Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

© Line Kjeldsen Jensen Line Jensen Illu

To mødre taler om skam: “Jeg har altid tænkt, at moderskabet både er den bedste og den værste klub at blive medlem af”

For Nanna Schultz og Line Jensen var moderskabet alt andet, end de havde forestillet sig. I dag bruger de deres stemmer til at råbe op om alle de ting, som kan være svære at sige højt – om ensomhed, skam og følelsen af at være forkert. Costume har mødt dem til en ærlig samtale om den leverpostejsfarvede hverdag, braste idealer og lysten til at kyle børnene ud ad vinduet.

De mørke blyantstreger står skarpt på det hvide papir. Tegningen forestiller to kvinder – den ene med tårer i øjnene, den anden med mørkt strithår og hængebryster, som træder tydeligt frem under den prikkede bluse.

“... Og jeg kan bare ikke holde ud, at ferien er slut, og jeg savner allerede børnene helt vildt. Gør du ikke?” siger den grædende kvinde. Et spørgsmål, der udløser et skyldigt blik hos kvinden med hængebrysterne, som kæmper for at få fremstammet et svar:

“Øh …”

Tegningen er Line Jensens. Hun er illustrator og skildrer på Instagram-profilen @linejensen_illu den hverdag, som mange andre forsøger at dække over: Den daglige trummerum med uendelig opvask, godnatlæsning i den samme bog for 500. gang og diskussioner om, hvem der henter børnene fra institutionen.

Flere end 33.000 personer følger Line Jensens streg på det sociale medie. En af dem er Nanna Schultz, som er CEO og grundlægger af Momkind – et online fællesskab, som både sælger startpakker til nybagte mødre og deler historier om moderskabets mange facetter på blandt andet Instagram-profilen @momkind.dk, der har flere end 12.000 følgere.

Begge kvinder er mødre. Og begge forsøger de, gennem hver deres platform, at behandle nogle af de emner, som kan være svære at tale om: Om bekymringen for at arbejde for meget og se sine børn for lidt, frygten for ikke at leve op til forestillingen om, hvad en ‘god’ mor er – og om skammen over ikke at føle eller gøre, som en ‘rigtig’ mor bør. Tanker, som de begge selv kæmpede med, da de blev mødre.

“Det ramte mig som en kæmpe mavepuster at blive mor for anden gang. Min ældste datter var 11, og jeg havde fundet en ny kæreste, som bare var den sødeste mand i verden. Jeg havde en forventning om, at nu skulle jeg opleve at være mor på den dér rigtige måde med kernefamilie og det hele. Alligevel blev jeg under barslen ramt af en følelse af ensomhed, utilstrækkelighed og skam – skam over, at jeg overhovedet ikke nød det,” siger Line Jensen, som i dag er mor til Nora på 18, Kirsten på 6 og Solvej på 4 år.

Illustrator Line Jensen © Hanne Hvattum

“Det ramte mig som en kæmpe mavepuster at blive mor for anden gang," fortæller illustrator Line Jensen.

"Jeg har ikke én eneste gang haft den dér snak om, at: ‘NU skal du høre, hvordan det i virkeligheden er at få børn!’"

Nanna Schultz er mor til Anine på 2 og Lilli på 4 år. Da hun blev mor første gang, boede hun i Brooklyn med sin kæreste – og da hun sad dér ,med et nyfødt barn i en ny by, manglede hun det fællesskab, hun senere selv skulle etablere med Momkind.

“Jeg havde købt en rød Bugaboo og var bare så klar til at komme ud og trille med baby med en latté i hånden. Det var jo langt fra hele virkeligheden. Jeg har mange tætte veninderelationer, men jeg har ikke én eneste gang haft den dér snak om, at ‘NU skal du høre, hvordan det i virkeligheden er at få børn!’ Det, jeg i stedet så, var opslag på de sociale medier, hvor der lå storsmilende babyer på økologiske tæpper. Samtidig sad jeg selv dér, midt i en hedebølge og med et barn, der ikke ville sove, medmindre hun var helt tæt på mig, og jeg var ved at blive fucking sindssyg.”

Nanna Schultz er stifter af Momkind - et online fællesskab for mødre. © Cecilie Bach

De sociale medier gav mig et helt forskruet billede af, hvad det vil sige at være mor," siger Nanna Schultz, CEO hos Momkind.

“Glansbilledet er jo enormt egoistisk”

Nanna og Line er ikke de eneste mødre, som har følt – og stadig føler – skam. I hvert fald ikke, hvis man skal dømme ud fra deres mange tusinde følgere, som liker og kommenterer på deres opslag om alt fra sex efter fødslen og lysten til at selv-isolere sig i en uge fra børn og mand efter en negativ corona-test – ‘bare lige for en sikkerheds skyld’.

Tager man et kig på statistikkerne, tegner de det samme billede. Bedre Barsel publicerede i august 2020 en undersøgelse, som viste, at næsten hver tredje mor føler sig ensom under barslen – og at det ofte kan hænge sammen med skam. For de færreste mødre kan undslippe de dage, hvor de føler sig utilstrækkelige, og “det at føle sig som en dårlig mor er ofte enormt skamfuldt, og skam er en ensom følelse,” udtalte Johanne Smith-Nielsen, forsker i fødselsdepressioner, i den forbindelse til Bedre Barsel.

I arbejder begge to med den skam og ensomhed, man kan føle som forælder. Hvorfor synes I, at det er et interessant emne?

Nanna: “Min mission med Momkind har altid været, at det skal være så ærligt som muligt. I den ærlighed ligger der også, at vi skal snakke om det, der er svært – blandt andet den skam, man kan føle over ikke at leve op til både ens egne og andres forventninger til, hvad det vil sige at være mor. Glansbilledet er jo enormt egoistisk, hvor ærligheden er omsorg for andre mennesker.”

Line: “Mit udgangspunkt var, hvordan jeg selv havde det. Jeg følte, at jeg var den eneste, som ikke kunne finde ud af at være på barsel, og at jeg burde føle noget andet end det, jeg gjorde. Efterhånden fik jeg respons på mine tegninger, og mange andre kunne genkende de følelser og turde heller ikke tale højt om det. På den måde kom det til at handle om skam og følelsen af ikke at kunne leve op til de idealer, mange af os ligger under for.”

Hvilke idealer er det?

Nanna: “For mig kom de meget fra de sociale medier. Jeg boede jo i udlandet og fulgte derfor lidt ekstra med derinde, og der fik jeg et helt forskruet billede af, hvad det vil sige at være mor. Det er ikke engang fordi, jeg fulgte alle mulige bloggere, men min egen omgangskreds tegnede da helt sikkert et meget pænere billede op, end hvordan det i virkeligheden føltes for dem.”

Line: “Der er nogle mødre, som lander i moderskabet på sådan en ‘Ah, det var lige her, jeg hørte til’-agtig måde. Og det er jo mega fedt – men nogle gange glemmer vi, at der findes lige så mange forskellige typer af mødre, som der er kvinder. Vi accepterer, at man kan være kvinde på tusind forskellige måder, men vi har en forestilling om, at man kan kun være mor på én måde – og det er, at man elsker det, og at man sidder fra morgen til aften og siger: ‘Ej, hvor er det bare dejligt at være mor!’”

“Vi skal kunne sige højt, at tiden efter fødslen er fuldstændig vanvittig, og at vi nogle gang har lyst til at kyle vores børn ud ad vinduet”

Nanna: “Ja! Vi skal være lidt mindre hårde ved os selv og hinanden. Og én ting er jo de sociale medier, noget andet er den virkelige verden, hvor vi også glemmer at være ærlige. Jeg kan huske, at jeg under mine barsler lige skulle klemme mig ned i et par stramme bukser, når jeg skulle ud ad døren – bare fordi det var det eneste, jeg havde. At nogen kiggede på mig og tænkte …”

Line: “Du er stadig et menneske!”

Nanna: “Præcis. Og så går vi alle sammen rundt dér i vores stramme bukser og synes, at det hele er lidt svært, men det taler vi ikke om. Før jeg blev mor, kan jeg huske, at jeg ofte så en kvinde gå forbi med sin barnevogn ved min lejlighed på Nørrebro, som altid så snorlige ud – høje sko, og tøjet var det sidste nye skrig. Jeg tænkte: ‘Okay, hun har bare styr på det’, men jeg aner jo ikke, hvordan hendes liv har været, når hun kom hjem.”

Line: “Hun har garanteret kravlet op ad trappen og hoppet direkte ned i joggingbukserne.”

Nanna: “Og det skal man jo minde sig selv om. Det er ikke fordi, jeg vil opfordre nogen til at gå udenfor i deres nattøj og med sovehår, for det er jo også et menneskeligt behov at signalere, at det faktisk går godt og at hoppe ud af joggingbukserne og føle sig som et menneske igen. Jeg håber bare ikke, at man gør det, fordi man tror, at det er idealet.”

“Har du hørt om spiral?”

Der er særligt én ting, der springer i øjnene, når man besøger Line Jensens og Nanna Schultz’ universer: De repræsenterer gråzonen mellem glansbilledet af babyer i Liberty-sengetøj og beretninger om alvorlige fødselsdepressioner. Hos dem får man et indblik i hverdagen – den helt almindelige, leverpostejsfarvede af slagsen, som rigtig mange danske familier nok kan genkende sig selv i.

Synes I, at den stemme – fra gråzonen – har manglet?

Line: “Jeg synes i hvert fald, at det er super vigtigt at have den med. Da min første bog kom ud, var jeg i fjernsynet for at tale om den. Jeg sagde jo ikke, at jeg hadede mine børn – bare at jeg syntes, det kunne være hårdt at være på barsel. Alligevel skrev folk i kommentarsporet sådan noget som ‘Du skulle vist have lært at samle benene!’ og ‘Har du hørt om spiral?’ Det var virkelig en øjenåbner for mig: Der findes stadig en helt vildt norm- og skamsstyret kultur, hvor man bliver skældt ud, bare man siger det mindste pip.”

Nanna: “Det er virkelig vigtigt, at vi taler om tingene. Vi skal kunne sige højt, at tiden efter fødslen er fuldstændig vanvittig, og at vi nogle gang har lyst til at kyle vores børn ud ad vinduet, og at man kan have depressive tanker. Der er så mange ting, vi overhovedet ikke taler om, men som er helt almindelige: inkontinens, nedsunket underliv og hæmorider. I stedet får vi enten leveret glansbillede-historien eller skræmmehistorien om hende, der sprækkede fra Herodes til Pilatus under fødslen. Jeg vil gerne have, at Momkind også er et sted for ‘mor i midten’.”

Line: “Jeg ved, at nogle terapigrupper for kvinder med fødselsdepressioner tager udgangspunkt i mine tegninger for at sætte ord på de ting, de oplever. Jeg var ikke selv i nærheden af at have en fødselsdepression, men følelserne kan jo godt være nogle af de samme. Samtidig har jeg veninder, som elskede at være på barsel, men som også kunne genkende flere af situationerne. Vi kan sidde i hver sin ende af spekteret og alligevel være fælles om nogle erfaringer og følelser – og det kan måske også betyde, at vi kommer til at forstå hinanden lidt bedre.”

Nanna: “Det er jo et fællesskab, som er helt vildt stærkt og rørende. Jeg har altid tænkt, at moderskabet både er den bedste og den værste klub at blive medlem af. Den værste på den grund af den udskamning, der kan ske, og den skam vi føler – og den bedste, fordi det er helt vildt smukt at se vidt forskellige kvinder finde et fællesskab omkring, hvordan det at blive mor kan føles.”

Dit bedste råd

Hvis I skal give ét godt råd til nybagte mødre, hvad er det så?

Nanna: “Kun ét?! Hvor skal jeg starte ...”

Line: “Jeg ved ikke, om det er et råd, men det er vigtigt: Det er okay, sådan som du har det. Du kan have det på tusind forskellige måder, og der er ikke noget i vejen med dig, uanset hvad du føler. Det tror jeg, at rigtig mange nybagte mødre har brug for at høre. Der er så mange, som sidder og føler sig forkerte.”

Nanna: “Ja, det er rigtigt. Det skal næsten ikke være et råd, for dem får man så mange af i forvejen som mor. Det skal måske nærmere være et mantra. Det, det har hjulpet mig mest, er at vide, at der i hvert fald er én anden – mindst én – der har det ligesom mig. Ensomheden kan virkelig være altopslugende og æde en op indefra. Men husk, at du ikke er alene – og at det er helt okay, sådan som du har det.”

Mere om Mini? Få Costumes nyhedsbrev