© Michell Boysen

En snak med Roskildeaktuelle Lowly

Lowly, der spiller på Roskilde Festival, fortæller om forventningerne, den populære Dixie Burger og om at øve på at twerke som Nicki Minaj

27. juni 2015 af Cille Veje

Lowly blev dannet i januar 2014 af Nanna, Thomas, Soffie, Steffen og Kasper. Bandet har indtil nu kun udgivet en håndfuld singler, men har siden deres debut singlen Daydreamers fået opmærksomhed fra hele verden, især i England og Japan. 

Lowly spillede på dette års Spot Festival – og er at finde på Roskilde Festivals Rising-scene, 29. juni klokken 20. I den forbindelse har vi taget en snak med bandet omkring forventningerne til Roskilde, den populære Dixie Burger, deres bedste Roskilde-minde og om at øve på at twerke ligesom Nicki Minaj. 

 

LOWLY ER JO ET NAVN, DER ER DUKKET OP RUNDT OMKRING DET SENESTE ÅR, HVOR I HAR SPILLET SPOT, VEGA OG OGSÅ TIL HENRIK VIBSKOVS P:I:G FOUNDATION-KONCERT. HVORDAN VIL I BESKRIVE JER SELV OG JERES HOLD?
 “Vi er et meget hyggende og samtidig et meget ambitiøst band. Som eksempelvis at have tegnsprogstolke med på Spot og Roskilde, fordi der gemmer sig en ny verden af udtryk, når man fortolker lyrik gennem hænder. Eller samarbejdet med Vibskov, fordi hans tøj er lige så spraglet som vores lyd, som kan være med til at understrege et udtryk.  

Vi er ikke særligt rock and roll i den forstand, at vi nok er lidt for flinke, men det betyder også, at vi er omgivet af folk, der gerne vil os det godt. Og så elsker vi at spille med hinanden, og fordi det faktisk er relativt nyt for os at gøre, føles det stadig som en udforskende proces, som også nogle gange overrasker os selv.”

I ER EN FLOK GARVEDE MUSIKERE, HVOR MANGE AF JER STUDERER PÅ KONSERVATORIET. HVORDAN ER DET FOR SÅDAN EN FLOK MUSIKNØRDER, AT SKULLE SPILLE PÅ ROSKILDE FESTIVAL?
S: “Det er dejligt at få lov til, men om det har noget med konservatoriet at gøre, tror jeg ikke. Jeg tror faktisk alle, musikere, som ikke musikere, er oppe at køre over Roskilde. Nogle gange kan ens ører godt blive ødelagt af konservatoriet, fordi man kommer til at lytte til musik på en mere vurderende, mere skolet måde, men Roskilde er meget et frirum fra dette. Her bliver man tit hevet med til en koncert man ikke kender og derfor bare overvældet af indtryk uden forbehold. “

HVAD GLÆDER I JER MEST TIL VED DETTE ÅRS ROSKILDE FESTIVAL?
S: “Jeg har arbejdet en del på mit twerk, så jeg glæder mig ret meget til Nicki Minaj. “

T: “Vi har en masse venner, der også skal spille, og det bliver vildt fedt at se deres koncerter. Og derudover Dixie-burgeren, selvfølgelig. “

N“Der er så meget god musik i år. Jeg tror Drenge, lørdag nat, bliver helt vildt.”

HVAD ER JERES BEDSTE ROSKILDE-MINDE? 
S: “Da jeg spillede der i 2012.”

N: “Sigur Rós efterfulgt af When Saints Go Machine på Arena i 2013 og solopgangen på gåturen hjem derfra.”

K: “Min kæreste og jeg tog på Roskilde med vores 2-årige søn i 2013 om søndagen. Det var fantastisk at gå rundt med barnevognen og hænge ud med vores venner og høre James Blake og Kraftwerk”

T: “Mit første år på Roskilde er svært at toppe: Alt var kæmpe stort og nyt, vejret var perfekt og så spillede Radiohead og Neil Young.”

Billede: Michell Boysen

HVAD KAN PUBLIKUM FORVENTE SIG AF JERES KONCERT PÅ MANDAG?
L: “Palmer, tegnsprog og masser af Lowly. Og forhåbentlig også masser af det solskin, vi alle går og venter på.”

HVAD ER JERES BEDSTE ROSKILDE-TIP?
S: “Uldundertøj, ørepropper, avokadoer og tomatpuré.” 

T: “Drop de små Harald Nyborg-telte. De er bare ikke rigtigt vandtætte nok.”

N: “Hold altid en sikkerhedsafstand på mindst to meter fra hegnet”

HVAD BYDER FREMTIDEN PÅ FOR LOWLY?
“En ep til vinter og en plade til sommer, og flere gode ting, der ikke kan offentliggøres endnu”.

Læs mere om Lowly her.

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...