Begyndelsen
Coco Chanel nægtede at ride med damesaddel, gjorde kjoler kortere, så anklerne kom til syne, klippede sit hår af, smed korsettet væk og lavede tøj til kvinder – for eksempel sit ikoniske militærinspirerede bouclé-sæt – med total bevægelsesfrihed.
Men det hele begyndte med hatte. I stormagasinet Galeries Lafayette købte Coco Chanel stråhatte, befriede dem for tidens fugle og fjer og gjorde dem revolutionerende lettere og mere chikke – og solgte dem videre. Hendes første kunder var arbejderklassen, men overklassen fulgte hurtigt efter. I dag har Chanel – selvfølgelig – egen butik i det legendariske stormagasin.
40 Boulevard Haussmann, Galerieslafayette.com.
Rue Cambon
Rue Cambon. Chanel. Chanel. Rue Cambon. Fortiden hvisker. I 1910 åbnede Mademoiselle Chanel sin første hattebutik i nummer 10, men udvidede otte år senere med Chanels hovedkvarter i nummer 31. Det ligger der endnu – og kan i år fejre 100 års historie med Coco Chanels livsværk. Åbn døren under de hvide markiser med sort skrift, og træd ind i Cocos verden. Underetagen er mærkets flagship store, og det er her på marmortrappen blandt vægge beklædt med spejle, at Coco Chanel 5. februar 1954 sad og overværede sit første show nogensinde, hvor modeller i stilhed viste hendes tøj frem. På første sal ligger salonerne, hvor overklassens kvinder frem til 1971 kom til eksklusive præsentationer af Coco Chanels tøj – i dag er det kendte og haute couturekunder, der kommer til fittings. Og så. Ovenpå. Her ligger Mademoiselles atelier. ‘Mademoiselle privé’ står der på døren. Indenfor tilpassede Coco Chanel tøjet direkte på sine modeller – med en cigaret i munden, en saks hængende om halsen og knappenåle i hånden. I dag er det Karl Lagerfelds skitser, der dominerer væggene. Øverst ligger Mademoiselles lejlighed, der er bevaret som dengang, hun boede og arbejdede der, komplet med overdådige lysekroner, dramatiske veloursofaer, buddhaer, guldløver og statuer af Jomfru Maria. Desværre er der ikke adgang for offentligheden.
31 Rue de Cambon, Chanel.com.