
Amina: "Det er helt ubeskriveligt, at jeg, en lille pige fra Somalia, nu får lov til at spille på Roskilde Festival"
Den fremadstormende sangerinde optrådte fredag på Roskilde Festival, og vi mødte hende efterfølgende til en snak om, hvorfor koncerten handlede om meget mere end bare musik.
Af — 02. juli 2022Roskilde Festival har haft mange talentfulde kvindelige artister på programmet i år, og en af dem er sangerinden Amina Mohamed. Vi mødte sangerinden og den tidligere Costume-forsidemodel lige efter hendes optræden på Roskilde Festival til en snak om, hvorfor denne dag handlede om meget mere end musik for hende.
Hvad betyder det for dig at have optrådt på Roskilde Festival?
“Jeg begynder næsten at græde, når jeg skal svare på det spørgsmål. I dag er det Somalias nationaldag, og det er helt ubeskriveligt, at jeg, en lille pige fra Somalia, nu får lov til at spille på Roskilde Festival. Det er en ære og en milepæl, som jeg vil huske resten af livet.”
Så når du står på scenen, føler du ikke kun, at du repræsenterer dig, Amina, men også noget større?
“Jeg føler, jeg repræsenterer noget meget større. Selvfølgelig har det været en drøm for mig at lave musik, siden jeg var lille, men at kunne vise andre, at det er muligt, det er endnu større for mig. Jeg kommer fra Slagelse, en lille provinsby, men ud over det har jeg somaliske forældre og dermed somalisk baggrund. Og at stå her på Roskilde Festival, det har jeg aldrig kunnet forudse ville ske. Jeg havde faktisk ikke troet, at det var muligt. Og det er vigtigt at kunne vise andre som mig, at det er muligt. Ligesom da jeg var på forsiden af Costume, hvor jeg efterfølgende fik så mange henvendelser fra folk, som spurgte, hvordan jeg var nået dertil.”
Hvilke tanker havde du gjort dig om dit scene-udtryk og det tøj, du skulle optræde i?
“Jeg har aldrig før haft råd til designer-outfits, men jeg har virkelig brugt tid på mit outfit, fordi jeg gerne ville have noget på, hvor min personlighed skinnede igennem. Jeg laver stille og rolig pop og r’n’b, så jeg tænkte, at tøjet skulle vise kvindelighed og være sexet. Jeg har arbejdet med designeren Elisabet Stamm, som har hjulpet mig med mit outfit.”
Så tøjet var speciellt lavet til i dag?
“Ja, det var helt custom made. Jeg havde et vison om en særlig kjole, som Elisabet har hjulpet mig med at bringe til live. Jeg føler, at outfittet giver nærmest 80 procent af ens selvtillid på scenen. Når man føler, man ser godt ud, så har man det også godt. Det giver en slags alter ego.”