Hvad har Trump, kattevideoer og Matador tilfælles?
... de er alle en del af Costumes klummeskribents rapport fra sengekanten. Læs Sara Maria Dyrbergs tanker om alt mellem himmel og jord
Jeg har lagt mig syg med endnu en mutant-variant af influenza, tror jeg ... Enten det, eller også er jeg ved at dø. Mit hovede pulserer af smerte og jeg er træt og svimmel.
Jeg vil undlade de cremede detaljer, lad mig nøjes med at fortælle, at jeg forleden gik ned med fire bæreposer fulde af papir.
Alt gør ondt, jeg fryser, men sveder, nyser, hoster og klager, mens jeg drikker litervis af te. Jeg prøver at se fjernsyn, nu hvor jeg for engangs skyld kan gøre det med samvittigheden i behold. Men mine øjne græder, så farvel The Fall, Breaking Bad, Dexter og resten af alt på Netflix. I stedet ligger jeg svævende et sted mellem bevidsthed og ubevidsthed i en feberrus af omtåget, ufiltreret tankemylder.
Her er et udpluk:
Tænk, at mennesker kan lave mennesker.
Tænk, at mennesker sprænger hinanden i luften. Mennesker, som alle har en mor. Som alle var babyer engang. Som alle har to håndled, en hypofyse, to øreflipper og en lever. Som alle tidligt i livet har sagt lyde, der var så nuttede, at ALLE ville smile, hvis de hørte dem. Som nok alle har haft maveinfektion, set Titanic og smagt en Coca Cola.
Tænk, at der findes 600 millioner katte i verden, og at der på Youtube er uploadet to milloner kattevideoer, der i alt har 25 milliarder views ... Det er ret mange minutters kat.
Tænk, at der i USA bor en mand, en orange forretningsmand, med et langt slips og en sjov frisure, som taler nedladende om kvinder og indvandrere, som åbenlyst lyver på TV og alligevel blev valgt til at lede landet, fordi han er … underholdende?
Tænk, at tryllekunst er et job. Man kan leve af at trylle! Magisk.
Tænk, at der findes danskere, der higer efter, at Danmark bliver som Danmark var engang; Kun for danskere. Men DK bliver jo ALDRIG, hvad det var engang – for uanset hvad ændrer tid alt, og der er udvikling alle steder. Jeg forestiller mig et Danmark i et Matador møder Olsenbanden-univers af rødmossede, lyshårede mennesker, som taler rigsdansk, godt må sige “neger” og spiser intet andet end svin i forskellige afskygninger. Forloren hare. Koteletter. Frikadeller. Og meget sovs.
Tænk, at jeg kan gå en tur ned af gaden, og vælge, lige her i Danmark, om jeg vil spise arabisk, japansk, fransk, grønlandsk eller vietnamesisk.
Tænk, at der er folk, som er nødt til at flygte fra deres hjem. Som risikerer livet og har mistet familie i krig. Som den flygtningestrøm, vi oplevede sidste år. De som rejste ned for at hjælpe har med egne øjne og i afmagt set spædbørn med ætsede kønsdele, fordi de ikke havde fået ren ble i dagevis. Børns fødder i forrådnelse, fordi de havde været våde for længe.
Tænk, at vi i Danmark, et af verdens absolut rigeste lande, skændes om, hvorvidt vi kan have plads til sølle 6.000 af dem. Altså i det samme Danmark, hvor vores børn har egen iPhone, iPad OG computer, og hvor vi drikker latte til 50 kroner. Hvor fattigdom er defineret af niveauet af hverdagsluksus. Hvor vores børn, uanset hvor “fattige” vi bliver, aldrig kommer til at gå sultne i seng.
Tænk, at der i Danmark slagtes cirka 20,7 millioner svin årligt. Det er 56.712 svin om dagen. Hvor meget gas mon bliver produceret i fordøjelsen af alt det flæsk?
Tænk, at hvis hver dansker lod være med at spise kød én gang om ugen, kunne afgrøderne bruges til 1,3 millioner menneskers madrationer året rundt.
Tænk, at man er, hvad man spiser. Det fedt, vi indtager, bliver, når en lang historie skal gøres (meget) kort, konverteret til menneskefedt. Det er meget svinefedt danskerne render rundt med på mavsen.
Tænk, at Hello Kitty ikke er en kat. Hun er en lille pige og hun hedder Kitty White. For et par år siden blev en Hello Kitty-figur sendt ud i rummet på en lille japansk satellit. Det kostede kun 40 millioner dollars. Der blev også engang sendt en guldplade ud i rummet med lyde fra jorden. Som om der er pladespillere derude. Var det skjult reklame?
Nu begynder det for alvor at snurre rundt, så jeg tror, det er tid til en lur. Og måske skal jeg snart prøve at spise noget andet end lyse mormor-menthol bolsjer. Hej hej.
Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.
