© Sara Maria Dyrberg

Derfor er det træls at træne

Costumes klummeskribent shopper efter en ny sportsgren, men det er ikke så let at finde den rigtige, når man hader at træne

4. december 2016 af Sara Maria Dyrberg

Jeg shopper efter en ny sportsgren, men det er ikke så let at finde det rigtige.

Vi har alle brug for at bevæge os og holde gang i kroppen. Træningen skal passes, hvis figuren skal holdes, ryg og mave skal styrkes, hjertet skal motioneres og cirkulationen skal holdes igang, så armene ikke pludselig falder af. Eller hvad ved jeg. Jeg hader det. Haaaaader det. Jeg er fordomsfuld, pessimistisk og doven. Og ikke 1.000 vilde heste kan hive mig til træning, hvis ikke jeg selv har lyst til det ... og det har jeg sjældent.

Som barn var jeg skrækslagen for fodbold, og når det til gymnastiktimerne var min tur til at stå på mål, undveg jeg automatisk bolden ved dramatisk at kaste mig væk fra bolden, mens jeg skreg som en gris. I de større klasser fandt jeg ud af, at menstruation-hver-eneste-uge-undskyldningen virkede perfekt på den mandlige gymnastiklærer.

Styrketræning, som jeg husker det fra slut 90’erne, var noget, der skulle hurtigt overstås. Men det endte med at fylde meget, da indtrykkene var kraftige og svært fordøjelige.

Bag en tåge af sved og prut stod en flok Brian-typer i bar overkrop i mande-hørme-hjørnet, oppustede som forstoppede hanekyllinger på proteinpulver. Der var solariebrune piger – det var før-solarie-gav-kræft-perioden – der stod på rad og række som lemminger på stepmaskinerne og marcherede til The Voice med påmalede “bukser” i psykedeliske farver, som jeg stadig mistænker for at være bodypaint. Under hele træningsseancen foregik et særligt parringsritual, hvor hannerne flashede deres mandearme på størrelse med hele skinker for at imponere step-hunnerne, som så gengældte hannernes interesse med at løbe frem og tilbage for at hypnotisere dem med deres mistænksomt stive, psykedeliskfarvede spandex-indpakkede jern-baller. Det sjove var, at der altid var en enkelt helt almindelig, lidt bleg, tynd far-type med hængebug og hvide tennissokker i velcrosandaler, der havde forvildet sig ind, uvidende om, at han var havnet midt i et modeshow af en svedig singlefest.


Forleden besøgte jeg et center for første gang siden århundredeskiftet, og alt var ændret, men alligevel det samme. Nu hedder det bare crossfit i stedet, og handler vist om at smide om sig med ... jern. Bortset fra, at Brian er blevet metro-blød og går med hårknold og hipsterskæg. Men hvad ved jeg? Jeg gav det ikke chance, duften var som i 90’erne, og jeg var ude på nul komma fem. 

Svømning er sundt. Det styrker ryg og mave, og man bliver lang og slank og lækker af det. Men jeg tænker kun på fodvorter, bussemænd og urin. Jeg ved ikke, hvorfor der altid skal stå en eller anden tosse og intimbarbere sig under bruseren.

Svømmehallen er i det hele taget et sted, hvor man ser hinandens kønsbehåring. Man møder folk, man ikke har set i oceaner af tid, folk man burde kramme hjerteligt, men springer over, fordi man er helt helt nøgen. Svømmehallen er et et tempel for akavede situationer, hvor jeg hver eneste gang overraskes ved, hvor mange glatbarberede tissekoner, der findes.


Og det kan godt være, at klor dræber bakterierne fra urin og bussemænd, men det smadrer også mit hår og min hud. Og bussemændende forsvinder jo ikke bare, fordi der er klor i vandet, de ER der jo stadig, bare i en renere udgave? Nej, svømmeren er så afgjort ikke et sted for mig – og jeg har endda modstået fristelsen for at fortælle om alle de lorte, der bliver fisket op af vandet med barnlige net.

Men. Jeg er jo fornuftig og en slags voksen, så jeg VED godt, at det er nødvendigt at træne. Jeg pjækkede fra det i 36 år, så nu SKAL jeg i gang, skal bare lige finde den rette sportsgren. Fortsættelse følger om et par måneder, når jeg måske er electric boogie-mester eller step-babe med skinke-store arme …

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

Måske er du interesseret i ...

Seneste