© @rita_blaas_lopper

8 københavnske loppemarkeder du kan nå, inden sæsonen er slut

Her er 8 gode loppemarkeder, du kan nå at besøge, inden sæsonen er slut.

Det vrimler med loppemarkeder i de kommende weekender og du kan opstøve alt, hvad hjertet begærer. Det er for mange sidste chance, for at komme af med alle de skønne klæder, der har ligget og samlet støv og derfor er der rigtig gode muligheder for at gøre sig et godt kup.
Se listen over loppemarkeder nederst i artiklen.

Hvis du selv er på udkig efter noget nyt til hjemmet eller garderoben, så er det oplagt at tage din mor, ven eller veninde under armen og besøge et af de mange loppemarkeder. Loppemarkedet byder på mange fordele. Blandt andet kan du finde særlige vintage items, så er det er bedre for miljøet end at købe nyt, og du kan ovenikøbet opstøve en masse gode fund til en super fordelagtig pris.

GODE RÅD TIL LOPPEMARKEDER:

  • Husk nu – det er okay at 'prutte om prisen'. Så hvis du falder for noget, du ikke kan undvære, kan du altid forsøge at handle med sælgeren.
  • Tjek 'begivenheder' på Facebook for at finde loppemarkeder i nærheden af dig.
  • Det kan være en god ide at gøre sig nogle tanker om, hvad man går efter. Ellers risikerer du at komme hjem med en masse, der bare får lov at ligge i et nyt skab og samle støv.
  • Tænk lidt ud af sæsoner. Selvom du ikke står og mangler en vinterjakke lige nu, kan det være smart at holde udkig.

LOPPEMARKEDER I KØBENHAVN:

Bagvejen, Godthåbsvej

Loppemarkedet ligger på bagvejen mellem Duevej, Egernvej, Fuglebakkevej og Godthåbsvej. Der er en hyggelig, nærmest vejfest-agtig stemning og naboerne sælger ud foran deres huse.
Det foregår d. 9. sep. kl. 09:00-15:00.

Elmegadekvarteret

Loppemarkedet finder sted på Elmegade, såvel som Birkegade og Egegade. Der er propfyldt med loppestande og Elmegade summer af liv med musik, hyggelige butikker og spisesteder.
Det foregår d. 9. sep. kl. 10:00-16:00.

Ørestads Loppemarked

Loppemarkedet foregår på grønne plæner og emmer af hygge ved alle de små kræmmerboder.
Det foregår d. 9-10. sep. kl. 10:00-16:00.

Nørrebroruten

Det grønne loppemarked er at finde på den grønne cykelsti mellem Jagtvej og Rantzausgade på Nørrebro. Drik morgenkaffen og nyd en plantebaseret morgenmad, mød en gammel ven og støt lokalmiljøet.
Det foregår næste gang d. 10. september kl. 10:00-16:00.

Kulturhuset Islands Brygge

Loppemarkedet på Bryggen er et af Københavns største og hyggeligste udendørs loppemarkeder med op til 150 stande. Her er der god mulighed for at gå en tur ved vandet eller spise en is efter.
Det foregår d. 10. sep. kl. 10:00-16:00.

Blågårdsgade

Beboere og butikker inviterer til en hyggelig dag ved Blågårdsgade. Der er god mulighed for at spise frokost efterfølgende, på en af de mange cafeer, eller gå sig en tur ved søerne.
Det foregår d. 17. sep. kl. 11:00-16:00.

Jægersborggade

Loppemarkedet byder på en del boder, med tøj, sko og accessories. Her er god mulighed for at finde nye favoritter til garderoben.
Det foregår d. 17. sep. kl. 10:00-17:00.

Sønder Boulevard

Rita Blå’s Lopper har eksisteret siden 2009 og er et velbesøgt loppemarked. Det er kendt for den altid gode stemning og høje kvalitet af fund til fordelagtige priser.
Det foregår d. 1. okt. kl. 11:00-16:00.