“Når du har været igennem så meget for at blive gravid, ved du også, hvor lidt der skal til, før det er væk”

“Vi stod på et apotek på Bali i august 2016, da vi tog beslutningen om at prøve at blive gravide for første gang. Min mand, Adam, og jeg var på bryllupsrejse, og vi var på apoteket for at købe kondomer. Men da vi stod dér og kiggede hinanden i øjnene, blev vi enige om, at der egentlig ikke var nogen grund til det. Kondomerne røg op af kurven og tilbage på hylden, og vi gik ud derfra og købte en lille bamse i stedet – tænk nu, hvis vi lavede et barn på bryllupsrejsen!

Det blev december, og der var stadig ikke sket noget. Jeg havde været uden p-piller i næsten et år, og kondomerne havde vi været lidt sløsede med. Vi blev begge undersøgt, og jeg fik hurtigt mine resultater: Alt så fint ud. Vi ventede og ventede på min mands resultater, og en dag kom de endelig. Nederst på dokumentet, han havde fået tilsendt, stod det, sort på hvidt: stærkt nedsat sædkvalitet. Jeg blev ret overrasket over min reaktion, men jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var den mest absurde besked at få.

Vi fik en henvisning til fertilitetsbehandling i det offentlige, men fik samtidig at vide, at der var op til to års ventetid. Men vi var jo klar. Vi kontaktede en privat klinik, og kort tid efter sad jeg med hormonsprøjter og en udførlig plan for hele forløbet.

Det værste er faktisk ikke selve behandlingen, men uvisheden. Man ved ikke, om det lykkes, og hvornår. Og hvis det ikke lykkes, bliver man tvunget til at redefinere sit liv: Hvis jeg ikke skal være nogens mor, hvad skal jeg så? Min generation er vokset op med tankegangen om, at man er sin egen lykkes smed, og at hvis du bare giver den én over nakken, så kan du, hvad du vil.

Men når det gælder fertilitetsbehandling, må du følge lægerne, og du kan ofte ikke gøre en skid – følelsen af magtesløshed. Det er noget af det, vi arbejder med i Wawawomb – at give følelsen af kontrol og overblik tilbage til kvinden. Det er så vigtigt.”