Efterårets fedeste filmoplevelser
Matt Damon på Mars, Johnny Depp som gangster eller en romantisk spøgelseshistorie? Biografsæsonen er startet, og vi guider dig til de bedste film
AfMy name is Bond, James Bond
Dagene er blevet kortere og vejret koldere – efteråret har for alvor meldt sin ankomst.
Derfor kan du med god samvittighed trække dig tilbage i biografmørket med en liter popcorn i skødet og nyde en god film.
Costume.dk har samlet det bedste fra biffen til dig her: Fra Matt Damon på Mars til Johnny Depp som gangster og Daniel Craigs sidste gang som Agent 007.
Der er noget for enhver smag, når vi guider til efterårets fedeste filmoplevelser. Læs med her.

Black Mass
Johnny Depp er i dag bedst kendt for farverige kostumer og skøre accenter, men tag ikke fejl – manden kan stadig spille seriøst skuespil.
Det beviser Depp i rollen som den berygtede Boston-gangster James 'Whitey' Bulger, der raserede i 1970'erne og 1980'erne.
I en thriller baseret på virkelige hændelser, fænger Depp som en modbydelig filmskurk uden et eneste snert af godhed, der har fået Oscar-rygterne til at svirre.
Biografpremiere: 15. oktober

Crimson Peak
Guillermo del Toro kan noget helt særligt med gys. Instruktøren, der står bag den eventyrlige Pan's Labyrint og den uhyggelige Børnehjemmet, er nu klar med endnu en gyser, som nok skal få det til at løbe dig koldt ned ad ryggen.
Crimson Peak udspiller sig i 1800-tallet og handler om den aspirerende forfatterinde Edith Cushing, der lader sig forføre af en britisk forretningmand – men han er slet ikke den, hun troede.
Klichéerne står i kø i Del Toros romantiske spøgelseshistorie, men hvem har brug for originalitet, når handlingen holder dig tryllebundet fra start til slut?
Biografpremiere: 15. oktober

Amy
Hvis du stadig ikke har været inde og se dokumentaren om Amy Winehouse, så er det bare med at komme af sted.
Gennem privatoptagelser og intime interviews, kommer filmen rundt om Amys musik og mystiske liv. Resultatet er en rørende portrættering af den britiske sangerinde, hvis liv endte alt for tidligt.
I biograferne nu

Spectre (Bond 24)
Indrømmet – vi kan ikke love, at den næste James Bond-film er billetpengene værd, da den endnu ikke har haft premiere. Men meget indikerer, at filmen fortjener at blive set.
For det første er Spectre instrueret af Sam Mendes, som også stod bag Skyfall fra 2012 – måske den bedste Bond-film nogensinde, mener kritikere. For det andet er du garanteret hæsblæsende aktion, og for det tredje er filmen den sidste med Daniel Craig i rollen som Agent 007.
Biografpremiere: 30. oktober
Psst ... Læs, hvem der måske bliver den nye James – eller Jasmine (!) Bond her

Me and Earl and the Dying Girl
Ved første øjekast ligner det amerikanske komediedrama en typisk indie med en ensom (men sjov!) teenager i hovedrollen.
Dog er der mere på spil i fortællingen om teenageren Greg, hvis klassekammerat får konstateret kræft, hvilket bliver starten på et usædvanligt venskab.
Me and Earl and the Dying Girl vandt flere priser ved filmfestivalen for uafhængige film, Sundance Festival, for sin balance mellem skæv komik og barsk virkelighed.
Biografpremiere: 8. oktober

The Martian
I The Martian følger vi en strandet astronauts bestræbelser på at overleve på Mars.
Matt Damon spiller hovedrollen som den viljestærke astronaut, og filmen er instrueret af Blade Runner-instruktøren Ridley Scott.
Plottet lyder måsker ikke fængende, men filmen er psykologisk, velspillet og alt andet end kedelig.
Biografpremiere: 8. oktober
