Bestil morgenmad på Portobello
I en af Budapests smukke og hyggelige gader ligger denne skjulte perle, Portobello. Det er en asiatisk inspireret cafe, hvor alle morgenmadsretter har fået et twist med asiatiske krydderier. Hyggelige omgivelser, god betjening og lækker mad til formidable priser.
Adresse: Budapest, Veres Pálné u. 16, 1053 Hungary
Stor frokost til to for 150 kr.
Jeg er en sucker for det asiatiske køkken, hvorfor vores frokost også blev med asiatisk touch: To gange suppe hos Oriental Soup House med dim sum med rejer og to x cola til omkring 150 kr i alt. Hvilket er noget af det, der går igen i Budapest: Nemlig god mad til enormt billige priser.
Adresse: Budapest, Balzac u. 35, 1136 Hungary
Fire lækre glas vin
Navnet på den vinbar vi endte på, kan jeg ikke huske, da vi blot dumpede ind fra gaden. Men der findes et hav af forskellige vinbarer i de små gader i Budapest, og selvom stedet ikke ser ud af meget, er oplevelsen overvældende god. Vi fik lækker og billig vin, for præcis som maden, er vinen i Budapest også ekstremt billig. 160 kroner for fire glas vin - to hvide & to røde.
Michelin middag for (meget) mindre
Budapest er kendt for billige Michelin-restauranter, hvor du nemt kan spise for 1.000 kroner for to personer, hvilket er billigt for os, der har undersøgt priserne på Michelin i Danmark og andre steder i verdenen.
Der findes efterhånden en del Michelinrestauranter i Budapest, så valget kan være svært - jeg havde af flere fået anbefalet restaurant Onyx, men til min store skuffelse holder de lukket indtil 2023 - men de har lavet en form for pop-up restaurant, som vi valgte at udforske. Det var en af de fedeste oplevelser, vi sad ved et kæmpe stort bord sammen med ti andre, vi ikke kendte, og her blev vi så guided gennem otte retter, der gav os smagsoplevelser på et helt nyt niveau.
Middagen blev 1.800 kroner i alt - vi fik otte retter og den dyreste vinmenu.
Adresse: Budapest, Vörösmarty tér 7-8, 1051 Hungary