Derfor laves Carcels tøj af kvinder i Perus fængsler
© Carcel

Fængslede kvinder laver tøj til danske Carcel

I et fængsel i Peru får en række kvindelig indsatte dagen til at gå med at lave tøj til et dansk mærke. Vi har talt med designeren bag det innovative koncept

19. november 2016 af Marie Alkestrup

Carcel er et nyt, dansk modebrand, der virkelig har produktionen i orden. Tøjet er nemlig lavet af 100 procent naturlige materialer og produceret af kvindelige indsatte i fængslet Cusco i Peru.

Størstedelen af fængslede kvinder i tredje verdens lande sidder inde for fattigdomsrelaterede forbrydelser såsom drug-trafficking, og Carcel giver disse kvinder mulighed for at arbejde, mens de sidder i fængsel. Således kan kvinderne dække basale udgifter, sende deres børn i skole og spare op til en tilværelse uden kriminalitet efter fængslet.

Produktionen finanseres via en crowdfunding-kampagne, som varer indtil 25. november, og du kan støtte projektet her

For at blive klogere på, hvad Carcel er, og hvordan man kom på idéen til den velgørende og bæredygtige produktion, har vi taget en snak med designer Veronica D'Souza, der sammen med grundlægger Louise van Hauen, står bag Carcel.     

Psst ... Dette danske mærke har droppet julekampagnen, og giver istedet alle pengene væk

HVORDAN KOM I PÅ IDÉEN TIL CARCEL?

“Jeg besøgte et kvindefængsel i Kenya og opdagede, at kvinderne primært sad inde for fattigdomsrelateret kriminalitet. Hver dag sad de i otte timer og strikkede og syede, men uden ordentlige materialer og adgang til et egentligt marked, var det svært for kvinderne at få en reel indtægt.”

STØDTE I PÅ NOGLE UDFORDRINGER UNDERVEJS? 

“Der eksisterer nogle helt basale udfordringer ved at sætte produktion op i kvindefængsler i udviklingslande, der er eksempelvis ingen telefonisk kontakt eller internet inde fra fængslerne.

Dette er ting, som vi løser ved at have en lokal produktionsmanager fra Peru. Han kender kvinderne, vi har ansat inde i fængslerne, og står for det daglige arbejde og kvalitetstjek samt kontakten med kvinderne og fængslet. Ligeledes skal alt, hvad der kommer ind i fængslet, maskiner, garn gennemgå sikkerhedskontrol, og det skal alt, hvad der kommer ud (tøjet) selvfølgelig også.”

HAR I KUNNE SE, AT DET HAR GJORT EN FORSKEL FOR DE KVINDER, DER HAR VÆRET INVOLVERET I PROJEKTET?

“Kvinderne er meget glade for at få muligheden for at arbejde og tjene penge, som kan komme både dem selv og deres familier til gode. Med projektet håber vi desuden at kunne have en positiv indvirkning på kvindernes mentale helbred. Kvinderne nævner selv behovet for at have en hverdag at stå op til, da livet i fængslet hurtigt bliver monotont, og hvor mange savner deres børn og familier.”

SYNES I, AT DER ER NOK FOKUS PÅ VELGØRENHED OG BÆREDYGTIGHED I MODE- OG TEKSTILBRANCHEN? 

“Vi tror på, at kunderne er klar til at købe lækkert tøj, som også løser problemer i verden, i stedet for at skabe dem. Mode og tekstilindustrien er den anden mest forurenende industri næstefter olieindustrien. Det er en jungle for den enkelte forbruger at overskue det miljømæssige og sociale fodaftryk, som deres køb har, og vi mener bestemt ikke, at fremtiden skal være præget af dårlig samvittighed og moral.

I stedet skal vi designe flere fantastiske alternativer med lækre designs, som er kvalitet både i udtryk og i deres rejse gennem verden. Det er den fremtid, vi tror på og arbejder hen imod. Uden at gå på kompromis med design, kvalitet, planet og mennesker.”


MERE FRA COSTUME

Måske er du interesseret i ...

Seneste