Interview med Yvonne Koné
© Rasmus Juul

“Jeg ser op til mennesker, der kæmper sig igennem modstand for det, de tror på”

Vi har bedt den danske designer Yvonne Koné afslutte 21 sætninger om drømme, hverdagslykke og arbejde

30. april 2017 af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

Hvordan er det egentlig at være Yvonne Koné, 44 år, der lige nu satser alt på at blive lige så stor en succes i New York, som hun er herhjemme? Vi har bedt designeren om at afslutte 21 sætninger.

Hverdag

Min dag begynder ... “lige for tiden med en utroligt dårlig vane med at svare på mails før noget andet. Vi har flyttet hele familien til New York, hvilket betyder, at jeg arbejder i to tidszoner, hvilket så igen betyder, at jeg føler mig bagud, fra det øjeblik jeg slår øjnene op. Bagefter drikker jeg grøn te.”

Min træningsrutine ... “er lige nu ikkeeksisterende, men jeg går cirka 10 kilometer om dagen her i New York. Tæller det?”

En hverdagsklassiker er ... “en aftencykeltur gennem Københavns gader, saltlakridser og smørrebrød. Det er lidt for tidligt at sige, hvad mine klassikere bliver i New York.”

Hverdagslykke er ... “et morgenbad med lækre produkter, der giver velvære resten af dagen, hjemmelavet mad, chokolade, mere mad, og så et glas vin i solen med en veninde.”

Min dag slutter med ... “at jeg ligger og lytter til lyden af min snorkende familie og Nolitas summen (bydel på Manhattan, hvor Yvonne bor med sin familie, red.). Jeg har fået en vane med at gå meget sent i seng herovre, fordi jeg holder af den form for fred, der trods alt opstår her om natten.”

Jeg holder aldrig op med at bruge ...May Lindstrøms The problem solver, Yüli Skincares Panacea elixir, Lina Hansons Global face serum og Rudolph Cares Body oil.” 

Liv

Det bedste råd, jeg har fået, er ... “koncentrér dig, og bliv god til det, du gør.”

De personer, der ændrede mit liv, er ... “min familie. Jeg ved, det er en kliché, men fra det øjeblik, jeg fik børn, har jeg følt mig utroligt stolt og beriget på alle niveauer hver eneste dag.”

Det største, jeg har opnået, er ... “at (næsten) falde til ro i en ensartet og rutinepræget hverdag. Jeg har altid været et ekstremt rastløst menneske, der gerne vil bevæge mig videre hele tiden, men med årene føler jeg mig mere og mere tilfreds der, hvor jeg er.”

Jeg bliver nervøs over ... “hvilken retning verden går i.”

Jeg fortryder ... “at jeg ikke flyttede nogle år til udlandet, mens børnene var små. Det er sværere at bryde op og ud af rutinen, jo ældre man bliver.”

Mine tanker om kærlighed er ... “at vi er så heldige at kunne skabe forbindelse til andre mennesker. Det er gennem mødet med andre, at jeg føler mig allermest i live. Jeg elsker mine gamle venner, men jeg synes også, det er fantastisk at kunne skabe nye venskaber og relationer gennem hele livet.”

Jeg griner altid af ... “de dårlige YouTube-film, som mine drenge viser mig med hunde, der bliver bange for deres egne prutter og den slags. Og situationer, hvor det er upassende at grine – det behøver ikke engang at være fordi, der sker noget sjovt.”

Jeg vil helst rejse til ... “en lille græsk ø om sommeren og Italien resten af året.” 

Arbejde

Min arbejdsfilosofi er ... “følg din intuition, gør dig umage, og fokusér på målet. Jeg tror på, at hvis man synes, ens arbejde er sjovt, så afspejles det i resultatet. Når man som jeg designer, kan forbrugerne godt gennemskue, om der er lagt engagement i hele processen.”

Min arbejdsmoral er ... “høj. Ofte skal jeg minde mig selv om at holde fri, fordi jeg bliver så optaget og virkelig holder af mit arbejde. Jeg kan godt lide at se tingene vokse, men min integritet kommer altid først. Jeg ville ikke kunne arbejde, hvis jeg ikke kunne stå inde for de ting, jeg laver.”

Mit drømmejob som barn var ... “at blive frisør. Jeg arbejdede målrettet hos en frisør fire dage om ugen efter skole, da jeg var 13-15 år. Jeg endte med at indrette en lille salon på mit værelse, hvor jeg klippede og permanentede mine venner og deres forældre. Det var i 80’erne. Derefter ville jeg være arkitekt, men jeg er dog uddannet på Det Danske Kunstakademi med speciale i design.”

Et godt arbejde er ... “hvis du føler, du med glæde kan stå op og gøre en lille forskel hver dag. Jeg tror, man kan tilføre mange former for arbejde værdi og indhold, hvis man gør sig umage.”

På arbejde kunne jeg aldrig finde på ... “at sove. Det er vist nærmest også den eneste ting, jeg ikke har prøvet på arbejdet.”

Jeg ser op til ... “mennesker, der kæmper sig igennem modstand for det, de tror på. Og mennesker, der uselvisk forsøger at gøre en forskel for deres omgivelser uden at forvente at få noget igen.”

I weekenden ... “holder jeg (næsten) fri.”


ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF

Måske er du interesseret i ...

Seneste