Stine Goya: “Noget af det mest fascinerende, der findes”
© Petra Kleis

Stine Goya om det, hun elsker allermest

Hvad elsker du allermest ved det, du laver? Vi har spurgt designer Stine Goya om hendes tændingspunkt

21. maj 2017 af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube

Da Stine Goya studerede til designer i London, gjorde hun det stik modsatte af de fleste, da hun forfulgte pastelfarverne i sit arbejde. Farverne har været med hende lige siden. 

Her fortæller Stine Goya om sin kærlighed til farver. 

Farver uden facit

“I mit univers er farver noget af det mest fascinerende, der findes. Som designer er dit farveunivers så personligt, og der er mange historier, du kan fortælle alene med nuancerne af de farver, du vælger. Du kan skrue op for den store, dramatiske fortælling eller lade historien være helt delikat og nærmest diskret. Og så kan farver blandes i det uendelige, og du kan hele tiden finde på nye farvehistorier. For mig er farver en slags uudtømmelig urkilde, jeg aldrig bliver færdig med. Jeg elsker, at der ikke er noget facit, og at du hele tiden kan få noget nyt frem i din fortælling.

Beskidte pasteller

Jeg har nok altid været tiltrukket af farver, men det var især under min uddannelse på Central St. Martins i London, hvor jeg specialiserede mig i farver og print, at jeg forfinede min farvesans. På St. Martins presser underviserne dig hele tiden til det yderste. Jeg valgte at gå i en helt anden retning end mange af mine medstuderende og udviklede min kærlighed til de udvandede og nærmest beskidte pasteller, der har været med mig lige siden. Farverne i mine kollektioner er blevet mit kendetegn. De ligger som et ekstra lag over designet og materialerne. Det er der, i farverne, at jeg rendyrker min æstetik og mit udtryk. Hver kollektion har sin egen unikke farvehistorie, der spænder fra de mørkere og varme nuancer til de helt lyse pastelfarver og altid med en enkelt farve, der særligt tiltrækker sig opmærksomhed. Én, der skiller sig ud, men stadig er en naturlig og nærmest uundværlig del af helheden.

Et farveunivers

Der er ingen områder, hvor jeg ikke dyrker farver. Det er så meget en del af hele mit univers og af mig at tænke alting i forhold til farver. Jeg kan heller ikke forestille mig at bo i et hjem uden mange farver. Det er ud fra dem, at jeg indretter og skaber stemning i mit hjem og vores showroom. Lige nu har vi varme og støvede farver derhjemme, der alle sammen er i lidt skæve og udefinérbare nuancer, fra beige og gullig til helt mørkegrøn og sartrosa. Det skal være sådan, at når du bevæger dig fra et rum til et andet, så kan du mærke det i stemningsskiftet, men samtidig skal hele hjemmet hænge sammen som en helhed. På samme måde som en kollektion skal. Og det er det, farverne kan gøre. De binder dine universer sammen.” 


ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF

Måske er du interesseret i ...

Seneste