sin egen hjemmelavede te, så er det tilmed også nemt og billigt.

PS: Mangler du et pænt krus til din kop te, kan du tjekke udvalget af flotte kopper og krus, der vil få dine varme drikke til at smage bedre.

Lav din egen te

Hjemmelavet urtete kan laves på to forskellige måder – enten af friske eller af tørrede urter. Udgaven lavet på friske urter kan puttes direkte i koppen eller stempelkanden, hvorefter urterne blot skal trække i fem til ti minutter. Det tager lidt længere tid at lave hjemmelavet te på tørrede urter, men til gengæld har du også hjemmelavet te til længere tid. Vi giver dig herunder opskriften på henholdsvis hjemmelavet tørret urtete og hjemmelavet tørret frugtte.

Hjemmelavet urtete

Skal du lave hjemmelavet urtete, skal du allerførst bestemme dig for, hvilke urter du vil bruge. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad din te skal smage af. Prøv eksempelvis hybenrosenblade, vejbred, brændnælde, mælkebøtte, timian, mynte, kamille, solbærblade, lakridsrod eller citronmelisse.

Sådan laver du hjemmelavet urtete:

  • Spred blade og tynde stilke ud på et rent hviskestykke eller et stykke køkkenrulle. Vend urterne et par gange om dagen, til de bliver helt tørre.
  • Alternativt kan du også vælge at tørre dine urter i ovnen. Det gør du ved at have ovnlågen åben og varme dem ved cirka 45 grader.
  • Når urterne er helt tørre, skal de findeles, så du kan bruge dem i tebreve. Gem urterne i lufttætte dåser, og husk at sætte mærkater på.

Hjemmelavet frugtte

Der findes også et hav af muligheder, når du skal lave frugtte. Prøv eksempelvis en lækker kombination af mango og koriander, en blanding af æble og ingefær eller en bær-te med solbær og hindbær. Hvis du vil prøve en udgave, som er god for immunforsvaret, skal du tilføje hyldebær.

Sådan laver du hjemmelavet frugtte:

  • Når du har udvalgt dine ingredienser, skal frugten skæres i små stykker. Du kan med fordel skære dem helt tynde eller rive dem på et rivejern, så de tørrer hurtigere.
  • Igen kan du også vælge at tørre frugterne i oven med åben låge ved cirka 45 grader.
  • Nu skal du blot tilføje kogende vand og lade teen trække. Trækketiden afhænger af dine ingredienser, så prøv dig frem.
  • Teen vil med tiden miste smagen, så en god tommelfingerregel er ikke at gemme teen længere tid end et år.