
Copenhagen Jazz Festival – interview med Jacob Gurevitsch
Netop som Roskilde så småt var ved at lukke ned, startede en ny festival: Copenhagen Jazz Festival. Vi har taget en snak med Jacob Gurevitsch, som spiller på festivalen.
AfFra en festival til en anden! Midt i at Roskilde så småt lukkede ned for årets brag startede en ny, unik festival, nemlig Copenhagen Jazz Festival. Festivalen kører fra 3. - 12. juli 2015, og i den periode er det muligt for garvede såvel som nye jazz-lyttere at udforske jazzens finurlige univers. Og der er nok at lytte til, for jazzen rummer en hav af interessante musikalske strømninger.
Her hos Costume har vi valgt at gå på opdagelse i jazzens univers og dykke ned i de mange perler af koncerter som København byder på. Vi har også taget en snak med et par interessante artister og håber, du vil nyde vores lille guide til dette års jazz festival. Skynd dig ud i vores smukke hovedstad, sæt dig med et glas kold hvidvin og nyd stemningen og musikken.
En af de artister, vi har holdt øje med i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival, er Jacob Gurevitsch, der er signet hos Kenneth Bagers label Music for Dreams og netop har udgivet sit første soloprojekt Lovers in Paris. Jacob har en pakket kalender under Copenhagen Jazz Festival og spiller diverse jobs i vores smukke hovedstad. I den forbindelse tog vi en sludder med ham om jazzen som genre, om det at spille en blanding af jazz og elektronisk musik og hans bedste “anbefalinger” til, hvad man bør opleve de kommende dage.
For de Costume læsere der ikke kender dig, hvem er du og hvilken musik spiller du? Jeg er guitarist. Spiller til daglig med Antonelli Orchestra og Erann DD. Har lige udgivet min første solo CD hvor jeg spiller spansk guitar.
Jazz kan for mange virke som en ret støvet og lukket genre. Hvis man ikke har lyttet til Jazz før, hvordan vil du så beskrive genren og hvorfor er den så unik?
Jazz er unikt fordi det er improvisationsmusik. Det vil sige, at der er en meget stor musikalsk frihed, når musikerne spiller. De samme musikere kan spille to vidt forskellige koncerter efter hinanden, eftersom de udfører "dagens fortolkning".
Du skal spille en række shows til Copenhagen Jazz Festival. Hvor spiller du, og hvad kan publikum forvente?
Jeg spiller blandt andet mandag og tirsdag 6. og 7. juli på Tango y Vino, 8. juli på Cava baren i Torvehallerne og 9. juli klokken 19 på Kaffesalonen på Nørrebro. Jeg spiller med min trio med Jacob Andersen på percussion og Bastian Sjelberg på kontrabas. Det bliver en koncert med spansk guitar i forgrunden, hvor stilen er sydamerikansk musik blandet med elektronisk musik.