© Joanna Jørgensen

Følg blogger Frederikke Brasch på 3 ugers træningsforløb

Blogger Frederikke Brasch har været på træningsforløb med en personlig træner og har reduceret sin fedtprocent betydeligt. Læs hvordan her

23. oktober 2015 af Joanna Jørgensen

De fleste kender nok bloggeren Frederikke Brasch, som er lidt af en løbeentusiast, og hendes blog, Brasch On The Run, bærer i den grad også præg af hendes forkærlighed for løb.

Frederikke Brasch startede personlig træning hos Joanna Jørgensen efter sommerferien, men det var først for tre uger siden, at den løbeglade blogger for alvor begyndte at fokusere på både kost og træning for at se hvor store resultater, hun kunne opnå på kun tre uger.

LÆS OGSÅ: Træn mens du venter

Vi har i den sammenhæng spurgt Frederikke Brasch, hvordan træningen forløb, og hvorfor hun ville have en personlig træner.

“Da jeg boede i London, havde jeg ikke så meget tid til træning. Hverken kosten eller træningen kom aldrig helt igang. Ærligt talt, så havde jeg for mange arrangementer, for meget arbejde og for lidt fokus på kost og træning. Mit liv var lidt med ét ben i København og ét i London. Så efter jeg havde taget alt for meget på, besluttede jeg mig for at få en personlig træner, når jeg kom tilbage i Danmark.

Til at starte med, var det mest af alt for at få et et ordentlig spark bagi, og så for at få lidt inspiration. Og så syntes jeg, det kunne være sjovt at give mig selv en udfordring,” fortæller Frederikke til Costume Fit.

Frederikke Brasch FØR sit forløb på tre uger

Frederikke Brasch trænede i de tre uger seks gange om ugen af en times varighed. På kostsiden har der været fokus på grøntsager, fisk og kylling. Der har på ingen måde manglet mad i de tre uger, men der har generelt været fokus på at leve sundere.

HVAD FORVENTEDE DU, DER VILLE SKE PÅ DE TRE UGER?

“Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg forventede. Jeg ville gerne strammes op, men faktisk har forløbet handlet lige så meget om at komme tilbage på sporet – med mig selv og min blog. Jeg er en aktiv pige og jeg har lyst til at være et sundt forbillede, uden at blive fanatisk.”

Frederikke Brasch EFTER sit forløb på tre uger

ER DU TILFREDS MED RESULTATET?

“Jeg har fået blod på tanden, og jeg er klar på at arbejde endnu mere med mig selv og min krop. Jeg er enormt glad for den udvikling, Joannas træning har givet mig. Jeg har måske ikke de store synlige resultater endnu, men jeg er gået en buksestørrelse ned, og mine kindben er blevet mere synlige. Min fedtprocent er faldet fra 40,2 til 25 procent. Kigger jeg på vægten har jeg 'kun' tabt mig 5 kilo, men det er fordi, at jeg samtidig har taget en masse muskelmasse på.”

LÆS OGSÅ: Joannas løbeprogram på 8 uger

HVILKEN TYPE TRÆNING HAR DU LAVET?

“Vi har lavet en masse blandet træning: Cirkeltræning, boksning, intervalløb og styrketræning. Og så har jeg selv løbet ved siden af.

HVAD ER SUNDHED FOR DIG?

“Sundhed handler om mange ting. Det er vigtigt for mig at have det godt både fysisk og psykisk – det er en hårfin balance! Det duer ikke, hvis jeg skal gå og tælle kalorier hele tiden. Jeg skal føle mig tilpas, og have det godt med mig selv, også selvom der ryger en kage og et glas vin ned i weekenden. Så vil jeg hellere træne en ekstra gang eller to i løbet af ugen.”

LÆS OGSÅ: Sådan finder du motivationen til din træning

HVAD HAR VÆRET DET SJOVESTE VED FORLØBET?

“Intervaller og boksning! Jeg er ikke så glad for alle de squats, som Joanna er helt vild med, men man bliver nødt til at lave dem, for at styrke hele kroppens fundament. Der er desværre ingen magisk løsning.

Jeg vil helt klart forsætte med at bokse i fremtiden. Det er en supersjov og effektiv måde at få rørt sig på. Jeg mister totalt fornemmelsen for tid og sted, når timen først går i gang. Team up med en god ven eller veninde som du, nogenlunde, er på samme højde og drøjde med.”

 

DET SENESTE NYE DIREKTE TIL DIG

 

Costume Fit har tidligere bragt artiklen i en version med ukorrekte tal. Dette er siden blevet rettet, og vi beklager fejlen. Tusind tak til opmærksomme læsere. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste