Fallulah: Personlig dagbog

Fallulah: “Jeg følte mig aldrig god nok, ikke tynd nok”

Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, deler sine tanker om usikkerhed, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog

4. december 2016 af Maria Apetri

Hver søndag i december deler Maria Apetri, bedre kendt som Fallulah, sine tanker om usikkerhed, moderskab, forventninger og alt derimellem i en personlig dagbog her på Costume. 

Her får du den første af i alt fire dele. 

Jeg er slet ikke forfængelig

Jeg kan godt lide at blive ældre. Jeg nyder at mærke, hvordan jeg for hvert år, der går, hviler mere i mig selv. Hvordan jeg efterhånden har lært at acceptere, endda holde af, mine uperfektheder. De fleste dage går jeg ikke med et gram makeup, og når jeg gør, er jeg tit for træt til at gide fjerne det inden jeg går i seng.

Jeg orker ikke at lære at lægge andet end en sort 60ʼer-streg, mascara og en rød læbe. Har rocket samme look i årevis af bar dovenskab, så mit signatur Fallulah-look er altså mere en tilfældighed end en gennemtænkt skønhedsstrategi.

Af samme årsag bliver jeg sjældent genkendt ude i offentligheden, da der er langt fra zombien, der lufter hunden med søvn i øjenkrogen og uredt hår, til den stylede glammede version af mig, der er på TV og i bladene.
Jeg holder af begge versioner. Det føles som at lege udklædning, når jeg har lejlighed til at gøre mere ud af mig selv. 

Teenageårenes opslidende, kritiske briller

Jeg bliver helt træt ved tanken om teenageårene, hvor de fleste af ens vågne timer gik med at overanalysere alting man havde sagt og gjort den dag, posere krukket og grine påtaget højt af en usjov joke med veninderne, når den dreng man crushede på gik forbi. Det var utroligt opslidende at leve i en verden, hvor man hele tiden så sig selv udefra med de mest kritiske briller, man kunne finde. Det fortsatte for mit vedkommende et godt stykke ind i mine tyvere. Følte mig aldrig helt god nok, ikke tynd nok, ikke klog nok, ikke modig nok. I et par år udviklede det sig til social angst og tanken om bare at foretage et telefonopkald kunne udløse hjertebanken. Hvis jeg var til en fest og jeg blev efterladt bare et minut var jeg tæt på panik.

Heldigvis var trangen og lysten til at lave musik og optræde større end angsten, og jeg tvang jeg mig selv til at gøre ting, jeg var bange for. Bland andet rejste jeg en masse alene via min musik, hvor jeg inviterede mig selv ud at spise eller i biografen. Jeg lærte at slappe af og vide inderst inde i min kerne at jeg sgu er god nok.

Nu, 31 år gammel, kan jeg ærligt sige, at jeg har sluppet forfængeligheden og usikkerhedens evige nagen. Eller kan jeg? Det troede jeg faktisk. Men for to dage siden brød jeg hulkende sammen overfor min kæreste, da jeg skulle fortælle ham om en mail, jeg havde fået. En mail fra mit management, der opfordrede mig til at tage en masse billeder og lave små videoer til mine sociale medier, for at promovere min kommende forårstour. For jeg har på ingen måde lyst til at blive set lige nu. 

(Trøste)kagespisning

Jeg er lige blevet mor til en helt fantastisk lille pige. Kan tydeligt mærke, at hun har overhalet alt og alle indenom og er min allerstørste prioritet. Det er mit job nu at passe på hende, give hende tryghed og opdrage hende til at være et godt menneske, der ikke springer over i køen i Netto.

Selvom min graviditet langt fra var en af de værste af slagsen, var den heller ikke den letteste. Den indebar for eksempel en brækket fod i sjette måned, da jeg i et uopmærksomt øjeblik gik på en ujævn græsplane med hovedet ind i min mobil. I gang med at afprøve et Snapchat-filter!
Det resulterede i en måned lænket til sofaen i hele min sommerferie, som istedet for en tur til Berlin kom til at bestå af Netflix-marathon og kagespisning og umulige ture til toilettet og i bad. Dernæst uger med forsigtig genoptræning og mere (trøste)kagespisning.
Jeg var generelt fysisk aktiv under min graviditet med lange gåture, koncerter hvor jeg dansede rundt helt op til 38. uge og motionshold. Men alt dette kunne alligevel ikke hamle op med min nyfundne voldsomt søde tand og totale omfavnelse af min voksende krop. Jeg stoppede med at veje mig, da jeg havde seks uger til termin. Da havde jeg taget 20 kilo på. Og jeg gik hele 14 dage over termin. You do the math, for jeg tør sgu ikke. 

Jeg føler mig lidt snydt

Nu har jeg været nogens mor i lidt over en måned. Jeg elsker det og nyder min nye rolle med alt det hårde, der også følger med. Men jeg føler mig altså også lidt snydt. For jeg ammer som en gal og alt man hører om amning er, at de små suuuger vægten ud af dig. Ser den ene Instagram-opdatering efter den anden af andre nybagte mødre, der humblebragger om, hvordan de efter få uger er svundet ind til det rene ingenting og er nødt til at stopfodre sig med mad for at kunne følge med.

Så er der mig. På trods af en solid indsats med at spise sundt, drikke litervis af vand og gå ture hver dag sker der stort set ingenting på vægtfronten. Jeg må ikke dyrke motion, før jeg får ok fra min læge efter otte uger, så der er ikke meget andet, jeg kan gøre endnu. Det er ikke så meget tallet på vægten, der får mig ned, det er følelsen af jeg ikke rigtig kan genkende mig selv, når jeg ser mig i spejlet. Og følelsen af, at andre har en forventning til, at jeg skal se ud på en vis måde i løbet af kort tid, på trods af den kæmpe forandring, min krop har gennemgået. Jeg siger til mig selv, det er ok, at maven er slap og dobbelthagen stædigt bliver hængende. At det jo er lige meget. For min datter stortrives og min kæreste synes, jeg er smuk. 

Til offentlig skue og bedømmelse

Under min graviditet måtte jeg lægge øre til en hel del uheldige kommentarer om størrelsen på min mave “HOLD DA OP, det må være lige oppe over”. Nix. “Det må da være tvillinger”. Forkert igen. Det gjorde mig mere ked af det, end jeg ville indrømme og kunne mærke, det tærede på min selvtillid.

Så sent som i sidste uge, da jeg skulle besøge DR for at lave radio, kommenterede en velmenende receptionist på, at jeg da efterhånden var blevet ret stor. Hun havde tydeligvis fulgt mig i Toppen af Poppen, som vi skød tidligere på året, da jeg var i femte måned, og ikke lige lagt to og to sammen i forhold til tidslinjen. Måtte jo så forklare damen at jeg altså lige havde født. Ved ikke om situationen var værst for mig eller hende. Uanset er det ikke rart at folk pludselig synes, de må kommentere på ens krop. Måske er det derfor, jeg er en anelse ekstra presset ved tanken om, at jeg ikke kun skal være nogens mor, men også passe min elskede karriere og stille mig frem til offentlig skue og bedømmelse.

Jeg vil gøre mit allerbedste for at blive venner med dellerne, indtil de skrider tilbage hvor de kom fra. For jeg er jo ikke forfængelig. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste