© Privat / Sara Maria Dyrberg

Saras vej til en god form: “Noget radikalt måtte ske”

Costumes klummeskribent har smidt de dårlige undskyldninger og brok på hylden. De nye vaner har medført sved, glæde og spændte muskler

27. august 2017 af Sara Maria Dyrberg

For tre år siden var jeg i form. Jeg dyrkede yoga flere gange om ugen og spiste hvad jeg ville, når jeg ville, uden problemer. Men efter en baby og en lang barselsperiode i snackhimlen, var min krop reduceret til en blødere, slappere version af sig selv. Noget radikalt måtte ske.

En brokfuld dag kom jeg med en masse pladder om, hvor blød min numse var, og hvor ondt min ryg gjorde. Samtidig klagede jeg over, hvor besværligt, det var at gøre noget ved det, hvilket førte til min evindelige kritik af fitnesscentre; Hvor lidt, jeg bryder mig om dem på grund af deres fodsvampe-befængte fællesbade fyldt med brazilian wax-damer og ubehagelig intimsfære-invaderende eurodance musik, samt den uundgåelige stank af sved, der lader til at være obligatorisk i alle fitnesscentre. Så bad min veninde mig holde kæft.

Jeg hørte det ikke, så jeg fortsatte gladeligt mit afstumpede, gnavne københavnersnobberi om, hvor meget jeg hader, når min by bliver ødelagt af svedende idioter med alle deres afspærringer på grund af deres højhellige marathon. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvor i alle hede hule helveder, at det ikke kan ligge RUNDT om byen, i stedet for igennem byen. Er det ikke det skove er til for? “HOOOOLD NU KÆFT, SARA!”

Jeg holdt kæft.

Så fortalte hun mig om et nyt sted. Ved hjælp af sine talegavers kraft, beskrev hun det kun et år gamle Wolfpack Gym og med ét blev jeg forført. Lokket, simpelthen, til at prøve det.

Fitness-utopi

Lad mig male et lille billede ...

Forestil dig et sted, hvor alle er voksne. Folk kalder hinanden ved fornavn og er hverken bange for at se hinanden i øjnene, snakke eller grine. Og alle træner med samme formål: At blive eller forblive sunde og stærke, mens de har det sjovt. Man er ikke kropsforskrækket og man er der ikke for at gå på “dag-diskotek”. 

Deres særlige klimaanlæg tilfører ilt under hele træningen, samtidig med at CO2 bliver udsuget, hvilket efterlader luften frisk og let – uden antydningen af lunken armhule. Og det på trods af, at størstedelen af træningen foregår i rum, der er opvarmet til mellem 38-40 graders varme. Al belysning i centret består af lysterapilamper, så man ikke kan undgå at føle sig genopladt, når man forlader centret. Jeg var solgt.

Fåret i ulvehulen

Fordi jeg aldrig har ejet træningstøj, stod jeg på min første træningsdag i spritnyt tøj fra top til tå, nyindkøbt til formålet. Jeg havde yogamåtte, håndklæde, vand, hængelås og jeg var klar! Lettere utilpas, ja, men klar. 

De “bukser” jeg havde købt, lignede sort maling, som mine ben var blevet dyppet i. Det eneste jeg tænkte på var, hvor meget mon min numse bevægede sig, når jeg gik, og om de andre lagde mærke til det. Selvom jeg forsøgte at ignorere mit neurotiske kvindekropsselvhad, så gjorde det noget mærkeligt ved min gang. Jeg forsøgte ligesom at “krabbe” mig sidelæns langs væggen, så min numse aldrig var synlig, men altid dækket af væg, yogamåtte, eller vandflaske … Jeg VIDSTE, at det så dumt ud, men jeg kunne ikke rigtig stoppe mig selv.

© Privat / Sara Maria Dyrberg

Panik og frømandskorps

Min første time hed “heat-suspension”, og er en slags moderne styrketræning, udført ved hjælp af særlige stropper, der hænger fra loftet, hvori al træningen foregår. Stropperne er udviklet i samarbejde med frømandskorpset, og jeg prøvede desperat at undertrykke den spæde panik, jeg oplevede, da det gik op for mig, at det ikke var den “blide” træning, jeg havde meldt mig til. Jeg fik da også dummet mig helt gevaldigt til min første time, ved både at komme for sent, og så oven i købet kun tage én strop med ind.

Den eneste plads, der var tilbage, var lige midt i salen og på forreste række = ALLE kunne se min numse, mens jeg kæmpede desperat med min ene strop. 

Træningen gik igang, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg egentlig havde det ret godt. Jeg kunne tæt på intet, og blev da også lidt overrasket over, at de tynde, blege tentakler i spejlet foran mig var mine arme, men det var ligemeget, for det kunne kun blive bedre. Alle kunne se min numse, og det var også ligemeget, for jeg er for gammel til at træne for at blive tynd. Jeg havde fundet den store positive ja-hat frem og solede mig i, hvor godt det var, at jeg overhovedet var startet.

GI Jane tager over

Træningen viste sig at være så hård, at det gik op for mig, at ingen havde overskud til at holde øje med andres numser eller andre ligegyldige førsteverdensproblemer. 

Lige indtil der skete noget så uventet og mystisk, at det med ét fik alle celler i min krop tilbage til at fokusere på KUN min numse. Som jeg stod der på forreste række, iført mine bukser lavet af maling, og på nuværende tidspunkt godt mørkerød i ansigtet, mærkede jeg en umiskendelig følelse. En følelse af, at jeg pludselig ikke havde trusser på længere. I ren og skær panikangst begyndte benene igen på sine autonome krabbe-trin, nu bare i squat-udgave. 

Kors, jeg må have lignet en klovn.

Jeg måtte væk, men kunne ikke komme ud. Så jeg undertrykte virkeligheden og stak af ind i fantasien. Dér kæmpede jeg mig, som GI Jane, igennem en grusom, militær træningsbane, kravlede igennem mudder, mens jeg blev jagtet af onde, imaginære soldater med hugtænder. Jeg blev reddet af en helikopter, der smed en rebstige, som jeg desperat knugede mig til, mens helikopteren lettede og jeg dinglede i luften. 

Pludselig er timen ovre, og jeg vender modvilligt tilbage til virkeligheden. I spejlet foran mig står, ikke GI Jane, men Sara med spaghettiarmene. Heldigvis, for jeg har trods alt bedre hår! Armene er syret til, så jeg på en måde er lidt overrasket over, hvorfor jeg ikke allerede er begyndt at mutere Hulk-arme. Tålmodighed, I guess. Jeg er gennemblødt, men jeg smiler. For jeg kan mærke, at det kun er begyndelsen.

Hold kæft – og skrid ned og træn!

Efter en lettere traumatiserende start, kom jeg hurtigt og smertefrit ind i en god rutine. Jeg har taget fire hold hver uge i tre måneder nu. Uden undtagelse. Og med fare for at lyde som en irriterende jock, så er resultatet som følger. Jeg er rank, slank, ikke vildt stærk endnu, men stærkere. Jeg har mere energi, mit humør er bedre, men vigtigst af alt: Mine smerter er stort set væk – og jeg har gjort det hele uden fodsvamp eller eurodance. Så hvis du er gammel, doven og sur som jeg, så gør dig selv den tjeneste at holde kæft. Og skrid ned og træn!

Du kan tjekke det hele her Thewolfpackgym.dk

Forresten, hvis du undrer dig over, hvad der i grunden skete med mine trusser den dag, så var de ikke faldet af. De gik midt over, så de kun sad fast for oven, som et underligt bælte. Så. Nu ved du det. Beware of broken panties.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her. 

Måske er du interesseret i ...

Vores favoritter fra Avène

1 micellar ocz g51lohvtozfdubpbmw
2 ystheal pbm7glwrdq odtixwg biw
3 hydrance u 827yk8iqeqzuuwz9peza
4 mask lr0sig1uerptsxoo1nrkqw
5 thermale k2dtdzjhaxw4tt2hhu7j7w
6 trixera ptsaielrpatwjlujh2dz0w

Seneste