
Ajour: Prisvindende musical-drama og omvisning på Glyptoteket
I denne uge kan du blandt andet komme med til live-optagelserne af en kendt podcast og besøge en ny kunstudstilling. Vi guider her til ugens vigtigste begivenheder.
Af — 12. december 2021Kunst: Kig forbi Gl. Strand
Kunstforeningen Gl. Strand har netop slået dørene op til årets sidste udstilling, M/M (Paris): M/Meditation IN COPENHAGEN: En udstilling, som de to designere Mathias Augustyniak og Michael Amzalag, der tidligere har lavet design for mærker som eksempelvis Björk, Balenciaga, Alexander McQueen, Kanye West og Miu Miu, står bag. På udstillingen vil gulvene være dækket med tæpper og puder med M/M-duoens design – og man må gerne smide sig i dem. Derudover vil der være store plakater, bøger, kataloger og forskellige møbler, som alle er specialdesignede eller taget med fra Paris.
'M/M (Paris): M/Meditation IN COPENHAGEN'-udstillingen kan besøges allerede nu og frem til 20. februar 2022 på Gl. Strand i København. Billetpris: 0-85 kroner. Læs mere på Glstrand.dk.
Kunst: Omvisning på Glyptoteket
Nu kan du gå på opdagelse blandt den smukke arkitektur på Glyptoteket, når der bliver inviteret indenfor til en omvisning, der giver dig mulighed for at opleve Glyptoteket på en helt ny måde. Glyptoteket kombinerer kunst og arkitektur, og på denne omvisning vil der være fokus på de flotte loftudsmykninger og historierne bag dem. Du kan undervejs også blive klogere på historien om Glyptotekets grundlægger, Carl Jacobsen, og hans Ottilia.
Omvisningen finder sted 19. december klokken 12-13 på Glyptoteket i København. Entrépris til Glyptoteket: 85-115 kroner. Omvisningen er gratis. Læs mere på Glyptoteket.dk.