Michelle Hviid Brix: “Alle troede, at jeg skulle dø”

Min 1. december for 7 år siden husker jeg intet af, i hvert fald ikke efter klokken 07, hvor jeg blev lagt i narkose. Det smerter mig stadig, når jeg tænker på, hvordan den dag var for mine børn og mine forældre. Det er helt uforståeligt og frygteligt for mig at prøve at forstå, hvordan de kom igennem de mange timer, hvor jeg var i narkose.

Min mor strikkede, og selvom det typisk forbindes med hygge og god tid, tror jeg aldrig, der er set noget mere panisk end min mor, på en bænk foran en operationsstue, hvor hendes datter lå inde, mens læger arbejdede på min hjerne.

Det er den mest brutale uvished, jeg kan forestille mig. En mor, der venter på et hospital, venter på om hendes barn overlever. Det gik ikke, som det skulle, men resterne af mig overlevede. Spoiler alert: Her syv år senere, kunne Barbara Cartland ikke have spundet en smukkere slutning. Jeg er i live. Jeg er hel. Jeg elsker, og jeg er elsket.

Men som i ethvert eventyr skulle jeg så grueligt meget igennem først. Det er hårdt at lære at gå, at tale og at skrive, det bliver ikke lettere af, at man er 43 år. Det gør stadig ondt at falde. Det værste var ikke den første periode, hvor jeg ikke engang forstod omfanget af det, der var sket. Himlen faldt først ned, da jeg begyndte at forstå, at jeg intet forstod.

Da jeg ikke kunne svare, da lægen bad mig sige, hvilket årstal vi var i, kunne jeg se, at det flåede min mors verden i stykker og stumper. Jeg vidste slet ikke, at min hjerne var i stykker.

Jeg så på, mens andre tog sig af mine børn, og min største drøm var at få lov til at vække dem igen selv og selv servere havregrød. Men jeg lå i min seng i mørket i mit soveværelse, og lyttede (med det øre der stadig kunne høre) til min morgenrutine uden selv at være en del af den.

Jeg kiggede længselsfuldt ud af vinduet og så andre mennesker gå tur, som om de slet ikke forstod, hvor heldige de var, hvor lykkeligt det er selv at kunne gå i Netto, for jeg vidste ikke, om jeg nogensinde kom ud at gå igen. I radioen kørte der julemusik, som jeg vidste, jeg kendte, men min hjerne kunne ikke følge med, jeg sang ikke med. Mig, der altid havde sunget med. Det vidste jeg.

Nu forstår jeg ikke, at det er min historie – handler det her virkelig om mig? Lykkelige, heldige mig! Og ville jeg være, hvor jeg er i dag, til højre for verdens mest vidunderlige mand, altid til højre, lykkelig for at venstre øre kan høre. Taknemmelig over ting, jeg engang aldrig skænkede min tanke.

Ville jeg mon være nået her til, uden det forfærdelige og frygtindgydende benspænd? Jeg tror, at det er en gave at have døden med i lommen. Jeg tænker i hvert fald tit på, at jeg skal leve. Helst hver dag. Jeg skal have plads til at falde i svime over det mirakel, en vandmelon for eksempel er.

Jeg svor, at jeg aldrig ville falde i en hverdagsfælde igen. Men det gør jeg heldigvis, falder i hverdagsfælden. Jeg får spat, når børnene har hovedet oppe i røven, og ‘glemmer’ at gå ud med skraldet og sådan noget. Men det er det største tegn på, at jeg er rask.

Men i december vil jeg gerne huske på alle hverdagsmiraklerne.

For en gang lå jeg vågen det meste af den nat, og vidste ikke, om jeg nogensinde ville se mine børn igen – og det er da ret sundt at huske på. Tit. Når verden og hverdagen lige trænger til at blive sat i perspektiv.