Uffe Buchard
© Privat

Uffe Buchard om revnede bukser og parisisk arrogance

Læs en klumme skrevet af modebossen Uffe Buchard, der deler sine personlige oplevelser fra byernes by, Paris

5. november 2016 af Uffe Buchard

For Uffe Buchard, partner og kreativ direktør i bureauet Darling Creative Studio, er Paris lig med masser af mode og velduftende l'amour. Han har i mere end 20 år været en del af den danske modebranche og har rejst til Paris mange gange årligt. 

Det første møde med byernes by

Jeg er kommet i Paris siden slutningen af 80’erne. Dengang kom jeg til byen for at købe Jean Paul Gaultier for alle de penge, banken og mor kunne overtales til at låne mig. På det tidspunkt boede jeg på nedslidte, ucharmerende hoteller i det uartige Pigalle, der siden er blevet hipsterville og dermed smådyrt. 

Da jeg begyndte at arbejde professionelt med mode i byen, og flere gange om året også skulle til modeugerne, flyttede jeg længere og længere ind mod centrum og landede slutteligt på det mere dekadente Hotel Costes i første arrondissement. Her, hvor der altid var ubegribelige dynger af friske roser, hvor roomservicetjenerne var relativt lette på tråden, og hvor hele modeparnasset holdt hof. Her stødte jeg på byens opulente smag og legesyge livsstil, men baldrede også for første gang ind i den berygtede parisiske arrogance – syrlige værtinder i hotellets restaurant og dørmænd, der af udefinérbare årsager nægtede at skaffe en taxa til etablissementets gæster, der således måtte vade ud i regnen for selv at klare den utopiske opgave. Ikke meget har ændret sig siden.

Uffe Buchard
© Privat

Très chic

Paris er ikke et sted med radikal udvikling og dermed kontinuerlig positiv forandring. I min optik er der faktisk ikke sket mange ændringer i byen de seneste 30 år. Her er fortfarende altid nogen, der strejker. Alt for mange hundelorte på gaden. Taxakrise på alle tidspunkter af døgnet. Og der drikkes stadig forbandet meget rødvin – også til frokost. Men hver eneste gang, jeg returnerer, er det som at blive strøget over kinden i trygge, varme omgivelser hos en hyggelig mormor, der ganske vist er gammel, men berusende elegant og très chic i enhver situation. 

Paris har altid handlet om evindelige modeuger, lange arbejdsdage og la mode for mig. Og shopping. Lidt fest. Og nåe ja ... l’amour! Masser af det. I Paris skal man dog vide, at den slags er enten kort og godt – nogle gange ikke engang godt – eller også er det meget kompliceret. Man lokkes de første mange gange af duften ... det har de styr på, naturellement. Men efterhånden lærer man at inspicere tænder og tånegle, inden man indleder sig på noget større. Det er de mindre gode til. 

Uffe Buchard
Uffe Buchard

Haute Couture er jeg blevet godt mættet af i byen, men Haute Cuisine har aldrig fanget min interesse. Jeg foretrækker uprætentiøs mad, en vis rapfodet service og helst ingen berøring eller strittende lillefingre fra betjeningen. Således bliver mulighederne relativt begrænsede i Paris, medmindre man er til en hastig croque madame på en typisk standardiseret hjørnecafé. Tillader tiden siddende frokost, indtager jeg den helst på terrassen på L’Avenue på Avenue Montaigne – Yves Saint Laurents tidligere frokostfavorit. Her skylles min hofret, tartare de thon épicé, ned med chablis, mens jeg kan sidde og betragte hobetal af parisiske excentrikere fra min plads i kurvestolen på den indendørs terrasse.

Uffe Buchard

Stedet udmærker sig desuden ved, at nogle af de bedste modebutikker ligger direkte i synsfeltet – blandt andet pariserinstitutionen Dior. Med tun i maven og vin i årerne vader jeg derfor en dag over til Dior Homme for at prøve et par bukser gjort i det deliciøseste grå handskeskind. Det var dengang, Hedi Slimane sad ved det kreative ror og silhuetten var ... tætsiddende. Den afmålte, kvindelige ekspedient foreslår en størrelse 48, men jeg mener selv – fnysende – at jeg naturligvis passer en størrelse 44 akkurat som de unge drengemodeller til Diors shows. En mindre diskussion finder sted, men kunden har jo altid ret. I prøverummet skal der lidt hiv og sving til for at få hevet den delikate buks til 16.000 kroner op til kanten af lårene, men jeg er vant til at kæmpe for tingene. Med det sidste fatale hiv sprækker læderet dog på begge lår samt fra skridt til haleben. En hedetur af de anselige indfinder sig, mens ekspedienten banker på og forhører sig om bukserne passer i størrelsen.  

Uffe Buchard

I en sådan situation må man enten erkende sit nederlag og sin faktiske kropsstørrelse, lægge 16.000 kroner og forsvinde i skamfuldhed, eller man kan – med påtaget anstandsfuld mine – indlade sig på at debattere den enormt elendige kvalitet af produktet. Jeg vælger det sidste og indgår slutteligt et tåleligt kompromis. Ydmygelsen er dog total, da to mandlige ekspedienter tilkaldes for at hjælpe med afmontering af den flænsede las af en buks.

Selvsagt undgik jeg i flere år efterfølgende at komme i nærheden af Dior-butikken, men så er det godt, at Saint Laurent ligger blot et stenkast derfra – og at Hedi Slimane siden begyndte at designe deres kollektioner i stedet.

Uffe Buchard

Min sightseeing i byen begrænser sig som man nok kan forstå mest til indersiden af retail spaces og så naturligvis kunstmuséer som eksempelvis Palais de Tokyo, der er min favorit. Da min kære mor fyldte 60, inviterede jeg hende til Paris under couture-ugen og tænkte, at vi så – en gang for alle – kunne besøge alle seværdigheder- ne sammen. Monets åkander, Tour Eiffel og Champs Élyseés og te på La Durée. Men sådan er det ikke med Mor Inger. Hun var mere interesseret i, hvordan Prinsesse Dianas sidste døgn i byen var forløbet. Hvor døde hun? Morbidt, men hvad gør man ikke for mor. Man hyrer naturligvis en chauffør, der drøner frem og tilbage igen og igen i den tunnel, hvor prinsessen omkom. Så meget for sightseeing. Den har jeg stadig til gode. De næste 30 år i byen dedikerer jeg til disse eventyr. 

Artiklen er bragt første gang i Costume nr. 174 

Uffe Buchard

Måske er du interesseret i ...

Seneste