Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

© Bæst Burrata ost

Her skal du spise din burrata

Mens surdejsbrød længe har været en af de måske mest omtalte madvarer, har det lækre brød med lufthuller fået en konkurrent.

Det kan ikke være gået nogens næste forbi, at det lækre surdejsbrød med de store lufthuller, den bløde krumme og sprøde skorpe er et af tidens helt store gastronomiske samtaleemner og aktiviteter – og ikke mindst et værdigt motiv til vores Instagram-feed.

Men det berømte og berygtede surdejsbrød har fået selskab af en anden madvare, som både har sneget sig ind på Instagram, på restauranterne og i vores daglige snak. Den er hvid, rund og blød – og så hedder den burrata.

Vi har talt med Christian F. Puglisi – dansk-siciliansk kok, restauratør og medejer af blandt andet restauranten Bæst, der er kendt for sin egenproduktion af den famøse ost – om, hvorfor burrata er så stort et hit.

Burrata, mozzarella og stracciatella – hvad er forskellen?

Ofte forveksles de tre hvide og bløde oste burrata, mozzarella og stracciatella, og få af os ved måske i virkeligheden, hvad forskellen på dem egentlig er. Men der skal ikke længere herske tvivl herom. Christian F. Puglisi fortæller:

  • Mozzarella: Er en ostemasse, som bliver strukket ud i varmt vand, så den bliver ligesom en dej, man kan forme mozzarellakuglerne af.
  • Straciatella: Når man så hiver mozzarellakuglerne fra hinanden i tråde og vender fløde i, så får man det, der hedder stracciatella.
  • Burrata: Når man fylder stracciatella-massen i en fin, tynd hinde, lavet ud af ostemassen, og pakker den flydende masse ind, så får man det, der hedder en burrata. Den får det flydende indre, som man kender, fordi den faktisk indeholder stracciatella-massen.

Lad dig ikke narre af mozzarellaen i køledisken

Når du står over for køledisken med oste i supermarkedet, vil du nok sjældent finde en burrata. Men hvad der kan narre øjet, er den bløde, firkantede pose med mozzarella, der til forveksling ligner en burrata. Mozzarellaen er ikke et dårligere alternativ – det er bare ikke en burrata, som faktisk sjældent er at finde i et normalt supermarked.

"Folk tror, at burrata er en ekstra god mozzarella, fordi den er mere flydende indeni. Men virkeligheden er, at jo friskere en mozzarella er, jo mere fast og elastisk er den. Folk misforstår det lidt, fordi man i supermarkedet typisk køber mozzarellaer, som er syv til otte dage gamle, så når du går ned og køber en bøffelmozzarella og tænker, at den er ekstra lækker og cremet, så er det egentlig bare fordi, at den er gammel. En frisk mozzarella er faktisk mere fast."

Hvor kan man købe burrata?

Hvis du er vild med osten med det flydende indre, har Christian F. Puglisi et råd til, hvor du, ud over på Bæst, skal købe den:

"Jeg tror ikke, man kan købe det i normale supermarkeder, men jeg ved, at La Treccia (mejeri i Rødovre, red.) laver gode oste, både burrata og mozzarella, men ellers kan man få dem i Torvehallerne.”

Hvorfor er burrata blevet så populært?

Fløde, fløde og meget mere fløde. Det er Bæst-indehaverens bud på, hvorfor burrataen er blevet så populær. De fleste kan nok blive enige om, at mad tilsat fløde en af de store stimulanser for både vores smagsløg og gastronomiske hjerte – og Christians F. Puglisis bud på, hvorfor burrataen er blevet så populær, bunder da også heri.

"Alle kan lide en burrata, fordi der er meget fløde rørt ind i, og den er cremet. Jeg tror, det er det, der har gjort burrataen populær. Og så er den ellers bare blevet kørt op på de sociale medier. Jeg vil vove at påstå, at den på det seneste er blevet en mere Instagram-agtig ting," fortæller han.

En sexet ost

Men hvorfor den flydende hvide masse er blevet så populær på de sociale medier, er måske en af de ting, man kan undre sig over. Hertil fortæller Puglisi:

"Jeg tror, at grunden til, at burrataen er blevet så populær på de sociale medier, er, at det gerne skal se lidt sexet ud. Den er sådan lidt blød, flydende og lækker at se på, og så har den en snert af noget, der er lidt eksotisk og lidt dekadent, fordi den er meget flødetung og alligevel elegant.”

Er burrata det nye surdejsbrød?

Knap 800.000 billeder. Så mange opslag dukker op, når du søger på 'burrata' på Instagram. Og selvom det ikke helt måler sig med de knap 1,3 millioner billeder, der eksisterer på samme platform af 'sourdoughbread', kan det måske alligevel lade til, at surdejsbrødet har fået en presserende konkurrent.

Selvom mange er vilde med den cremede og dekorative burrata, er der måske en forklaring på, hvorfor den endnu ikke har opnået samme populartitet – og antal tags – som surdejsbrødet.

"Surdejsbrød er noget, der engagerer folk, og grunden til, at det er blevet populært, er, at fok selv har hænderne i det. De prøver det og forstår, hvad det er, hvor burrata bare er noget, man køber på en restaurant. Men begge dele er selvfølgelig tendenser i tiden."

Til forskel for surdejsbrødet, der især blev et samtaleemne og en populær beskæftigelse under nedlukningen i forbindelse med Covid-19, er hjemmelavet burrata nemlig en lang proces, som man ikke bare lige giver sig i kast med derhjemme.

Mon ikke du allerede har spottet burrataen et sted på Instagram? Nedenfor har vi samlet en række af de flotteste burrataer, som du kan sætte tænderne i, i København.

Mere om Kultur? Få Costumes nyhedsbrev