
En god dag med skuespillerne Sofie Jo Kaufmanas og Mette Søndergaard Nielsen
... aka satirekollektivet Flæs. Kom med de to (vildt sjove, synes vi) damer på en klassisk arbejdsdag, der byder på både kreativ idéudvikling, frikvarter, rød løber og aftenpost ....
AfKl. 10:00
“Vi startede dagen med en sød buket blomster fra en kollega, der ønskede tillykke med sketchshowspremiere! TAK. Lige for tiden er vi ved at udvikle en ny komedieserie til TV2 Zulu. Serien produceres af Strong Productions, så vi har fået et lille hyggeligt kontor hos dem i Nordvest. Da vi begyndte at arbejde sammen for 9 år siden, fandt vi hurtigt ud af, at ud over at have humor tilfælles, så elsker vi begge at sove længe. Derfor starter dagene sjældent før klokken 10.00 i udviklingsfaserne – til gengæld gør det os mere fokuserede og produktive i løbet af dagen.”

Kl. 12:30
“Der er mange måder at udvikle fiktion på, og det er svært at sige, hvordan det gøres ‘rigtigt’. Man kan godt blive enormt hjerne-træt, når timerne går med at kaste idéer op i luften, skrive tusind tanker på tavlen og brainstorme frit. Vi er i den seneste periode begyndt at holde frikvarter, hvor vi ikke må snakke arbejde, men kun hygge intenst i 15 minutter. Det indeholder tit noget med kaffe og chokolade."

Kl. 13:00
“Når vi starter et nyt projekt op, er det vigtigt at kunne lade kreativiteten flyde frit, så de gode idéer kan dukke op. På et tidspunkt skal man turde lægge sig fast på noget, så man kan komme videre i teksten, og her kan det være godt med en manuskript-konsulent, der giver hårde, men konstruktive noter. I dag kom vores konsulent Ida Marie Rydén til møde. Hun gav os en stor bunke noter, som vi kan arbejde videre med.”

Kl. 15:00
“Hoppede vi op på cyklen og satte kursen mod DR. For få uger siden havde vores sketchshow ‘Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ premiere på DR2, og derfor går nogle af dagene med promovering af det. I dag optog vi radioprogrammet ‘3. Halvleg’ med Nanna Nørgaard til P4. Det er altid sjovt at blive spurgt ind til tankerne bag sketchshowet: Vi synes, det er en vigtig disciplin at kunne forklare sin humor. Nogle sketches er en direkte sam- fundskritik, mens andre er skabt på baggrund af, at vi bare synes, det var skidesjovt.”

Kl. 17:00
“Kørte vi fra DR direkte hjem til Sofie. Dagen i dag er en klassisk ‘Flæs-dag,’ hvor vi skal mange forskellige ting på én dag – men alt sammen med hinanden. Sådanne dage har vi haft over 1.000 af de sidste mange år, og vi elsker det lidt. Vi spiste aftensmad, så TV og gjorde os klar til senere.”

Kl. 19:30
“Tog vi en taxa til Imperial, da vi var inviteret til premiere på den nye film ‘Meter i Sekundet’. Vi kender mange, der er med i filmen, og det er skønt at tage til gallapremiere, når vi møder så mange skønne kollegaer. Vi mødte faktisk så mange søde mennesker, at vi glemte at tage et eneste billede – heldigvis var vi et smut på den røde løber, hvor vi fik taget et sødt – og lidt anspændt – billede sammen.”

23:00
“Ligger vi i vores senge – men inden vi lægger os til at sove, sender vi et sted mellem 10 og 20 videoer og klip på Instagram, som vi synes, den anden skal se. Vi er begyndt at kalde det ‘Aftenposten’, og hvis den ene ikke har sendt, kan den anden næste dag godt spørge ‘Hvad fanden skete der med dig i går? Er du okay?’
