De sjoveste aktiviteter under Copenhagen Health Week

Københavns sundhedsuge er i fuld gang, og vi giver dig her tre af de allersjoveste aktiviteter, du skal deltage i

Fra 23.-30. august afholdes Copenhagen Health Week, hvor du kan prøve kræfter med alverdens sunde og sjove aktiviter.

Køb en billet på Copenhagenhealthweek.dk, hvor du også kan se programmet, og hold øje, når vi her på Costume.dk anbefaler de bedste events gennem ugen: Fra kajaksejlads til yoga til crossfit.

Se med her, hvor vi anbefaler tre sjove træningssessioner under Copenhagen Health Week, som du alle kan deltage i med din billet.

PARKOUR PÅ CARLSBERG, 24. AUGUST, KLOKKEN 17.00 – 18.00:
Til dette event har du mulighed for at prøve parkour under trygge rammer med professionelle instruktører fra Street Movement. Parkour er en bevægelseskunst, hvor der er fokus på behændighed, mobilitet, koordination og styrke.

Der vil grundlæggende blive arbejdet med teknikker til at overkomme forhindringer. Formen er legende og udforskende, men den er baseret på indgående kendskab til de krav parkour stiller og hvordan øvelserne kan differentieres til de enkelte deltageres styrke, størrelse, mod og ambitioner.Vi starter i det små og bygger op på et fundament af kendskab til egne kroppe

MOUNTAINBIKE-TUR I HARESKOVEN, 25. AUGUST, KLOKKEN 17.00 – 19.00 (KUN FOR KVINDER):
En tur på dele af det Røde spor i Hareskoven, ruten er cirka 15 kilometer og tager os igennem den det renoverede spor i Store Hareskov, dele af Bøndernes hegn og den renoverede del af Nørrekov. Ruten er en god blanding af hurtige skovstier/singletrack, tekniske passager, rockgardens og broer.

Niveauet er for alle, men ruten kræver at du har kørt mountainbike før og føler dig sikker på din cykel. Der er fokus på at have det sjovt og nyde at være i skoven, så det er ikke på tid. Forvent to timer i skoven, hvor der er tid til at alle kan følge med og hygge.

PRØV KUNSTSKØJTELØB, 29. AUGUST, KLOKKEN 14.15 – 15.30, SIONSGADE 15, 2100 KØBENHAVN:
Kunstskøjteløb er en sjov sport for både børn og voksne. Ved denne event kan du låne et par skøjter og få en prøvetime a 45 minutters varighed. Der vil være trænere til stede og masser af glade skøjtebørn, som er klar til at holde i hånd. Vi begynder klokken 14.15 med at finde et par skøjter til dig (eller du kan medbringe egne), herefter går vi på is fra 14.45-15.30.

Skøjteklub København tilbyder skøjtetræning til alle aldre og på alle niveauer. Vi skøjter for sjov, motion og for medaljer!