Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

nye restaurant sydhavnen vesterbro © BaneGaarden

Nye restauranter i København: Her skal du spise dit næste måltid

Har du brug for at prøve nogle nye steder, når du går ud og spiser i København? Vi har fundet 6 nye restauranter i København, som du med fordel kan føje til din liste over spisesteder, der skal prøves.

Nye restauranter i København

København er et rent slaraffenland for de madglade og gastronomi-interesserede. Selvom vores hovedstad allerede er propfyldt med lækre restauranter og hyggelige vinbarer, betyder det heldigvis ikke, at der ikke er plads til nye spillere på den gastronomiske scene. Det vrimler nemlig stadig frem med nye restauranter, brunchsteder og bagerier, som blot venter på at blive afprøvet.

Nedenfor har vi listet en række af de nye restauranter i København, som enten er åbnet for nylig, eller som du kan se frem til at besøge snart.

Alternativt kan du udforske nogle af Københavns andre lækre (og velkendte) gastronomiske tilbud, der tæller alt fra thai-restauranter til italienske spisesteder, pizza-steder, bagerier og kaffebarer.

Nye restauranter København Bottega Estadio © Bottega Estadio / @sarabrinkies

Bottega Estadio 1912

Ny restaurant og vinbar på Østerbro i København

En af byens nyeste steder, der allerede er kommet fabelagtigt fra start, er vinbar og restaurant Bottega Estadio. Bag restauranten står skaberne af den populære Bottega Barlie, og derfor er forventningerne til det lille nye sted også tårnhøje. Fra morgen til aften kan du nyde den nye restaurants indbydende retter, der tæller alt fra surdejsbrød, mandelcrossainter fra Andersen & Maillard og eggs benedict til alt godt fra havet og alverdens delevenlige anretninger. Vil du en tur rundt i menukortet, kan du gå med stedets chef's menu. Og så må du selvfølgelig ikke glemme at afprøve vinbarens udvalg af vine fra Europa.

Adresse: Gunnar Nu Hansens Plads 9, 2100 København Ø
Læs mere her.

nye restaurant sydhavnen vesterbro © BaneGaarden

BaneGaarden

Økologiske madboder og restaurant ved Sydhavnen

Lige mellem Vesterbro og Sydhavnen finder du Jernbanebyen, hvor Københavns nye grønne oase er åbnet. Stedet omtaler sig selv som en økologisk landsby og et gastronomisk samlingspunkt, hvorfor du selvfølgelig finder både lækre og innovative madboder, der tilbyder retter fra forskellige verdenskøkkener. Desuden byder oasen også på restauranten Lade609, der med udgangspunkt i det udendørs køkken giver en primært grøntsagsbaseret gastronomisk oplevelse tilberedt på grill. På den nye restaurant kan du enten gå med a la carte-retterne eller give dig i kast med en af de vidtomspændende menuer.

Adresse: Otto Busses Vej 45, 2450 København SV
Læs mere her.

Nye restauranter København fransk bistro © Silberbauers Bistro / Jesper Hedemann

Silberbauers Bistro

Fransk bistro på Nørrebro i København

Midt på en af Københavns hyggeligste gader, i de gamle Manfreds-lokaler, har Mathias Silberbauer, tidligere chef hos Relæ, slået op for Københavns nye franske bistro. Det er ikke kun gastronomisk, at du fornemmer de sydfranske aner hos den nye restaurant midt i København: Lige så snart du træder ind i de hyggelige kælderlokaler, mødes du nemlig af de klassiske rød/hvid-ternede franske duge. Den økologiske menu skifter fra dag til dag, er a la carte og består primært af en række rustikke, men meget indbydende seafood-retter til yderste rimelige priser. Hertil kan du forsøde din oplevelse med et glas (eller flere) af de nøje valgte naturvine, som også pynter i selve restauranten og tilfører atmosfæren et ekstra fransk touch, som sad du i en lille lokal restaurant i Sydfrankrig.

Adresse: Jægersborggade 40, 2200 København N
Læs mere her.

nye restauranter København tatar © Seaside Toldboden / Project Raw

Seaside Toldboden

Alverdens madboder i Indre By

Ude ved Toldboden i Restaurant Toldbodens gamle lokaler finder du det helt nye gastrohus Seaside Toldboden. Bag den nye københavnske restaurant står Jesper Julian Møller, manden bag det tidligere Papirøen, og derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at det nyåbnede sted på Toldboden fungerer, ligesom vi kender det fra street food-markeder. Gæsterne kan nemlig hente mad fra forskellige selvstændige køkkener og nyde det sammen i de smukke rammer både indendørs og udenfor lige ned til vandet. Køkkenerne på Seaside Toldboden byder på alt lige fra tatar til seafood, lige fra det græske til det japanske køkken, så stedet er en oplagt destination for de fleste.

Adresse: Nordre Toldbod 18-24, 1259 København K
Læs mere her.

Circolo

Toscansk restaurant på Frederiksberg

Folkene bag restauranterne Bevi Bevi og Mangia, der begge er nogle af Københavns mest efterspurgte italienske spisesteder, er snart klar med en helt ny – og selvfølgelig også italiensk – tilføjelse til porteføljen. Restauranten kommer til at hedde Circolo, og den gastronomiske stil bliver toscansk. Ellers er der endnu meget begrænset information om den nye restaurant, der åbner på Frederiksberg senere i år. Men ud fra søsterrestauranters succeser at dømme har det nye sted et stort potentiale.

Adresse: Gammel Kongevej 74D, 1850 Frederiksberg C

nye restauranter København © Cofoco / Delphine

Delphine

Cofocos nye middelhavsrestaurant på Vesterbro

Hvad kan være bedre end en fusion mellem det græske og syditalienske køkken? Hvis du heller ikke kan få nok af de sydeuropæiske køkkener, må du ikke snyde dig selv for et besøg hos Cofocos nyeste restaurant, Delphine, som netop er åbnet i de smukke tidligere LeLe-lokaler på Vesterbrogade. Med udgangspunkt i Middelhavsområdet er den nye restaurant specialiseret i fisk og skaldyr, men du kan selvfølgelig også bestille velkendte græske kendinge som lam samt retter med feta og tzatziki. Ikke nok med at maden giver associationer til middelhavslandene, så giver også indretningen og stemningen dig en følelse af at sidde midt i en græsk taverna.

Adresse: Vesterbrogade 40, 1620 København V
Læs mere her.

Mere om Kultur? Få Costumes nyhedsbrev