Sådan undgår du vinterdepression
© Anna Stokland

Sådan undgår du vinterdepression

Kom døgnets mange mørke timer og de kolde temperaturer bag på dig igen i år? Sådan undgår du at lade vinteren gå dig på

10. december 2017 af Silje Kilmork Vemøy / Josefine Klint

Vi kender det allesammen. Sommeren, som vi troede skulle vare evigt, er pludselig forsvundet og erstattet af lange dage på kontoret og få timer med solens lys. Men det behøver ikke være så trist, selvom der er længe til sommer. Det kræver kun nogle få ændringer i din tankegang og nogle gode vaner at komme fornøjet gennem vinteren.

1. Nyd, at årstiderne ændrer sig

Der er mange skønne ting ved sommeren, men husk også at nyde alle de gode ting, som vinteren har at byde på. Nyd for eksempel, at vinterhalvåret er både smukt og friskt med den skarpe, klare luft og alle de smukke farver. Den nye sæson betyder også nye muligheder, blandt andet på modefronten. Klæd dig i massevis af lag, og investér i en af sæsonens smukke vinterjakker, som du kan bruge resten af sæsonen.

2. Vær udenfor

En af grundene til, at vi har tendens til at blive deprimeret i vinterhalvåret, er mørket. Så husk at komme udenfor, når solen står højt på himlen. En lille gåtur i frokostpausen kan gøre hele forskellen.

3. Bevæg dig

Det er ingen hemmelighed – motion skaber endorfiner, og de gør dig glad. Selvom det kan være svært, så prioritér din træning, da effekten tydeligt vil kunne mærkes. Vælg en træningsform, som du trives med, da det gør det meget lettere at komme afsted. På få uger vil du kunne mærke både de fysiske og psykiske resultater.

4. Spis dig glad

I vinterhalvåret er der masser lækre råvarer i sæson, som du kan eksperimentere med i køkkenet. Hyg dig med madlavningen, og fokusér på retter, der varmer dig godt igennem. Tilbered store portioner til de dage, hvor det kniber med tid og overskud.

5. Prioritér dig selv

Føles det hele lidt for trist og gråt, både udenfor, såvel som inde i hovedet? Vælg en dag, hvor du prioriterer dig selv, og gør akkurat det, som du har lyst til. Om det er at bruge en hel dag på sofaen med din favoritserie, eller tage på et spaophold med en veninde – lyt til din krop, og prioritér det, du vil. 

6. Smil til verden

Det kan lyde som en fjollet kliché, men det hjælper faktisk. Studier viser, at jo mere vi smiler til de mennesker, vi møder, desto gladere bliver vi. Du vil blive overrasket over responsen, der helt sikkert vil påvirke dit humør positivt.

7. Få dig en ny hobby

Ny årstid, nye muligheder. Hvis der er noget, du altid har haft lyst til at prøve, så er tiden perfekt til det nu. Om det er et sprogkursus, danselektioner eller lære at strikke varme trøjer til vinter, så er der intet, der gør en gladere, end at fordybe sig i en ny interesse.

8. Ferie godt, hjemme bedst

Dagene på kontoret kan virke tunge i forhold til sommerens ferier, men faktisk trives de fleste bedre med hverdag, end når vi har fri. Prøv at nyde hverdagens struktur og ritualer, frem for at sukke efter weekend.


ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF 

Måske er du interesseret i ...

Seneste